Jean-Piérre er hiv-patient i Zemio i Den Centralafrikanske Republik

Cyklede 132 km med dødssyg bror for at nå hjælp

Jean-Piérre var så svækket af hiv, at hans bror måtte cykle ham fra DR Congo til Den Centralafrikanske Republik for at finde den nærmeste behandling. 

Jean-Piérre blev bragt til hospitalet i byen Zemio i det sydøstlige hjørne af Den Centralafrikanske Republik (CAR).  

 

Her fortæller vores sygeplejerske Keri Geiger, der arbejder med hiv-patienter i Zemio, om Jean-Piérres historie:

 

Jean-Piérre er 53 år og kommer fra Den Demokratiske Republik Congo (DR Congo). Han elsker at fortælle om sine børn og børnebørn. Men han har ikke set dem siden 2012. Hvis han vil overleve, er han nødt til at blive i Zemio i CAR.

 

Efter krigen i DRC var Jean-Piérres helbred i en ringe forfatning. Han var træt og svag og kunne ikke længere klare at arbejde.

 

Overlevelse betød farvel til familien

”Jeg var i en kritisk tilstand”, fortæller han mig. Han vidste, at han havde brug for at blive testet for hiv. Men det nærmeste sted i DR Congo, hvor det var muligt at blive testet, lå over 400 kilometer væk.

 

Derfor besluttede han at tage en kortere rute til Zemio, som var 132 kilometer væk. Men det ville betyde, at han skulle forlade sit eget land og over grænsen til CAR.

 

Rejsen på cykel tog fem dage. Jean-Piérre var for svag til selv at cykle. Så det var hans bror, der cyklede ham hele vejen. De vidste, at Læger uden Grænser havde et hiv-projekt i Zemio, der måske ville kunne redde broderen.

 

Jean-Piérre blev testet hiv-positiv og begyndte behandlingen. Men efter to års behandling havde hans tilstand ikke forbedret sig. Han fik taget mange tests, og der blev konsulteret med hiv-eksperter i Europa. De anbefalede en anden type medicinering.

 

Den nye behandling betød, at Jean-Piérres tilstand langsomt blev bedre. Han er ved at få styrken og humøret tilbage.

 

Måske får jeg min familie at se igen

Jean-Piérre fortalte mig, at han havde set mig løbetræne i byen om morgenen, og at han ønskede, han selv en dag har kræfter nok til at gøre det samme.  Han har også et stort ønske om at gense sin familie. Men han har endnu ikke styrke til rejsen og slet ikke pengene.

 

Jean-Piérre har et lille stykke jord. Men det giver kun lige nok til at brødføde ham selv. Hans håb er at lave sæbe, som han kan sælge på markedet, så han kan tjene penge nok til at besøge sin familie regelmæssigt. Men han har ikke de penge, det kræver at starte en forretning op.

 

Han har ikke haft kontakt med sin familie, siden han forlod DRC. Han forklarer, at der ikke bringes post over grænsen, og at det er for dyrt at ringe.

 

”Men måske vil det en dag lykkes mig at besøge min familie”, siger han.

 

”Denne behandling er for resten af livet. Hvis man følger behandlingen, ved man, at helbredet med tiden bliver bedre. Lige nu er livet en kamp, men der er øjeblikke med glæde”, siger Jean-Piérre.

 

Kamp mod stigmatisering

Jean-Piérre er glad for, at Læger uden Grænser fortsat arbejder med at oplyse lokalbefolkningen om hiv, for at forbedre deres forståelse om sygdommen. Han håber, at det er med til at skabe mere respekt for folk, der lever med hiv. 

 

Han føler, at forholdene langsomt bliver bedre for ham og flygtningene fra DR Congo. Nu er det langt sjældnere, at der bliver råbt: ”han har hiv, han har hiv – rør ham ikke”, når han går på gaden.

 

Her kan du læse om den generelle situation i den Centralafrikanske Republik

  

Læger uden Grænser i Den Centralafrikanske Republik:

Vi begyndte samarbejdet med de lokale sundhedsmyndigheder i Zemio i 2010, fordi regionens sundhedstilbud blev presset af de mange internt fordrevne og flygtninge fra DR Congo. De flygtede alle på grund af angreb fra the Lord´s Resistance Army (LRA).  

 

Blot 18 procent af de mennesker, der lever med hiv i CAR, modtager antiretroviral behandling. Omkring en femtedel af dem, der får behandlingen, modtager den på klinikker støttet af os.

 

Politisk krise og fornyede udbrud af vold har rystet landet siden 2013. Det har forværret sundhedssituationen i landet. 72 procent af sundhedsfaciliteterne i landet er skadet eller helt ødelagt.

 

Som en reaktion på sundhedskrisen har vi fordoblet vores tilstedeværelse i CAR, så vi nu har 17 projekter i landet.