Nikoline Klausen har været udsendt som sygeplejerske for Læger uden Grænser i knap seks måneder i Irak.

Med Nikoline til frontlinjen i Irak

Vores sygeplejerske Nikoline Klausen er netop kommet hjem fra seks måneder i Irak, hvor hun har arbejdet få kilometer fra krigens frontlinje. Her fortæller hun om, hvordan det var at redde mennesker på flugt i en hverdag med raketangreb og bombardementer, da de voldsomme kampe om byen Fallujah rasede i maj og juni.

Kontrasten mellem livet i den vestlige verden og hverdagen i Bagdad er stor. Krig og elendighed fylder til tider meget hernede – specielt nu hvor kampen om Fallujah for alvor er sat ind.

 

Konflikten mellem de irakiske regeringsstyrker og Islamisk Stat (IS) gør, at tusinder af civile lige nu er på flugt fra Fallujah. Også nordpå er uroen igen blusset op. Det er noget af en udfordring at håndtere.

 

Der er få nødhjælpsaktører hernede, og den komplicerede konflikt begrænser os i være til stede netop dér, hvor behovet er størst. Det er meget frustrerende.

 

Jeg husker tydeligt min første sikkerhedsbriefing. Hver morgen mødes vi med alle vores nationale medarbejdere. Vores to sikkerhedsansvarlige giver os en briefing om det seneste døgns hændelser – relateret til sikkerhedssituationen i Bagdad samt området for vores sundhedsklinik og mobile klinikker.

 

Læger uden Grænsers mobile klinik består af to busser, som indeholder rum til konsultationer - en bus til mænd og en for kvinder. I bussen er der plads til læge, sygeplejerske og apoteker. Pladsen er trang,  men det fungerer.

Læger uden Grænsers mobile klinik består af to busser, som indeholder rum til konsultationer – en bus til mænd og en til kvinder. I bussen er der plads til læge, sygeplejerske og apoteker. Pladsen er trang, men det fungerer.   

 

Der blev desværre dagligt berettet om bombeeksplosioner, ildspåsættelser og raketangreb. Udmeldingen til mit første møde var to bekræftede selvmordsbomber samt en stor ildspåsættelse. 32 mennesker var meldt dræbt og utallige sårede.

 

Jeg husker, at jeg kiggede rundt i lokalet for at se de ansattes reaktioner på meldingen. Alle sad og lyttede med, og et par medarbejdere blev en smule berørte, men ingen stillede yderligere spørgsmål til hændelserne. 

 

De efterfølgende dage oplevede jeg samme mønster – samme udmelding om eksplosioner og ildspåsættelser. Ret hurtigt gik det op for mig, at disse udmeldinger desværre er hverdag her i Bagdad.

 

Det er ikke opsigtsvækkende eller en nyhed, at mindst 25 mennesker meldes dræbt dagligt, udelukkende på baggrund af konflikter og IS. Det er skræmmende at skulle indrømme, at jeg har vænnet mig til at høre denne udmelding hver morgen.

 

Jeg er ikke stolt af at indrømme, at jeg efter 14 dage hernede ikke længere blev synderlig påvirket over udmeldingerne.

 

Psykiske skader af krigens gru

Jeg arbejder som ledende sygeplejerske i et nyt projekt vest for Bagdad – meget tæt på krigens frontlinje.

 

Vi er et lille team af tre internationale medarbejdere, som driver to medicinske hold. Vi har en klinik ude i området samt en mobil sundhedsklinik, som består af to busser – en for mænd og en for kvinder.

 

De to busser har forskellige holdepladser, hvor folk så kommer til os. De to hold tager dagligt ud i det område, hvor vi arbejder.

 

Solen bager og temperaturen nærmer sig 48 grader. Et overfyldt venteområde ved en af vores mobil klinikker.

Solen bager, og temperaturen nærmer sig 48 grader. Et overfyldt venteområde ved en af Læger uden Grænsers mobile klinikker.

