08-07-2009Somalia6.PhotoJuanCarlosTomasi.jpg

Hårde kampe i Mogadishu sender tusinder på flugt

Heftige kampe i Somalias hovedstad Mogadishu har endnu en gang sendt tusinder af mænd, kvinder og børn på flugt. Der hersker totalt kaos i Mogadishu, og Læger uden Grænser har været tvunget til at lukke nogle af sine aktiviteter i dele af byen.


Brande efter granatnedslag, eksplosioner og åbne kampe mellem forskellige væbnede grupper har tvunget de fleste indbyggere i den nordlige del af Mogadishu – i distrikterne Yaqshid, Karan og Abdul-Azziz – til at flygte. Læger uden Grænser har måttet lukke en børneklinik og tre sundhedsklinikker i området, fordi de ansatte – ligesom resten af befolkningen i området – var nødt til at flygte fra kampene.


 


Det er første gang i de 17 år Læger uden Grænser har arbejdet i det nordlige Mogadishu, at vores medarbejdere har været tvunget til at flygte. Holdet gennemførte i gennemsnittet 2.500 konsultationer om ugen og havde flere end 400 underernærede børn i behandling.


 


At situationen er fortvivlende ses også tydeligt på Daynile Hospital i den vestlige del af Mogadishu, hvor man siden begyndelsen af maj har behandlet 869 sårede og udført 49 operationer. Af de patienter, som fik akut lægehjælp, var 162 børn under fem år og 156 kvinder. Tolv patienter døde af deres kvæstelser.


 


Flere dræbte og kvæstede
”I de seneste to måneder er omkring 200.000 mennesker flygtet ud af Mogadishu i retning mod Afgooye og Jowhar. De seneste 14 dage er antallet af dræbte og kvæstede steget dramatisk, og befolkningen er fuldstændig terroriseret. Det er blevet næsten umuligt at yde medicinsk og humanitær hjælp”, siger Monica Camacho, som fra nabolandet Kenya koordinerer Læger uden Grænsers indsats i Somalia.


 



Langs vejen til Afgooye vest for Mogadishu bor en halv million mennesker i interimistiske  telte lavet af grene og plastik. De mangler helt akut mad og vand, og de har meget begrænset adgang til lægehjælp. Koncentrationen af internt fordrevne er så stor at det udgør en alvorlig risiko for epidemier som mæslinger og kolera.


 


Respektér vores arbejde
Læger uden Grænser opfordrer alle konfliktens parter til at respektere vores aktiviteter og det arbejde, som vores somaliske kolleger udfører med at give medicinsk og humanitær bistand i nogle af de værste forhold, man kan forestille sig.


 


”Nogle af vores bygninger i det nordlige Mogadishu er overtaget af bevæbnede mænd. I de seneste 14 dage er patienterne enten flygtet eller blevet evakueret. Mange af dem er nu tvunget til at afbryde deres behandling og det er meget bekymrende”, fortæller Alfonso Verdú, som arbejder for Læger uden Grænser i Somalia.


 


Hovedparten af ofrene er civile


Læger uden Grænsers medarbejdere har i de seneste tre måneder oplevet flere overgreb og trusler. I april blev to ansatte bortført i Huddur i Bakool-regionen. Den 18. juni blev en medarbejder dræbt ved en eksplosion, hvor yderligere 30 mennesker omkom. Senere i juni blev en bil, som Læger uden Grænser brugte til patienttransport, angrebet i Galcayo, og en pårørende til en patient blev dræbt.


 


Disse episoder og den generelt forværrede sikkerhedssituation gør det vanskeligt for Læger uden Grænser at arbejde i Somalia.


 


”På trods af alt det, der sker, ønsker vi at fortsætte vores arbejde i Somalia. Behovene er enorme, og ofrene for konflikten er hovedsageligt de civile. På vores hospital i Daynile er størstedelen af patienterne kvinder og børn”, siger Benoit Leduc, som er ansvarlig for Læger uden Grænsers aktiviteter i Somalia.


 


/mdo