De har også brug for kriseterapi i Afrika

I dag – på WHO’s internationale dag for psykisk sundhed – er det påfaldende, hvor lidt fokus der er på psykisk sygdom i udviklingslandene, hvor behovene er enorme. Læs debatindlægget, som er trykt i dagens Kristeligt Dagblad.


Af Marie Nørredam og Catherine Wohlert


 


I juli dette år blev en forlystelse i Tivoli evakueret efter at være gået i stå i 25 meters højde. De 24 passagerer sad oppe i luften i mindre end en time, inden de blev hentet ned. Man mødte dem på jorden med et tilbud om kriseterapi.


 


I Liberia er situationen lidt anderledes. Landet er i knæ efter årtiers konflikter, hvor de menneskelige omkostninger for den 3,3 millioner store befolkning har været overvældende. Ifølge internationale kilder har hvert 10. barn været børnesoldat, 250.000 mistet livet og omkring en million mennesker været på flugt. FN anslår derudover, at mellem 60 og 70 procent af landets kvinder har været udsat for seksuelle overgreb. Men trods de barske forhold, findes der ifølge Liberias sundhedsminister, Bernice Dahn, kun en psykiater i landet.


 


I Liberia, hvor mennesker lider af følgerne med voldsomme reaktioner (posttraumatisk stress-syndrom, depressioner, psykoser og så videre) efter krig, voldtægter, sygdomme, tab og vold, er der altså kun én eneste klinik, som har en speciallæge, som er kvalificeret til at behandle disse følger.


 


Trods det store behov ,og selvom det i dag er WHO’s internationale dag for psykisk sundhed, er det i det hele taget påfaldende, hvor lidt opmærksomhed der er på psykisk sygdom i Liberia og andre udviklingslande.


 


Læger uden Grænser arbejder hver dag dybt traumatiserede mennesker. Det kan være den hiv-syge, voldtægtsofret, børnesoldaten eller den jordskælvsramte. Vi ser katastrofen, og vi ser konsekvensen. Vi arbejder for at tilbyde de mennesker et forsvarligt tilbud, som både omfatter den umiddelbare livreddende behandling samtidigt med varsomt at få vendt den traumatiske oplevelse, så et menneske kan fortsætte sit liv.


 


Desværre ser vi også, at de mennesker som har et larmende behov for opfølgning ikke har noget tilbud at vende sig til, da psykologer og psykiatere er totalt fraværende i de fleste lokalsamfund i Afrika.


 


Marie Nørredam og Catherine Wohlert er medlemmer af Læger uden Grænser. Debatindlægget blev bragt i Kristeligt Dagblad den 10. oktober 2008.


 


/bt