Antonia tilser en patient ombord på Dignity 1 efter en redningsaktion på Middelhavet.

På flugt som familie – alene i land

Antonia arbejder som sygeplejerske på vores redningsskib Dignity 1 på Middelhavet. Hun fortæller her om tre personer, der mistede deres kære i bølgerne – på flugt fra krig og tortur. Massegraven i Middelhavet bliver større og større, men alligevel vender Europa det blinde øje til. 

”Jeg er så ked af det. Jeg ville bare give dig et bedre liv …”

Jacob taler til sin afdøde otte måneder gamle søn Habu ombord på vores redningsskib Dignity 1. Det er blot en af mange menneskelige tragedier, der finder sted på Middelhavet.

Jacob har mistet tre af sine børn, sin kone, bror, svigerinde og niece på den livsfarlige flugt over Middelhavet.

Det lykkedes os kun at bjærge hans søn Habu og hans seksårige niece fra havet, så Jacob i det mindste kunne sige et værdigt farvel til dem. De andre familiemedlemmer var forsvundet – slugt af havet.

De små kolde kroppe har brandsår overalt, fordi blandingen af saltvand og benzin i gummibåden skaber forbrændinger på huden. De er mærket med den rædsel, de har gennemlevet.

Frans har mistet sin kone på flugten over Middelhavet.
Sara Creta / Læger uden Grænser

En ubærlig smerte

Frans mistede sine kone Juth. Hun blev livløst bragt ombord på Dignity 1 og forsøgt genoplivet. Men det var for sent.

Juth har også alvorlige forbrændinger på hele kroppen. Frans siger farvel til hende og begynder at hallucinerer.

Han taler uafbrudt og fortæller Juth, hvor meget hun betyder for ham. Han siger også undskyld til hende. Han føler sig ansvarlig for hendes død.

”Juth”, siger han. ”Jeg finder aldrig en kvinde som dig …”

To andre patienter bliver evakueret med helikopter. De er bevidstløse og har været tæt på at drukne. Vi kender ikke engang deres navne.

Hjertestop på skibet

Dagen efter den dramatiske redningsaktion fortsætter tragedien. Vi er på vej til Italien.

Mohammed kan ikke mere. Hans krop er svækket på grund af en kronisk sygdom. Den har allerede været igennem alt for meget og giver op. Han får hjertestop på vores hospital.

Vi kæmper for at redde Mohammeds liv – side om side med et medicinsk hold fra den italienske kystvagt, som er blevet informeret om evakueringen. Men det er for sent for Mohammed.

Hans hustru Constance sørger over ham. I det mindste kan vi give hende et foto af hendes afdøde mand.

Det er utroligt rørende at se, hvordan hun nænsomt kigger på billedet og holder det tæt ind til kroppen under hele sejladsen.

Constance sørger over sin afdøde mand på dækket af Dignity 1. © Courtney Bercan / Læger uden Grænser

En sidste udvej

Dagen efter bliver håbet slukket for nogle af de andre mennesker på flugt, som vi har ombord.

De havde håbet på, at deres savnede familiemedlemmer eller venner var i sikkerhed på et andet redningsfartøj. Men de er væk – døde på havbunden.

Vi har en syrisk familie ombord. Heldigvis har de ikke mistet nogen. Men hvordan kan det være, at de skal flygte på denne måde?

De kommer fra et land, hvor en brutal krig hersker, og så er de nødt til igen at risikere deres liv for at nå i sikkerhed? Hvor er retten til sikkerhed?

Men Jacob, Habu, Frans, Juth, Mohammed og Constance flygtede også fra elendighed. De sætter ikke deres liv på spil blot for at få en lidt bedre tilværelse.

De mennesker, vi redder, er flygtet fra situationer, hvor de ikke kan se, hvordan de skal kunne overleve sammen med deres familier.

De er flygtet fra tvangsægteskaber, voldtægt, tortur, tvungen rekruttering, diskrimation og krænkelse af deres menneskerettigheder.

Melodien af håb forstummer

I 2016 er denne tragedie ikke en nyhed – og der er stadig ingen politisk løsning i sigte.

Vi skylder vores medmennesker en sikker og lovlig flugtrute. De har ikke selv valgt deres situation. Hvis vi var i deres sted, ville vi gøre det samme.

Vores ankomst i Sicilien bliver denne gang uden sang og glæde. Vores passagerer er stadig for rystede til at synge og klappe og fejre, at de er nået i sikkerhed.  

Jeg håber, at jeg næste gang kan fortælle jer, hvor skønt det lyder, når melodien af håb giver ekko over havet.

2016 har været det mest dødbringende år på Middelhavet. Flere end 4.200 mennesker på flugt har mistet livet i forsøget på at nå i sikkerhed i Europa – det til trods for at langt færre mennesker har benyttet sig af flugtruten i år sammenlignet med 2015.

Læger uden Grænser arbejder på tre større redningsskibe i Middelhavet. Siden april har vi reddet over 18.000 mennesker på havet.