Læge Anne Leegaard fortæller om sin hverdag i DR Congo. © Anne Leegaard

Pludselig giver det hele mening

Få hjælpemidler og flere patienter, end der er sengepladser til. Det er hverdagen for læge Anne Leegard på et hospital i DR Congo, som hun fortæller om i dette rejsebrev.

“Der er sikkert ikke ret mange, der har hørt om Bili. Jeg havde i hvert fald ikke, før jeg fik mailen fra Læger uden Grænser med beskeden om, at det var her, jeg skulle have min første mission for organisationen: 6 måneder som læge i DR Congos udkant i Bili. Jeg vidste ikke ret meget om, hvad arbejdet gik ud på, da jeg sagde ja til at tage af sted, men hvis der var behov for en som mig – så var jeg klar til at rejse med det samme”.

37 pladser til 72 børn

“Tiden flyver af sted. Der har været meget at se til i starten. Udover at skulle sætte mig ind i nye arbejdsgange, metoder og sygdomme, som man sjældent møder i Danmark, har jeg især kæmpet med sproget, for i DR Congo taler man fransk (og det er alligevel efterhånden 15 år siden, jeg havde fransk i skolen!) – men jeg har hurtigt vænnet mig til min nye dagligdag og er faldet godt ind i rytmen både på hospitalet og ”hjemme” i basen, og jeg kan mærke, at mit franske lige så stille bliver bedre og bedre”.

“Selve hospitalet har 65 sengepladser, hvoraf børneafdelingen udgør ca. halvdelen. På papiret har vi plads til 37 indlagte børn, men på det seneste har vi oplevet en voldsom stigning af børn, som har haft behov for akut behandling, og da vi er det eneste hospital i området, har vi selvfølgelig taget imod dem alle. Dette betød, at børneafdelingen rundede 72 indlagte børn! Med så mange patienter var der derfor typisk to børn, to mødre og tit et par søskende også i hver seng. Lidt af en udfordring at holde styr på, men ved fælles hjælp og stor tålmodighed fra patienterne er det gået fint. De fleste af de indlagte børn er mellem 6 måneder og 3 år, og de mest almindelige sygdomme blandt børnene i Bili og omegn er malaria og akut svær underernæring – ofte begge dele samtidig og ofte ledsaget af komplikationer som for lav blodprocent, opkast og diarré, kramper, dehydrering eller koma”.

Hverdagens sejre

“Vi har ikke ret mange muligheder for at foretage undersøgelser på. De eneste undersøgelser, vi kan lave, er en hurtig test for malaria, og så kan vi måle blodprocenten for at se, om patienten har brug for en blodtransfusion. Derudover må man som læge eller sygeplejerske udelukkende bruge sin kliniske erfaring, se, lytte og mærke på patienten, for at stille den mest sandsynlige diagnose.

“Ofte må man starte behandlingen alene på mistanken og så følge patientens udvikling for at se, om der er effekt eller ej, og om symptomerne ændrer karakter og så rette behandlingen ind efter det. Det er på den ene side frustrerende ikke at kunne benytte alle de avancerede undersøgelser, jeg er vant til hjemmefra, men på den anden side også en spændende udfordring som læge, at man kun har sine hænder, ører og øjne at stole på for at finde frem til den rigtige diagnose – og derfra at kunne give den rigtige behandling”.

“Og lidt en sejr, når børnene så responderer godt på behandlingen. Når den lille patient, som i går hang fuldstændig slatten og næsten bevidstløs i sin mors arme, næste dag til stuegang kigger betuttet på den mærkelige, hvide ”mondele” og tøvende rækker hånden frem, når hun siger ”mbote” (”goddag”). Så giver det hele mening. Og så glemmer jeg, at jeg har været i gang non-stop i 8 timer uden vådt eller tørt. Og stadig mangler at se de sidste patienter, inden jeg kan tage tilbage til basen og få min frokost ved 16-tiden, før jeg tager retur til hospitalet for at følge op på patienterne, tage mig af eventuelle nyopståede problemer, supervisere sygeplejerskerne eller hjælpe mine kolleger, så alle kan komme lidt tidligere hjem”.

“De første par uger af min mission har vi været to læger til at tage os af børneafdelingen og diskutere vanskelige problemstillinger, men nu overtager jeg hele ansvaret for børneafdelingen, fordi min congolesiske kollega rejser hjem. Jeg er lidt spændt på, hvordan det bliver, for hjemme i Danmark er jeg vant til altid at have ældre, mere erfarne børnelæger og specialister at spørge til råds, men her i Bili må jeg klare mig uden. Det er et stort ansvar, men jeg føler mig klar til at påtage mig opgaven”.

Historier fra vores udsendte

Udsendt for Læger uden Grænser (MSF) til Brasilien ramt af coronavirus (COVID-19)
Udsendt for Læger uden Grænser (MSF) til Brasilien ramt af coronavirus (COVID-19)

Ann-Christina Hansen

Ann-Christina i COVID-19-ramt Rio de Janeiro: ”Det var en lidt underlig udsendelse”

Læs mere
Læger uden Grænser (MSF) driver en klinik for børn i flygtningeljren Moria på Lesbos i Grækenland

Mie Terkelsen

Grækenland

Sygeplejerske på Lesbos: Børnene vil ikke leve mere

Læs mere
Syrien

Krigen i Syrien: Kvinden bag ”The Cave”

Læs mere
Underernæret baby hjulpet af Læger uden Grænser på børnehospital i Nigeria

Cæcilie Borg Hjelt

Nigeria

Jeg får et chok, da jeg ser hende”

Læs mere
Sygeplejersken Mie behandler et barn på Lesbos

Mie på Lesbos

Læs mere

Mie Terkelsen

Grækenland

Moria: Flere børn risikerer at miste livet

Læs mere
DR Congo

Alle kvinder fortjener den bedste fødselshjælp

Læs mere
Grækenland

”Jeg tror, at jeg skal dø nu,” siger hun til sin far

Læs mere

Kjeld Kromand

Grækenland

Kjeld på Lesbos: “Det skal man ikke byde børn”

Læs mere

Astrid Opstrup

DR Congo

Ny ebola-behandling: Vi kan undgå, at børn som Alpha dør

Læs mere

Mads Geisler

Yemen

Dansk læge: ”Kampe i Yemen er katastrofale for civile”

Læs mere
Bangladesh

Mangler medicin:”Her dør børn af kroniske sygdomme

Læs mere

Anni Fjord

Nigeria

Ti år lang konflikt koster stadig liv

Læs mere

Anni Fjord

Nigeria

“Helt mirakuløst spiser hun af det med det samme.”

Læs mere
Yemen

”Vores hold arbejder døgnet rundt”

Læs mere

Heidi Strømsholt

DR Congo

“Børn bør ikke dø af mæslinger”

Læs mere