08-07-2011Sudan-Aweil028_rs.jpg

Eneste narkosesygeplejerske i udkantsafrika

Rejsebrev fra anæstesisygeplejerske Anja Stubager, der netop er kommet hjem efter fire ugers arbejde på et hospital i byen Aweil i Sydsudan. Hospitalet er det eneste til provinsens godt en million indbyggere. Læger uden Grænser støtter hospitalet for at nedbringe dødeligheden blandt nyfødte børn og fødende kvinder.

At arbejde i Nothern Bahr El Ghazal Province for Læger Uden Grænser er ikke nogen rosenrød heroisk tilværelse. Det er en barsk virkelighed, som jeg for nuværende er blevet en del af. Hospitalet er det eneste i provinsen, der har en befolkning på godt en million. Det betyder sikkert også, at jeg er den eneste narkosesygeplejerske i hele området. Jeg er vant til et stort ansvar i mit job derhjemme, men når man lige pludselig befinder sig ved hvad der føles som verdens ende, så mærkes ansvaret alligevel lidt mere tyngende. Der er ingen hjælp at hente, hvis jeg kommer ud i en akut situation, hvor handlekraft her og nu er altafgørende for et andet menneskes liv.
 
Jeg accepterer flere ting, end jeg ville gøre derhjemme. Hvorfor? Fordi jeg er nødt til det. Det her er udkantsafrika! Mulighederne er begrænsede og mit udstyr er helt basalt. Kan jeg ikke leve med det, så kan jeg ikke arbejde et sted som her.

 

Mange børn kommer med forbrændinger

Mit hjerte bløder for børnene når de kommer ind og bliver lagt på operationsbordet, græder og kalder på deres mamma. Mange af dem er indlagt i månedsvis på grund af grimme skoldninger og forbrændinger, og de kommer et par gange om ugen til operationsstuen for at få skiftet deres forbindinger. De får ikke noget beroligende inden, og de får ikke bedøvende tryllecreme på deres små hænder, så det ikke gør ondt, når jeg skal stikke dem. De forstår ikke hvorfor jeg holder en tætsluttende maske henover deres næse og mund. Vi har to babyer på under tre  måneder, som jeg jævnligt bedøver. Jeg ville ønske, at de holdt deres øjne lukkede, men i stedet søger de mit blik, og selv om det er hårdt at se angsten i deres smukke sorte øjne, så fastholder jeg øjenkontakten med dem, indtil de sover.
 
Ikke en selvfølge at overleve

Jeg er en del af et kirurghold, der tager sig af gravide og børn under 15 år. Læger uden Grænser begyndte projektet i 2008 for at nedbringe børnedødeligheden, og det betyder, at rigtig mange kommer hjem med både mor og babys liv i behold. Men det er stadig ikke en selvfølge. De fleste kvinder her kender til tabet ved at miste mere end et barn. Jeg forstår ikke deres sprog, så jeg kan ikke kommunikere med dem. Men den sorg en mors blik rummer, når hendes nyfødte ikke overlever, er universel.
 
Efter min første uge havde jeg allerede stået med fire døde spædbørn og en død nybagt mor til nu seks børn. På anden dagen havde vi et for tidligt født tvillingepar. Jeg forsøgte at hjælpe den lille dreng med at trække vejret, men måtte til sidst pakke ham ind i et håndklæde og lade ham ligge og dø alene, fordi vi var nødt til at tage os af hans søster, som var stærkere og derfor havde bedre chancer for at overleve. Jeg havde allermest lyst til at holde ham ind mod mit bryst, men fordi ressourcerne er små, er vi nødt til at træffe svære valg. Søsteren klarede sig i fem dage, hvorefter hun fulgte sin bror. Moderen, der var gået hertil med veer sammen med sin 10-årige søn, måtte gå tomhændet tilbage til sin landsby flere timers vandring herfra.
 
Klar til at rejse igen

Selvom det er en af de sørgelige historier blandt mange gode, er det stadigvæk hårdt og så langt fra de problemer, vi står med derhjemme. Nogle vil sikkert spørge, hvorfor man frivilligt vil udsætte sig selv for den slags. Men for hvert vellykket kejsersnit, jeg bedøver til tænker jeg, at det er det hele værd. Og hvis vi ikke var her med jordemødre og et kirurghold, så ville der være mange flere tragiske skæbner.

Vil jeg tage afsted igen? Ja, uden tvivl!