795_Sudanese_refugees_Chad_2003.jpg

Hjælp til flygtningene i nærområderne er ikke nok

Flygtningeminister Bertel Haarder meddelte i sidste uge, at regeringen er parat til at støtte en række afrikanske lande med penge for at undgå, at flygtningestrømme fra disse lande bevæger sig mod Danmark. I første omgang vil Danmark sammen med FN´s flygtningehøjkommissariat UNHCR og Holland og Storbritannien undersøge, hvordan man kan forbedre forholdene for de mange tusinde somaliske flygtninge, som befinder sig i Østafrika i nærområderne omkring Somalia.

Læger uden Grænser (MSF) har i lang tid gjort opmærksom på de kummerlige forhold de 130.000 somaliske flygtninge lever under i flygtningelejrene i Østafrika, hvor MSF har ydet aktiv nødhjælp i mere end 12 år. Her har vi været vidner til, at mennesker er bukket under på grund af underernæring, fordi der ikke er blevet givet tilstrækkelig fødevarehjælp fra FN. Det sker, fordi blandt andre EU over de senere år har valgt at skære drastisk i bidragene til det internationale flygtningearbejde. Fra EU blev der i 1994 sendt 2 mia. kr. til UNHCRs arbejde. Otte år senere, i 2002, var dette beløb, ifølge UNHCRs egne oplysninger, reduceret med godt 75 procent til kun 418 mio. kr.

Som en direkte konsekvens af de faldende bidrag, har UNHCR og FNs fødevareorganisation WFP måtte skære mere end en tredjedel af fødevarerationerne i flygtningelejrene i Østafrika. Det betyder, at de mange mennesker, som på grund af værtlandets lovgivning ikke må forlade lejrene og som derfor ikke kan producere deres egen mad, i perioder kun modtager hvad der svarer til 1.300 kilokalorier per person per dag. I Danmark indtager vi 2.100 kilokalorier per dag, når vi er på slankekur! Mens den danske regerings således hævder, at man nu vil hjælpe mennesker i nærområderne, er de hidtidige resultater det stik modsatte: vi udsulter disse mennesker og lader dem leve under helt umenneskelige forhold. Men selv hvis madproblemerne bliver løst, vil flygtningenes leveforhold i disse lejre stadig være ganske forfærdelige. De er reelt stuvet sammen i kæmpelejre, hvor der er daglig risiko for overfald af bevæbnede banditter, og for kvinderne, at blive voldtaget hvis de vover sig ud.

Derfor hjælper det ikke flygtningene, at vi fortsætter med at opretholde kummerlige og nedværdigende forhold i flygtningelejrene, således som det synes at være Danmarks og EUs strategi i forsøget på at bremse flygtningestrømmene fra Afrika i at bevæge hertil. Hvis vi vil undgå tilstrømning af mennesker udefra, må vi istedet skabe et håb lokalt – et håb som gør livet værd at leve. For som forholdene er nu, ligger flygtningenes eneste håb om overlevelse i andre lande.

For at løse verdens flygtningeproblemer bliver den danske regering og EU nødt til at arbejde langt mere aktivt for at finde politiske løsninger på de konflikter, der skaber flygtningene. Det skal kombineres med en pro-aktiv nødhjælp, der bistår med øgede investeringer i uddannelse, infrastruktur, landbrug, industri og ikke mindst sundhed i de lokalområder menneskerne flygter fra. Det er Læger uden Grænsers erfaring, at en sådan pro-aktiv nødhjælp kan gøres med få midler, for eksempel ved at uddanne lokale ressource personer til varetagelse af basale sundhedsprojekter, og dermed give grobund for fremtiden.

Den bedste måde at hjælpe flygtningene på, er ikke at fastholde de koncentrationslejr-lignende forhold i nærområderne, men at yde direkte, aktiv hjælp i de lokalområder, som flygtningene kommer fra – i dette tilfælde Somalia. Alligevel synes “hjælp i nærområdet” at være det nye magiske ord, der kan kurere alverdens flygtningeproblemer. Det lyder barmhjertigt og enkelt, men virkelighedens verden er altså en anden.

Søren Brix Christensen

Formand, Læger uden Grænser

Foto: © Juan Anibal/MSF