default.jpg

Hiv koster unødvendigt mange liv i Zimbabwe

Livsvigtig hiv-medicin samler støv i Zimbabwe, og når aldrig ud til hovedparten af de mellem 300.000 og 500.000 smittede, der har akut behov for behandling. Det fortæller medicinsk koordinator Mohamed Eltom Hamid, der fra hovedstaden Harare har fulgt landets krise på tæt hold siden juli 2008.

Zimbabwes kollapsede infrastruktur og sundhedssystem truer blandt andet landets hiv-smittede, der har akut behov for livsforlængende medicin. Problemerne er ofte helt banale, som at få medicinen transporteret fra Harares centrale depot til der, hvor behovene er. Mange offentlige klinikker og laboratorier begynder nu at tage penge for den behandling, der tidligere var gratis, og det afholder nogle fra at søge behandling og lægger pres på Læger uden Grænsers klinikker.
 
”Det man kan tage for givet i andre lande, fungerer ikke i Zimbabwe. Det gælder for eksempel kommunikation og medicinforsyninger. Selv om vi får medicin fra vores forsyningsenhed i Bruxelles, er der en masse administrative problemer med at få medicinen ’clearet’,” fortæller Mohamed Eltom Hamid, der er udsendt som medicinsk koordinator fra Danmark.
 
Hiv-smittede tælles i hundredetusinder
Mohamed Eltom Hamid laver blandt andet analyser af behovet for medicinsk nødhjælp, sørger for at Læger uden Grænsers projekter får den medicin, de skal bruge, og står for kontakten til de forskellige ministerier.
 
Læger uden Grænser har flere end 40.000 zimbabwere i sine hiv/aids-projekter i landet., hvoraf godt 25.000 er i livsforlængende antiretroviral behandling (ARV). Det dækker dog langt fra det overvældende behov.
 
”I dag har 300.000 mennesker akut behov for ARV-behandling i Zimbabwe, men kun 130.000 får behandling. Mange af hospitalerne i Harare er enten lukket eller personalet strejker, så hvis du er hiv-positiv i Zimbabwe i dag, er der stort set ingen hjælp at hente. Selvom medicinen findes på det centrale apotek, er der ingen mulighed for at transportere den derud, hvor der er behov for den,” fortæller Mohamed Eltom Hamid.
 
Transportproblemer har fatale konsekvenser
Krisen har gjort det sværere for patienterne at modtage deres behandling. Et tilsyneladende banalt problem som at komme fra sit hjem til klinikken betyder, at mange forsømmer behandlingen. For mange er det umuligt at skaffe benzin til bilen eller penge til en busbillet. Det kan have fatale konsekvenser for patienterne, der er i gang med et behandlingsforløb.
 
”Den medicinske konsekvens af at forsømme behandlingen er, at mængden af virus i blodet stiger, så immunforsvaret svækkes og man til sidst dør. Hvis man overlever, bliver man immun over for standardbehandlingen, og det betyder, at man skal behandles med en anden medicin, som er langt dyrere”, fortæller Mohamed Eltom Hamid.
 
Behandling koster penge
Transportproblemet er dog kun en facet af krisen, der også har ramt sundhedssektoren.
 
”Et stigende problem er, at personalet – fordi de ikke får deres løn – nogle steder er begyndt at tage penge for konsultationer. Mange patienter tager derfor ikke på hospitalet, fordi de ved, at de bliver bedt om penge, de ikke har.”
 
”Hvis man for eksempel skal have lavet sin laboratorietest, kan laboratoriet finde på at bede om penge for at lave testen. Hvis man ikke betaler, får man aldrig svaret. Der er også ventelister på ARV-behandling, så nogle tager sig betalt for at sætte dit navn frem på listen. Den, der betaler, redder måske livet.”
 
Det kollapsede sundhedssystem har betydet et øget pres på Læger uden Grænser klinikker – blandt andet i det fattige Buhera-distrikt.
 
”I vores klinikker har vi set flere patienter som følge af krisen. Folk ved, at vi tilbyder gratis behandling, så de kommer her, fordi de ikke skal betale. Ved regeringens behandlingssteder falder tallet, fordi folk ved, at de ikke kan få den hjælp de har brug for, med mindre de betaler.”
 
/ss