Humanitær hjælp og militære mål må ikke blandes

Af Torben Bruhn

Læge, bestyrelsesmedlem i Læger uden Grænser

Med NATO øvelsens lavtgående fly over Danmark er det samtidig blevet varslet, at den næste øvelse i september skal have særligt fokus på militærets humanitære indsatser. Hertil kommer, at Forsvarsminister Svend Aage Jensby efter sit seneste besøg i Afghanistan har foreslået, at danske soldater skal deltage aktivt i humanitært hjælpearbejde. Ministeren forestiller sig, at danske soldater i forbindelse med militære udstationeringer i udviklingslande skal medvirke til opbygning af landets infrastruktur, f.eks. renovering af skoler, hospitaler og lægeklinikker.

Det lyder umiddelbart besnærende, at soldater påtager sig andre opgaver end de militære, når og hvis deres tid tillader. Militæret har et yderst velorganiseret og effektivt logistisk apparat, og der er ingen tvivl om, at mange af de lande hvortil bl.a. danske soldater udsendes, er i dyb armod og har behov for massiv hjælp.

Men uanset de gode intentioner, må Læger uden Grænser fraråde, at man sammenblander militære og humanitære opgaver.

Hvis udstationerede soldater udfører nødhjælp i forbindelse med en krigskonflikt, kan modtagerne af hjælpen blive anset for at vælge side i konflikten. De civile, der modtager hjælp fra militæret, risikerer at blive udsat for angreb eller overgreb fra konfliktens militære modpart. Den gode vilje bliver en risikofaktor.

Hospitaler, skoler og lægeklinikker, der bygges af soldater, risikerer at blive betragtet som militære mål med risiko for ødelæggelse. Udover den åbenlyse fare for skolebørn, patienter m.v. kan effekten være, at civile afholder sig fra at benytte disse faciliteter. Den gode indsats bliver virkningsløs.

Et tæt samarbejde mellem soldater og humanitære hjælpere kan føre til, at hjælpearbejdere bliver opfattet som deltagere i den militære konflikt. Dette skete blandt andet under borgerkrigen i Somalia, hvor hjælpearbejdere blev angrebet efter at have arbejdet sammen med det amerikanske militær. Den gode ide bliver livsfarlig.

Det er netop på grund af ovennævnte faremomenter at man har oprettet neutrale og upartiske organisationer til udbringning af nødhjælp. Ved at lade hjælpearbejdet ske gennem disse organisationer mindskes risikoen for, at nødhjælpen gør skade på de mennesker, som man ønsker at hjælpe og at arbejdet ødelægges af den militære modpart. Og det er jo ikke uvæsentligt.

De kortsigtede genopbygningsresultater af Forsvarsministerens forslag står ikke mål med den langsigtede risiko. Alt andet lige er det de udsendte nødhjælpsarbejdere og de berørte befolkninger, der skal fungere sammen om løsningen af de tunge og langsigtede opgaver. Et omfattende arbejde, der gerne skal kunne fortsætte, lang tid efter de militære enheder har trukket sig tilbage.

Bragt i Information, den 25. april 2002