Hassan Sugal Takoy har boet i verdens største flygtningelejr i Kenya i det meste af sit liv. Han risikerer at blive sendt retur til sit hjemland Somalia.

Tvunget tilbage til en krigszone

29-årige Hassan frygter den kenyanske regerings udmelding om at lukke Dadaab – verdens største flygtningelejr i Kenya. En flygtninglejr, som har været hans hjem i det meste af livet. Hassan flygtede som barn fra borgerkrigen i Somalia, og ligesom tusindvis af andre somaliske flygtninge er han bange for at blive sendt retur. Bange for volden og faren for at blive tvunget i krig.

”Vi måtte flygte fra Somalia i 1992, da jeg var fem år. Jeg husker ikke meget fra dengang, men jeg kan tydeligt huske borgerkrigen og kampene.

Der gik rygter om, at kvinder blev voldtaget. Min mor måtte gemme sig i buskene på grund af trusler fra mændene. Engang fandt de hende og slog hende, indtil hun var bevidstløs.

Min far blev dræbt af ukendte gerningsmænd, da vi forsøgte at flygte. Nogle af vores naboer blev også dræbt, og alle husdyr blev stjålet.

Min mor tog os med til en anden by, hvor der var mere roligt. Her hørte hun, at folk flygtede til den kenyanske grænseby Liboi, så vi tog derhen. Vi blev der i 10 dage, indtil vi blev flyttet til Dagahaley-lejren (en ud af fem lejre, der tilsammen udgør Dadaab).

Jeg husker, at vi fik udleveret et telt og køkkengrej. Vores liv som flygtninge var begyndt.

Et luftfoto af Dagahaley-lejren, hvor Læger uden Grænser er de eneste, der tilbyder lægehjælp til flygtninge.

Et luftfoto af Dagahaley-lejren, hvor Læger uden Grænser er de eneste, der tilbyder lægehjælp til flygtninge. © Tom Maruko

Jeg var nødt til at være stærk

Det var en hård flugt til Kenya, og vi var bange. Alle var sultne, og min mor var ked af det. Det var meget hårdt at se hende græde, hver gang hun fortalte os om sine oplevelser under krigen i Somalia.

Nogle gange måtte jeg gå ud af vores telt for at finde et sted at græde. Men jeg vidste, at jeg var nødt til at være stærk. For hendes skyld. Jeg vendte tilbage og holdt hende i hånden for at trøste hende.

Vores naboer kom forbi for at trøste os, men min mor var mistænksom over for alle, efter at hun mistede min far. Hun var bange og troede, at der var nogle blandt flygtningene, som havde dræbt ham. Derfor var det svært for mig og min familie at få støtte fra de andre i lejren.

Det var en smertefuld tid for os. Ingen mennesker burde leve sådan – fyldt med had, sult og krig. Det er et dårligt liv.

I 2003 døde min mor. På et tidspunkt begyndte hun at få smerter i brystet, og et par måneder senere også meget kraftig hovedpine. Hendes helbred blev forværret for hver dag, der gik, og hun havde blod i sin opkast.

Hun var sengeliggende i omkring tre måneder, før hun døde. Jeg var kun teenager. Hun havde ikke behøvet at dø. Hun var kun 50 år. Efter hendes død var vi ensomme.

Kenya er mit hjem

Jeg var frustreret, chokeret og bange, da jeg hørte om lukningen af Dadaab. Jeg var skræmt, målløs og nærmest paralyseret.

Hvis jeg er nødt til at tage tilbage, føler jeg ikke, at jeg vil være i sikkerhed. Jeg er bange for, at jeg vil blive tvunget ind i en væbnet gruppe. Virkelig bange.

Jeg har ikke lyst til at dø. Jeg er kun 29 år.

Lukningen af lejren vil påvirke hver eneste flygtning og især ældre mænd og kvinder. Nogle har et højt blodtryk, og deres helbred vil blive værre, hvis de bliver tvunget tilbage til Somalia. Der vil være stor risiko for, at de vil dø.

Sundhedsvæsnet i Somalia er ikke stabilt nok til at tage sig af gravide og forhindre kvinder i at dø under fødslen.

Vil børn få alle deres vaccinationer? Er sundhedssystemet udstyret til at kunne klare udbrud af for eksempel mæslinger? Rigtig mange flygtninge bliver sendt hjem, og det er bestemt grobund for smitsomme sygdomme.

Jeg ønsker at fortælle regeringen i Kenya og i Somalia, FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) og det internationale samfund, at de skal respektere alle mennesker og flygtninge. Det er umenneskeligt at blive tvunget tilbage.

