Marieke med to kolleger i Pibor, Sydsudan

Radioen larmer: ”Marieke, du er nødt til at komme”

Det er weekend for Marieke Leemreize i Sydsudan. Men arbejdet for vores udsendte læge er uforudsigeligt, og så må hun trække i arbejdstøjet og rykke ud til patienterne, når der er behov for det.

Jeg står under bruseren lørdag aften og nyder endelig at have fået t-shirten af. Men jeg har stadig vagt og når knap nok at sæbe mig ind, før radioen larmer:

”Marieke”.

Jeg tørrer min ene hånd og griber radioen, der hænger på et rustent søm i dørkarmen, og svarer: ”Hvad drejer det sig om?”

”Skudsår i hånden, du er nødt til at komme, ” lyder det.

Øj. Jeg skynder mig at skylle af, tørre og løber tilbage til min tukul (et rum med bliktag lavet af mursten).

På med t-shirten fra Læger uden Grænser igen.

Knogletang og smertestillende

Jeg løber til sygehuset. Her finder jeg en ung mand siddende foroverbøjet på en briks i traumestuen. Han stirrer på sin hånd, hvor de yderste led af fire fingre er skudt i stykker. Det sivbløder.

Heldigvis har de andre også deres radio tændt lørdag aften, så både sygeplejersken Melusi og lægen Lieve er nået at komme mig i forkøbet, og vi kigger på det i fællesskab.

Vi får lagt et drop, givet smertestillende og en ordentlig omgang lidokain (lokal bedøvende), og så starter vi fra en ende af.

Lieve forsøger at få lukket lillefingerstumpen. Ringfingeren har et par knoglestumper, der stikker op, som hun må nappe af med en knogletang, før en hudflap delvis kan lukke såret.

Så tager jeg over. Langfingeren har en god hudflap hængende ude på spidsen. Jeg må fjerne de sidste knoglestumper ind til yderledet og skære resterne af neglen ud, før såret kan lukkes.

Forsinket aftensmad

Det tager tid at rense. Det bløder. Men det kan faktisk næsten lukkes helt. Smukt vil jeg ikke kalde det. Men det ligner næsten en hånd igen. Bare med lidt kortere fingre.

Da jeg efter knap tre timer tager handskerne af igen, er min hud halvt opløst og hvid, som havde jeg siddet i badekaret lidt for længe. Det var sved.

Man burde tage et bad igen, men en kold øl på terrassen og meget forsinket aftensmad var mere tiltrængt.

Det var den weekends natteliv i Pibor.

Sådan ser Mariekes hjem ud i Sydsudan. Det hedder en tukul.
Sådan ser Mariekes hjem ud i Sydsudan. Det hedder en tukul.

Fødsel i over to døgn

Søndag troede jeg skulle være en fridag. Jeg vågnede lidt tidlig som sædvanlig. Der er en flok krager, der hver morgen, når solen står op, hopper rundt på mit bliktag og laver en frygtelig larm. Så jeg opgav min oprindelige plan om at sove længe og kom ud af min tukul allerede ved syv-tiden.

Jeg stod netop og overvejede, om jeg skulle lave pandekager til morgenmad eller dyrke lidt yoga for at være god ved mig selv, da min klinikchef ringede fra landsbyen Gumuruk.

Han havde kl. fire om natten fået en kvinde ind, der var i fødsel og havde været det i to døgn, uden at der skete det store. Nu hvor det var blevet lyst, håbede han, at vi kunne komme og hente hende.

Så hverken pandekager eller yoga blev det til. I stedet sad jeg 15 minutter senere i en bil igen for at hente en fødende kvinde. Heldigvis var vejen til Gumuruk dejlig tør, og vi var hurtig på vej tilbage igen med den fødende kvinde.

Vores chauffør kørte også lidt ekstra stærkt. Han ville vist helst ikke have fødsler i sin bil.

Flere forsøg med sugekop

Men babyen rykkede sig ikke så let. Veerne var svage og uregelmæssige, og babyen stod højt og så ud til at have stået der længe, for den kommende mor var voldsomt hævet for neden – også i en sådan grad at hverken klinikchefen eller jeg kunne lægge et kateter for at få tømt hendes blære.

Så jeg kunne ikke gøre meget andet end at læsse hende ind i bilen og køre tilbage til Pibor, hvor hospitalet og vores base er. I Gumuruk har vi hverken faciliteter eller personale til at varetage fødsler.

Der skulle både ve-stimulerende medicin, et snit og fire forsøg med sugekop til, før vores kenyanske jordemoder på sygehuset fik lirket babyen ud.

Det var en stor pige, og selvom hun var lidt sløv i optrækket, da hun kom ud efter alt det møje og besvær, rettede hun sig faktisk hurtig og var helt frisk efter nogle minutter. Imponerende.

Både baby og mor havde det godt efter en fødsel, der havde trukket ud i over to døgn.