30-05-2008low_29592_250.jpg

Fejlernæring hos børn er årsag til langvarige skader

Copenhagen Consensus peger på fejlernæring, som det vigtigste problem man effektivt kan gøre noget ved. Læger uden Grænser advarer mod at se problemerne isoleret, men bifalder, at der gøres mere for at gøre noget ved fejl- og underernæring hos børn.


– Det giver god mening, at gøre noget ved under- og fejlernæring hos børn. Vi ved, at børn under to år får uoprettelige skader, hvis de ikke får den rigtige mad, siger læge og bestyrelsesmedlem hos Læger uden Grænser, Vibeke Brix Christensen.


 


Fejlernæring står øverst på listen af problemer, man mest effektivt og relativt billigt kunne gøre noget ved, lyder det fra økonomerne, der deltager i dette års Copenhagen Consensus.


 


– Ud over at børnene bliver mere modtagelige over for sygdomme som for eksempel lungebetændelse, tuberkulose og mæslinger, og at det kan være dødeligt, hvis de ikke får den rette behandling, så ved vi også, at fejlernæring kan give børnene livslange skader på deres indre organer – også på hjernen.


 


– Det har betydning for deres evner til indlæring og til at udvikle sig intellektuelt. Så når børn får for lidt og forkert mad, så er det både deres egen og deres lands fremtid, der bliver skadet, siger Vibeke Brix Christensen.


 


Læger uden Grænser finder det forkert at se verdens store problemer som isolerede størrelser, for som oftest er der en sammenhæng mellem dem. Desuden mangler det humanistiske perspektiv, når man udelukkende ser på dem ud fra et økonomisk aspekt. Men fejlernæring er et problem, som vi kender ganske godt til fra vores arbejde i mere end 60 lande.


 


I 2006 behandlede Læger uden Grænser flere end 150.000 børn, der led af underernæring.


 


/mdo