Yemen: “En humanitær katastrofe jeg ellers kun har set i Syrien”

Adriana er netop hjemvendt fra Yemen, hvor hun har været medicinsk koordinator.

Situationen er kort sagt desperat i Yemen. Adriana har selv været vidne til hvordan civile, både døde og sårede, er kommet til vores hospitaler, efter at markedspladser og andre civile samlingspunkter er blevet angrebet.

Hospitaler og sundhedspersonale er heller ikke fredet i denne konflikt, hvilket har skadet landets sundhedssystem betydeligt, og gør i forvejen sårbare civile endnu mere udsatte. Kampene har desuden gjort det næsten umuligt for civile, der er fanget mellem fronterne at få basal lægehjælp og mad. Vand er også en manglevare. Det er specielt de mange internt fordrevene, der lider under det.

En af Adrianas opgaver var at planlægge vores aktiviteter i landet. For at gøre det, rejste hun blandt andet rundt i det krigshærgede land, for at vurdere, hvor behovet for hjælp er størst. Nogle af de ting, som hun var vidne til i Yemen, kan hun desværre kun sammenligne, med det hun så, da hun arbejdede i Syrien.