 

Vi yder primær sundhedshjælp til internt fordrevne og lokale, herunder medicinsk hjælp til gravide og forhåbentlig også snart et program for psykologhjælp.

 

Mange af vores patienter er svært traumatiserede efter at have været på flugt. Det er skræmmende at se, hvor meget krig og ødelæggelse kan nedbryde et menneske både fysisk og mentalt. 

 

Grundet de usikre forhold hernede kan vi kun være ude fem timer dagligt. Det er desværre den begrænsende faktor, der er, når vi opererer så tæt på frontlinjen i krigen.

 

En desperat mor på flugt

I går kom en mor til vores klinik med sin to-årige søn. Han havde tidligere haft en viral hjernehindebetændelse og havde desværre fået svære mén. Han havde nu pådraget sig en alvorlig lungebetændelse.

 

Hans mor var følelsesmæssigt påvirket af hele situationen. Hendes øjne var blanke, og tårerne trillede ned ad hendes kinder, og jeg kunne tydeligt læse håbløsheden i hendes blik. Ved hendes side stod hendes to andre børn. De kiggede op på deres mor med deres store øjne.

 

Mens vores lokale sygeplejerske forsøgte at trøste hende samt informere hende om drengens aktuelle tilstand samt videre behandling, holdt jeg den lille gut.

 

Jeg kunne mærke hans febertilstand, og han var træt og slap. Han hvilede sit hoved på min skulder, formentlig af bare træthed og infektionens tag i ham.

 

Vi gav ham den første dosis antibiotika og klargjorde derefter papirerne til overflytningen til det lokale hospital.

 

Vi har brugt en del kræfter på at opbygge et samarbejde med det lokale hospital uden for området. Det er i øjeblikket vores eneste mulighed for behandling til vores patienter, som kræver indlæggelse.

 

Der er langt derud, og en del af vores patienter har ofte ikke råd til transporten. Men vi kan desværre ikke tilbyde dem en bedre service lige nu.

 

Den første juni var det international børnedag, og det skulle fejres. Sammen med Nikolines ene team, valgte de at sætte fokus på håndhygiejne. De lærte børnene at vaske hænder gennem leg, sang og dans. Det var en stor succes.

1. juni var det international børnedag, og det skulle fejres. Sammen med Nikolines ene team, valgte de at sætte fokus på håndhygiejne. De lærte børnene at vaske hænder gennem leg, sang og dans. Det var en stor succes. Her lærer Nikoline en pige at vaske hænder.

 

Kreativ benprotese 

Forleden dag kom en ældre mand til vores klinik. Han henvendte sig til klinikken på grund af symptomer på en urinvejsinfektion. Da sygeplejersken skulle tage hans vægt, bad jeg sygeplejersken om at fortælle til patienten, at han skulle tage skoene af, før han stillede sig op på vægten.

 

Patienten løftede op i den lokale kjortel, og pludselig så jeg, at han havde en benprotese inklusiv sko. Han er blot et af de mange ofre for krigens hærgen. 

 

Jeg blev vist en smule befippet, da jeg så den "kreative benprotese", som skulle erstatte hans højre ben, og jeg vidste ikke helt, hvordan jeg skal forholde mig.

 

Sygeplejersken og jeg blev enige om, at han kunne beholde sin benprotese på, og at vi da måtte trække en vægt fra det antal kilo, som vi aflæste på vægten.

 

Selvom det til tider er benhårdt at være udsendt, så er det absolut det hele værd. Trods de mange daglige udfordringer, så elsker jeg mit job. Arbejdsglæden hernede er i højsædet, og folk er super dedikerede. Og det gælder også vores nationale medarbejdere. 

 

Læger uden Grænser har arbejdet i Irak siden 2003. Sidste år foretog vi over 218.000 konsultationer og vi ydede også psykologhjælp til tusindvis af mennesker, der er blevet traumatiseret af krigens gru.