Flugten tilbage – Afghanistan, 1 år efter

Efter talebanstyrets fald er afghanere, der var flygtet til Iran og Pakistan, strømmet tilbage til landet – dels på grund af den nye, relative fred i landet, dels fordi de er blevet presset af Iran og Pakistan. Men mange afghanere finder hurtigt ud af, at de ikke har noget at vende tilbage til. Der er ikke meget at leve af i et land plaget af fire års tørke og 23 års krig.

Denne reportage er fra en grænseovergang mellem Iran og Afghanistan, hvor afghanere, der er samlet op i Iran, bliver læsset af og sendt ind i Afghanistan. Læger uden Grænser har en førstehjælpspost her.

Islam Qala d. 1. oktober 2002 – Det er en travl og hektisk dag på grænsen mellem Afghanistan og Iran. Ved Point Zero, registreringscentret for tilbagevendende flygtninge, bliver menneskeflokke ved med at ankomme – én efter én – i et hastigt tempo. Når dagen er slut, vil ca. 2000 flygtninge være vendt tilbage til Afghanistan.

UNHCR-busserne ankommer non-stop. De kommer fra forskellige byer i Iran: Teheran, Isfahan og Yahad, og ledsages af lastvogne med passagerernes bagage. Passagererne kommer ud én ad gangen, og Dahud, en lokal MSF-medarbejder, forklarer dem, at der er en førstehjælpspost, hvor alle med helbredsproblemer kan blive undersøgt og behandlet. Hele familier begiver sig mod to store telte, hvor registreringsprocedurerne indledes. Når de har været igennem disse, skal de videre med andre lastvogne , der vil køre dem til de forskellige transitlejre, afhængigt af deres destination.

Sidste lørdag ankom 300 deporterede: Afghanske flygtninge, der var blevet arresteret i Iran, fordi de ingen papirer havde. I virkeligheden havde de papirer, men de havde besluttet ikke at vise dem til de iranske myndigheder, af frygt for at de ville blive konfiskeret.

“Jeg ønsker at komme tilbage til min hjemegn

Jeg ønsker at komme tilbage til mit land, selvom det er ødelagt

Jeg ønsker inderligt at omfavne min familie og dem jeg holder kært igen

Jeg funderer over, hvor længe jeg skal være en fremmed i et fremmed land, før jeg kan vende hjem

Jeg ønsker at se de andre flygtninge vende hjem til Afghanistan med glædestårer løbende ned af kinderne

Jeg ønsker at komme hjem, selv hvis hjem er blevet en ørken

Jeg ønsker, at de der sidder på magten og videnen stopper myrderierne og krigshandlingerne

Jeg ønsker at kunne genoptage min uddannelse og sørge for, at mine børn også kan gå i skole

Jeg ønsker at blive begravet hos mit eget folk

Jeg ønsker at kunne tage hjem og være fri i mit eget land

Jeg ønsker at tage tilbage til Kabul og gå rundt de steder, hvor jeg er vokset op

Jeg ønsker fred i Afghanistan igen, af hele mit hjerte

Jeg vil blive så glad for at se mit land igen, jeg vil blive glad for bare at være på vej hjem

Jeg beder til Gud, om at disse ønsker en dag må gå i opfyldelse”

Ahmad

Med disse ord, skrevet på et nidkært bevogtet stykke papir, begynder Ahmad at fortælle sin historie. I 1981, i en alder af sytten år, flygtede han fra Kabul, for at komme væk fra krigen mod Sovjetunionen, og fandt asyl i Iran. Han er kommet tilbage til Afghanistan efter to dages rejse med sin kone og deres fire børn, tre drenge og en pige, som alle er født i Iran.

“Jeg arbejdede på en skofabrik i Iran”, siger Ahmad, “men desværre havde jeg ikke papir på, at jeg var flygtet fra Afghanistan. Når man prøver at komme væk fra krigen, har man ikke tid til at sikre sig, at man har alle papirerne i orden. Det betyder, at det iranske politi, hvis de havde stoppet mig i dag, ville have deporteret mig til mit land, uden at lade mig tage min kone og mine børn med mig.”

Blandt hans bagage er der et bur med to fugle i flotte farver.

“Jeg har dem med mig, fordi det er dyr, der er i stand til at lære, og jeg også gerne en dag vil kunne lære,” fortæller Ahmad os.

Det ældste barn, Ahbar, er kun tretten år. Efter skole tog han og de to andre drenge over for at arbejde sammen med deres fader. Nu er de blevet nødt til helt at forlade skolegangen.

Der bliver ved med at ankomme mennesker i dusinvis, mens lige så mange tager væk igen.

“Vi flygtede til Iran, fordi vi ikke længere var sikre i vores hjemland. Vores hus blev brændt ned af talebanerne, og landsbyen Estolef, som vi boede i, lå i en del af Kabul, som frontlinien gik lige igennem,” fortæller en kvinde, der ligger sammenkrøben i et telt.

“Da vi flygtede, klarede min datter det ikke igennem turen. Hun var kun seks. Min anden datter døde, da hun var et år gammel, fordi vi ikke havde penge nok til at behandle hendes sygdom. Nu har jeg kun Omar tilbage.” Omar er ti år og har aldrig været i skole.

“Vi havde ikke nogle dokumenter, og hvis de havde opdaget os, havde de gjort livet til et helvede for os,” fortsætter kvinden.

“De iranske myndigheder havde opfordret os til at tage afsted i et stykke tid. ´Mange mennesker tager tilbage til Afghanistan, hvorfor tager I ikke afsted?´ spurgte de os. Men har de tænkt sig at genopbygge vore huse for os? Vil de give min mand et job?”

Siden taleban-styrets fald er mere end 1,5 millioner mennesker vendt tilbage til Afghanistan fra Iran og Pakistan. Dobbelt så mange, som FN havde regnet med. Men de fleste de mennesker, som vender tilbage, ved ikke i hvilken stand, de vil finde de områder de forlod.

“De iranske myndigheder gav os besked om at tage hjem uden at give os nogle informationer om området, som vi skulle vende tilbage til,” råber en mand.

“De fortalte os ingenting, og nu har vi så fundet ud af, at der ikke er noget mad i Baghdis-provinsen, og at det ikke har regnet der i tre år. Hvordan skal vi overleve?”

Det er varmt i Point Zero, og en kraftig blæst rejser en støvsky, der hvirvler om de afgående konvojer. Det vil tage endnu fem timers rejse at nå det første transitcenter i Herat. For nogle vil det være det sidste stop, inden de tager hjem og ser deres familie igen. Men for andre vil det bare være et enkelt stop af mange på en endeløs flugt.