674_sydafrika.jpg

En sang for håbet

Kommentar af Søren Brix Christensen, formand for Læger uden Grænser – tidligere bragt i Samvirke.

Foto: Eric Miller

Hun rejste sig fra sin plads mellem de mere end 1000 tilhørere. Foran hende sad repræsentanter fra den sydafrikanske regering. Hendes ben skælvede da hun sagde:

“For et år siden lå jeg hjemme hos mine forældre. Jeg skulle dø af AIDS. Nu er jeg i behandling, jeg arbejder og tjener fire en halv dollar om dagen. Jeg brødføder mig selv og hjælper mine forældre. Hvordan kan nogle sige at det ikke kan betale sig at behandle mig?”

Tavshed. Man kunne høre en knappenål falde til gulvet. Der var intet svar på hendes spørgsmål. En dyb kvindestemme brød tavsheden og stemte i med en gammel apartheidsang. “Never give up, never give up, Sister and Brother, never give up.” Giv aldrig op. Hårene rejste sig da tusinde stemmer gav luft for deres håb.

Sydafrika. AIDS. Verdens mest udsatte land. Her er et folk endnu en gang presset op mod muren. 25 procent af den voksne befolkning er smittet med det dødelige virus. Kun den priviligerede del af befolkningen – ca. 25.000 mennesker – er i behandling. Tyve gange så mange har akut behov.

Forestil dig en virkelighed, hvor du skal kæmpe for din ret til at leve. Det er i øjeblikke som disse at verdens problemer for alvor bliver synlige; at vi i den vestlige verden har mulighed for at hindre døden for tusinder – hvis vi vil. Det er lige til, skulle man mene. Men virkeligheden er anderledes.

Over de seneste tre år er antallet af HIV-smittede børn næsten tredoblet til 3.2 millioner på verdensplan; siden 1999 er seks millioner mennesker døde af tuberkulose, og for malaria er dødeligheden blandt børn under fem år vokset med op til fem gange i dele af Afrika.

HIV, malaria og tuberkulose er alle sygdomme, hvor der findes en effektiv behandling, og som vi har fået under kontrol i vores del af verden. Vi har medicinen, vi har midlerne. Vi er bare ikke parate til at dele ud af vores medicinske landvindinger.

Hvad holder os tilbage? Hvorfor skal det være på den måde, når det nu kunne være anderledes? Er det penge? Åndelig træghed? Vanetænkning?

Læger uden Grænser udfører pionerarbejde ved at afprøve nye veje til behandling. Resultaterne viser, at det med succes kan lade sig gøre at behandle HIV blandt fattige i det sydlige Afrika; at det er muligt at behandle tuberkulose blandt nomader i Etiopien eller at standse hungerdøden blandt de overlevende efter 27 års krig i Angola.

Når man som jeg har været vidne til, hvor lidt der skal til for at få en malariapatient eller et meningitisramt barn på benene igen, så bliver man ved at kæmpe, også selv om verdens øjne er fokuseret på helt andre problemer: SARS, Irak, Al Qaeda. Det må være en konstant påmindelse, at der hver dag dør flere mennesker af AIDS end der hidtil er omkommet som følge af international terrorisme.

I Sydafrika synger de fattige for at bevare håbet. Det er alt, hvad de har at gøre godt med. Vi er heldigvis bedre stillet, og vi kan faktisk gøre en forskel. Humanitært arbejde er meget enkelt, for kernen i arbejdet er at række hånden frem mod et menneske i nød. Nogle rejser ud for at løse opgaverne, hvor det brænder på. Andre gør en indsats herhjemme. Men der er plads til alle. Og verden trænger til vores håndsrækning. “Never give up!”