Dagahaley er det sted, jeg kender som mit hjem.”

Hassan Sugal Takoy begyndte at arbejde som tolk for Læger uden Grænser i Dagahaley-lejren i 2011. Nu er han ansat som socialarbejder.

Vi hjælper flygtninge i Dadaab:

  • Læger uden Grænser har arbejdet i Dadaab siden 1992, og vi er i øjeblikket de eneste, der tilbyder lægehjælp i Dagahaley-lejren – en ud af fem lejre, der tilsammen udgør Dadaab-komplekset.
  • Vores ansatte i Dagahaley-lejren arbejder på et hospital med 100 sengepladser og på to sundhedsklinikker.
  • Vi tilbyder blandt andet psykologhjælp, behandling af hiv og tuberkulose, operationer og pleje af for tidligt fødte børn.
  • I 2015 foretog vi over 182.000 konsultationer og indlagde flere end 11.500 mennesker på hospitalet.

Tvunget retur til Somalia:

  • Dadaab huser flere end 260.000 flygtninge – en stor del af dem er født i lejren.
  • Kenyas regering planlægger at lukke Dadaab i slutningen af november. Tusindvis af flygtninge vil dermed blive tvunget tilbage til Somalia, som har været plaget af væbnet konflikt i over 25 år.
  • 8 ud af 10 flygtninge i Dadaab ønsker ikke at vende hjem, viser en undersøgelse, som vi har foretaget i Dagahaley-lejren.
  • Selvom sundhedsydelserne er begrænsede i Dadaab, er billedet langt værre i Somalia. I store dele af landet er sundhedsvæsnet ikke-eksisterende. Børn er sårbare over for underernæring, patienter med kroniske sygdomme er ikke garanteret adgang til livreddende behandling, og mennesker med psykiske lidelser får ikke vigtig medicin.
  • Ifølge FN er fem millioner mennesker i fare for at sulte i Somalia.
  • Vi mener, at der findes andre mere holdbare løsninger end at lukke Dadaab og sende flygtningene tilbage til Somalia – for eksempel at etablere mindre flygtningelejre i Kenya, udvide genhusning i tredjelande eller integrere flygtninge i det kenyanske samfund.
  • Derudover bør det internationale samfund dele flygtningeansvaret med Kenyas regering ved øge sin økonomisk støtte.

Historier fra vores udsendte

Udsendt for Læger uden Grænser (MSF) til Brasilien ramt af coronavirus (COVID-19)
Udsendt for Læger uden Grænser (MSF) til Brasilien ramt af coronavirus (COVID-19)

Ann-Christina Hansen

Ann-Christina i COVID-19-ramt Rio de Janeiro: ”Det var en lidt underlig udsendelse”

Læs mere
Læger uden Grænser (MSF) driver en klinik for børn i flygtningeljren Moria på Lesbos i Grækenland

Mie Terkelsen

Grækenland

Sygeplejerske på Lesbos: Børnene vil ikke leve mere

Læs mere
Syrien

Krigen i Syrien: Kvinden bag ”The Cave”

Læs mere
Underernæret baby hjulpet af Læger uden Grænser på børnehospital i Nigeria

Cæcilie Borg Hjelt

Nigeria

Jeg får et chok, da jeg ser hende”

Læs mere
Sygeplejersken Mie behandler et barn på Lesbos

Mie på Lesbos

Læs mere

Mie Terkelsen

Grækenland

Moria: Flere børn risikerer at miste livet

Læs mere
DR Congo

Alle kvinder fortjener den bedste fødselshjælp

Læs mere
Grækenland

”Jeg tror, at jeg skal dø nu,” siger hun til sin far

Læs mere

Kjeld Kromand

Grækenland

Kjeld på Lesbos: “Det skal man ikke byde børn”

Læs mere

Astrid Opstrup

DR Congo

Ny ebola-behandling: Vi kan undgå, at børn som Alpha dør

Læs mere

Mads Geisler

Yemen

Dansk læge: ”Kampe i Yemen er katastrofale for civile”

Læs mere
Bangladesh

Mangler medicin:”Her dør børn af kroniske sygdomme

Læs mere

Anni Fjord

Nigeria

Ti år lang konflikt koster stadig liv

Læs mere

Anni Fjord

Nigeria

“Helt mirakuløst spiser hun af det med det samme.”

Læs mere
Yemen

”Vores hold arbejder døgnet rundt”

Læs mere

Heidi Strømsholt

DR Congo

“Børn bør ikke dø af mæslinger”

Læs mere