Hjælp nu! samler ind akut til Syriens flygtninge
Vi er en del af DR og TV 2’s Hjælp nu! indsamling til fordel for Syriens flygtninge.
Syrien har akut behov for hjælp, og derfor er vi gået sammen med 11 andre humanitære nødhjælpsorganisationer om en indsamling på DR og TV 2 søndag den 20. september.
Hjælp nu! samler ind til flygtninge fra Syrien, og indsatsen går til mennesker i nød inde i Syrien og de omkringliggende lande.
Syrien er ramt af borgerkrig og har været det siden 2011. Der er lige nu 7,6 millioner mennesker på flugt internt i Syrien, mens ca. 4,1 millioner er flygtet ud af landet. Der mangler vand, mad, brændstof, medicin og adgang til lægehjælp og sundhedsfaciliteter.
Derfor er der brug for en akut indsamling som Hjælp nu!. Vi er til stede inde i Syrien, hvor vi driver seks hospitaler og sender medicin og udstyr til mere end 100 klinikker og hospitaler.
Situationen bliver stadig mere desperat. Befolkningen er ikke sikre nogen steder i det krigsramte land. Hverken hospitaler, sundhedsfaciliteter eller ambulancer går fri, når angrebene sætter ind.
Vi yder medicinsk hjælp inde i Syrien, og donationerne fra Hjælp nu! skal være med til at styrke vores indsats.
Det går Hjælp nu!-donationerne til
Med pengene fra Hjælp Nu! hjælper vi flygtninge fra Syrien inde i landet og i Libanon. Vi driver seks hospitalsfaciliteter i Syrien og støtter omkring 100 felthospitaler, klinikker og sundhedscentre i det krigshærgede land, som vi forsyner med medicin og medicinsk udstyr.
I Libanon stilles syriske flygtninge bagerst i køen og nedprioriteres af de libanesiske myndigheder. Ca. 1,3 millioner syrere er flygtet til Libanon. De syriske flygtninge er derfor dybt afhængige af hjælp. Vores udsendte læger og sygeplejersker yder lægehjælp og medicinsk behandling på vores hospitaler i Libanon. Behovet for humanitær hjælp er enormt. Vi er til stede flere steder i Libanon, blandt andet i Shatila Camp, der ligger i det sydlige Beirut.
Vores medicinske personale udfører akutte operationer og sikrer opfølgning. Vi behandler de sårede. Mange ankommer med både fysiske og psykiske krigsskader. Endnu flere ankommer med sår og mén fra flugten. Vores læger og sygeplejersker behandler gravide før, under og efter fødsel. Syriske flygtninge med kroniske sygdomme har akut brug for hjælp og medicin, når de ankommer.
Indsamlingen er vigtig, fordi borgerkrigen i Syrien har stået på i fire år uden udsigt til at være på vej mod en afslutning, og behovet for medicinsk hjælp er enormt. Det skønnes, at over 200.000 har mistet livet, og antallet af sårede og tilskadekomne stiger hver dag.
Hjælp nu! bidrager til vores medicinske indsats, så vi kan arbejde der, hvor behovet er størst. Både inde i Syrien og i de omkringliggende lande.