Føtex støtter op om Læger uden Grænsers landsindsamling

Når Læger uden Grænser afholder sin første landsindsamling nogensinde den 29. maj, bliver det med føtex som en vigtig samarbejdspartner.

”Alle har ret til lægehjælp. Uanset alder, hudfarve og religion – så enkelt er det!”

Sådan lyder budskabet, og det støtter føtex op om gennem forskellige aktiviteter før og under indsamlingen. Over hele landet stiller føtex sine varehuse til rådighed for Læger uden Grænsers landsindsamling, hvor varehusene vil fungere som mødested for en stor del af de ca. 6.000 frivillige indsamlere den 29. maj.

 

”Bliv læge for en dag”

Landsindsamlingen er en indsats, der er med til at redde liv. Derfor bliver alle indsamlere ”læge for en dag” og har mulighed for at være iført hvide kitler.

 

”Selv om der er langt fra hverdagens trygge tur til et dansk supermarked til livet som udsendt til kriser og katastrofer, gør samarbejdet det muligt at skabe opmærksomhed i hele Danmark om Læger uden Grænsers livreddende arbejde. Vi er rigtig glade for, at føtex støtter op om os og er med til at hjælpe os med den kæmpe logistiske opgave, det er at afholde en landsindsamling”, siger Jesper Brix, direktør Læger uden Grænser.

 

Direktør i føtex Thor Jørgensen er også stærkt motiveret for at støtte op om Læger uden Grænsers første landsindsamlingen:

”I føtex er en central del af vores strategi at handle med omtanke. Derfor går det for os at se også hånd i hånd med vores måde at drive forretning på, når vi stiller vores varehuse til rådighed og engagerer vores medarbejdere i Læger uden Grænsers landsindsamling." 

 

"På den måde gør vi det let for vores kunder at donere til organisationens landsindsamling, der er med til at støtte den vigtige indsats, Læger uden Grænser yder verden over”, siger Thor Jørgensen.

 

Sådan arbejder vi sammen med føtex:

  • føtex stiller sine butikker og platforme til rådighed for kunderne til at støtte et godt formål.
  • En indsamlingskampagne via flaskeautomater i føtex’ butikker er allerede gennemført, og Læger uden Grænsers landsindsamling er et af flere tiltag, der løber af stablen i 2016.