Fysiske og mentale ar i Tjetjenien

Konflikten i Tjetjenien og dens konsekvenser for civile har været næsten komplet skjult for resten af verden. Mens den måske aftager i intensitet, er arene for de mennesker, som har levet med den tolv år lange krig, dybe og permanente.

Størstedelen af de tjetjenere, som flygtede til nabolandet Ingusetien i løbet af konfliktens værste faser, er nu vendt hjem. Selvom hovedstaden Grozny og nogle få andre byer er blevet delvist genopbygget det seneste år, er tusinder af tilbagevendende blevet hjemløse og har været nødt til at slå sig ned under elendige forhold i midlertidige indkvarteringer.

Og volden, bortførelserne og misbruget fortsætter. I det seneste år er også volden i naborepublikkerne Ingusetien og Dagestan tiltaget, men internationale nødhjælpsarbejdere, observatører og journalister har stadig begrænset adgang til regionen.

MSF fortsætter med at yde afgørende medicinsk og psykologisk hjælp til de mest sårbare tjetjenere, både i de midlertidige indkvarteringer og i de fattige landdistrikter, hvor der stort set ingen sundhedsfaciliteter er.

MSF støtter nu fire af fem eksisterende tuberkulosefaciliteter. I 2006 introducerede MSF et operationsprogram i Grozny, som hjælper med at hele de ar, krigen har efterladt.

+++++

/ls