17-06-2009low_47317.jpg

Farligt at være nødhjælpsarbejder

Det er blevet farligere at være nødhjælpsarbejder. I 2008 var antallet af dræbte nødhjælpsarbejdere større end antallet dræbte blandt FN’s fredsbevarende styrker. Det viser en ny international undersøgelse om vold mod nødhjælpsarbejdere. 

<?xml:namespace prefix = o /> Af Michael G. Nielsen

Direktør for Læger uden Grænser i Danmark

 

Undersøgelsen – Humanitarian Policy Group Policy Brief 34: Providing aid in insecure environments: 2009 Update – dokumenterer de tilfælde, hvor nødhjælpsarbejdere er blevet udsat for drab, kidnapninger eller alvorlige angreb.

 

Det årlige gennemsnit af tilfælde er næsten fordoblet de seneste tre år. I 2008 var der 155 tilfælde af vold, med 260 ofre. 122 nødhjælpsarbejdere blev dræbt.

 

Antallet af nødhjælpsarbejdere er steget på verdensplan, men det relative antal dødsfald er også steget. Nationale medarbejdere er de mest udsatte, men antallet af angreb mod internationale medarbejdere er også steget væsentligt.

 

Halvdelen af alle angreb er politisk motiverede
I 2008 var de farligste områder for humanitært arbejde Sudan (Darfur), Afghanistan og Somalia, hvor mere end 60 % af angrebene fandt sted. I disse lande er vestlige politiske eller militære interesser involveret og humanitær hjælp bliver i stigende grad opfattet som en del af den vestlige verdens ’komplot’ mod nationale regeringer eller oprørsgrupper.

 

I 2003 var 29 % af alle angreb på nødhjælpsarbejdere på globalt plan politisk motiverede, i 2008 var tallet steget til 49 %.

Forskerne bag undersøgelsen mener, at nødhjælpsorganisationer bliver angrebet fordi deres blotte tilstedeværelse opfattes som en del af en vestlig politisk dagsorden.

 

Sammenblanding af det humanitære og det politiske
Dette er en del af en nyere udvikling,  som de vestlige lande til dels selv bærer skylden for. Når vestlige regeringer, militærstyrker og civile myndigheder i konfliktområder ikke vil skelne mellem politiske og humanitære aktiviteter og aktører, betaler de humanitære nødhjælpsarbejdere, og de mennesker som de hjælper, prisen.

 

Politiske aktiviteter kan have et nobelt formål – at etablere sikkerhed i et område, at opbygge et retsvæsen, at få flere piger i skole. Men de er aldrig upartiske. Humanitære aktiviteter derimod skal per definition være upartiske og uafhængige. Eneste formål er at redde liv, og hjælpe de mest nødstedte uden skelen til tilhørsforhold, køn, etnisk baggrund eller religion, og uden at tage parti.

 

Vestlige regeringer og militærmagter, herunder Danmark, samtænker i stigende grad militære, civile og humanitære aktiviteter. Det gør det sværere at skelne mellem aktørerne. Samtænkningen sker på flere måder.

 

1) Militære og civile myndigheder arbejder tættere sammen. Civile administratorer kører for eksempel rundt sammen med militæret i militærkonvojer.

 

2)Vi har tidligere set, at synlige skel mellem militære og humanitære organisationer modarbejdes, bevidst eller ubevidst. I Afghanistan kørte dansk militær i uafmærkede, hvide biler – en farve, der symboliserer neutralitet og upartiskhed. Protester fra Læger uden Grænser fik militæret til at ændre praksis.

 

3) Militæret gennemfører i stigende grad aktiviteter, der ligner de humanitære. Militære enheder i Afghanistan og Irak udfører projekter, som de kalder humanitære, hvor de sørger for vandforsyning til en landsby. Umiddelbart sympatisk, men formålet er ikke at udrette humanitært arbejde efter princippet om størst behov, men derimod at skabe sympati hos befolkningen og understøtte den militære operation.

 

4) Begreberne sammenblandes. Vestlige regeringer forsøger at ’sælge’ en militær intervention til egne befolkninger ved at kalde den ”humanitær”, uagtet at en militær intervention per definition er politisk. Det var tilfældet med de militære interventioner i Kosovo, Irak og Afghanistan, uagtet om man har sympati for disse eller ej. Her brugte man sågar begrebet ’humanitære bombninger’.

