MSF8193-630x400.jpg

Folkemordet i Rwanda: Konflikten fortsætter i DR Congo

På 20-årsdagen kan folkemordet i Rwanda virke som et afsluttet sort kapitel i verdenshistorien. Men konflikten lever videre i nabolandet DR Congo og har kostet millioner af mennesker livet.

”Vi kunne se militserne henrette folk ved vejspærringerne. Nogle nåede akkurat frem til hospitalet. Andre blev dræbt ved indgangen. ” Sådan lyder en af de mange øjenvidneberetninger fra Læger uden Grænsers nødhjælpsarbejdere fra det 100 dage lange folkemord i Rwanda, hvor mellem 500.000 og en million mennesker blev dræbt. Ofrene for de systematiske drab var primært tutsier og moderate hutuer – de to store etniske grupper i Rwanda. 
 
Læger uden Grænser arbejdede i Rwanda før, under og efter folkemordet. Det står også som en af de mest skelsættende tragedier i organisationens historie. Flere hundrede rwandiske kollegaer blev dræbt under folkemordet alene på grund af deres etniske tilhørsforhold, eller fordi de gennem deres arbejde og handlinger blev opfattet som modstandere af de systematiske drab.
 
Folkemordet var en konkret prøve for Læger uden Grænsers dobbelte mandat om at yde nødhjælp, og samtidig bære vidnesbyrd om de forhold vi oplever – for på den måde tale vores patienters sag. Læger uden Grænser forsøgte gentagne gange at råbe det internationale samfund op. Det kulminerede med en opfordring til en væbnet FN-intervention i Rwanda. Det var første gang at Læger uden Grænser opfordrede til en militær intervention, der med stor sikkerhed også ville kræve menneskeliv. Beslutningen var svær, men vi kunne ikke se stiltiende til, mens en etnisk gruppe blev systematisk udryddet.
 
I dag fremstår folkemordet som en skamplet og en påmindelse, om hvad der sker, når man undlader at reagere. Omfanget, intensiteten og brutaliteten er ubegribelig. Men er vi som verdenssamfund blevet klogere siden da? Har vi lært at gribe ind i tide? Hjælper vi ofrene for brutale og målrettede angreb?
 
Folkemordet i Rwanda står som en klar begivenhed i mange menneskers hukommelse, men langt færre ved, at konflikten flød over grænsen til den østlige del af det daværende Zaire, der i dag hedder den Demokratiske Republik Congo. De omkring to millioner flygtninge fra Rwanda, blandt dem bagmændene bag folkemordet, skabte kaos i det i forvejen ustabile land og affødte de to Congo-krige fra 1996 til 1997 og 1998 til 2003. Tilsammen betragtes krigene som en af de dødeligste konflikter i verdenshistorien med over 5,4 millioner dræbte. 
 
Intensiteten i volden er ikke den samme som i Rwanda, men den lader intet stå tilbage i forhold til brutalitet. En af vores patienter fortalte sidste år om, hvordan han havde fundet sin nabo og sin et-årige dreng dræbt – bundet til et træ og hugget ihjel med knive og macheter. Tallene taler deres tydelige sprog: Det er Læger uden Grænsers største indsatsland. I 2012 foretog vi flere end 1,6 millioner konsultationer, behandlede 500.000 mennesker for malaria, vaccinerede 480.000 mod mæslinger, tilså flere end 110.000 gravide og behandlede 4.000 ofre for seksuel vold. 
 
Hvis vi som verdenssamfund skal tage læren fra Rwanda alvorligt, kan vi ikke se passivt til, mens millioner fortsat lider og dør under en konflikt, der startede for 20 år siden.
 
Af Michael Gylling Nielsen, direktør i Læger uden Grænser