 

5) På internationalt plan udformer man politikker, der ensretter indsatserne. Aktører i et konfliktområde pålægges at arbejde sammen og udveksle oplysninger. Dette kan lyde nok så tilforladeligt. Man ”samtænker” indsatserne og forebygger overlap og effektivitetsspild. Men konsekvensen er også, at det bliver sværere for de humanitære organisationer at agere uafhængigt.

 

Adgangen til den nødlidende befolkning begrænses og fordelingen af den humanitære hjælp skævvrides og hjælpen gives i højere grad til områder og parter, der sympatiserer med koalitionen, og ikke nødvendigvis til de mest nødlidende.

 

Større sikkerhed for nødhjælpsarbejdere
I Læger uden Grænser insisterer vi på, at politisk motiverede aktiviteter adskilles fra de humanitære aktiviteter. Vi påstår ikke, at vores hjælp til mennesker i nød løser konflikter eller garanterer varig udvikling. Vores opgave i konfliktområder er begrænset til den humanitære – at redde liv nu og her – uanset hvis liv det er. Vi er ikke en pacifistisk organisation. Men vi nægter at vælge side – fordi det kun er gennem upartiskhed, at vi kan arbejde.

 

Omvendt ønsker vi, at aktører som militærstyrker, regeringsmyndigheder, udviklings-NGOer, og politistyrker anerkender deres respektive mandaters begrænsninger, og afstår fra at forsøge at fremstå som ”humanitære”.

 

Det bliver hele tiden sværere at sikre nødhjælpsarbejdere i de mest risikofyldte områder. Det har alvorlige konsekvenser for hvor og hvordan humanitære organisationer som Læger uden Grænser kan arbejde, og for de personer, der har behov for hjælp.

 

Desværre er der grænser for, hvor meget vi som enkeltstående organisation kan gøre for vores medarbejderes sikkerhed. På sigt kan vi kun opnå større sikkerhed for nødhjælpsarbejdere, hvis alle internationale aktører arbejder bevidst med det på globalt plan.

 

De humanitære og civile organisationer skal sikres plads til uhindret at udføre deres arbejde. Det står allerede i Geneve-konventionerne, som alle verdens stater har underskrevet. Det opnår man kun ved, at parterne – militæret, politiske aktører og humanitære aktører – forstår og respekterer hinandens roller med det endelige og styrende formål at få hjælpen frem til den nødlidende befolkning.

 

Debatindlægget blev bragt som et ´Synspunkt´ i Dagbladet Information den 16. juni 2009

Fra felten

Ingen patenter i pandemien – for patenter dræber

Læs mere
Syrien

COVID-19 spreder sig i det nordvestlige Syrien: ”Hvis jeg bliver hjemme, sulter min familie”

Læs mere
Vaccineret mod mæslinger

Patenter kan dræbe – og de kan holde liv i COVID-19-pandemien

Læs mere
Diabetes i Kenya

Marcus Bech

Kenya

Kenya: 40 procent af diabetikere ved ikke, at de har diabetes

Læs mere
Mali

Det kræver en timelang kanotur – men vaccination er vigtig

Læs mere
Grækenland

Samos: ”Det her er ikke et sted for børn – det er ikke et sted for nogen”

Læs mere
Mæslinger i udbrud i Sydsudan
Sydsudan

To børn er allerede døde: Mæslinger er ude af kontrol i Sydsudan

Læs mere

Tænk, hvor lidt der skal til for at undgå en dødelig sygdom

Læs mere

1,5 millioner børn dør unødvendigt hvert år

Læs mere
Konflikt i Burkina Faso sender en million på flugt
Burkina Faso

Sahel: Volden har usynlige konsekvenser i Burkina Faso

Læs mere
Sydsudan

Hjælpen kom frem med helikopter – trods kampe og oversvømmelser

Læs mere
Læger uden Grænser behandler livmoderhalskræft i Malawi og Mali
Malawi

Kemoterapi er også nødhjælp

Læs mere
Isabel udsendt fra Læger uden Grænser (MSF) i Sierra Leone

Isabel Wandall Sørensen

Sierra Leone

Ebola gjorde far bange for at sende malariasyg søn med ambulance

Læs mere
COVID-19 på plejehjem i USA

Amerikanske plejehjem hårdt ramt af COVID-19

Læs mere
COVID-19 malaria i Amazonas Brasilien

I kampen mod COVID-19 møder vi gamle venner i Amazonas

Læs mere
COVID-19 i Idlib, det nordvestlige Syrien
Syrien

Tidobling af COVID-19-smittede i det nordvestlige Syrien

Læs mere