Adriana har tidligere været udsendt til Sydsudan samt under borgerkrigene i Syrien og Yemen. Nigeria var en af de værste sultkatastrofer, hun har været vidne til.

Hjemvendt fra sultkatastrofe: De levede af blade på træerne

Vores sygeplejerske Adriana har i en måned været udsendt til Nigeria, hvor der lige nu udspiller sig en humanitær katastrofe. I lejre for internt fordrevne omkring byen Damboa har hun mødt hundredvis af civile, som har søgt tilflugt fra kampene mellem oprørsgruppen Boko Haram og Nigerias militær. Men de civile mangler mad, og der er akut brug for hjælp. 

”Der er mange mennesker, der har gjort indtryk på mig i Borno State. Ældre mænd, kvinder og børn, som er flygtet fra brutale oplevelser, men som også møder en brutal virkelighed i de lejre, de kommer til.

 

Der var især en dreng og hans mor, som gjorde dybt indtryk på mig. 10-årige Banu* og hans mor var begge flygtet fra Boko Haram og boede nu i en lejr ved Damboa. Dem havde jeg et tæt forhold til, og jeg talte med dem stort set hver dag.

 

Deres landsby var blevet indtaget af Boko Haram. Banu så sin storebror og far blive slået ihjel for øjnene af ham, og han blev selv kidnappet af Boko Haram.

 

Banu blev holdt fanget i skovene og trænet til at kæmpe for Boko Haram. Han blev banket hver dag og brændt med cigaretter på benene og fødderne. Der gik betændelse og forrådnelse i sårene.

 

Stuvet sammen i skolebygning

Banu formåede en nat at stikke af og gik i fem dage, før han nåede frem til Damboa. Her blev han genforenet med sin mor og de søskende, der havde overlevet.

 

Jeg mødte Banu og hans mor i en gammel skolebygning i en lejr for internt fordrevne i Damboa, hvor de boede sammen med mange andre familier.

 

De havde et lille hjørne af bygningen – ikke engang stort nok til at de alle kunne ligge ned. De krøllede sig sammen, når de skulle sove. De havde intet med sig. Ikke engang en papkasse at sove på. Intet. De havde kun det tøj, de havde på.

 

Der er ikke mere plads tilbage i lejrene. Der kommer så mange mennesker hver dag, at nødhjælpsorganisationer ikke kan følge med. Så der er mange, der bliver nødt til at bo i de her bygninger, der er fugtige, snavsede og fyldt med kryb, og hvor der ikke er plads nok.

 

Banu og hans familie bor i en nedlagt skolebygning i Damboa, men levevilkårene er forfærdelige.

Banu og hans familie bor i en nedlagt skolebygning i Damboa, men levevilkårene er ringe. © Ikram N’gadi

 

Uhyggelige minder fra skovene

Banu var meget tynd for sin alder – på grænsen til at blive underernæret. Han havde store, venlige og triste øjne og havde snavset tøj på med huller i. Hans ben var lange og tynde og fyldt med brændemærker. Der var omkring 20 sår på hvert ben.

 

Banu havde været i lejren i et par uger, da jeg mødte ham første gang. Han fortalte sin historie i tredjeperson – som om det ikke handlede om ham, men en anden dreng. Det var hans måde at tackle det på. 

 

Det, han talte mest om, var ikke, at han havde set sin bror blive dræbt, eller at han blev banket hver dag af Boko Haram. Det var noget, moren fortalte mig bagefter, mens han bare sad og lyttede.  

 

Banu fortalte mig, hvor uhyggeligt det var om natten i skoven, da han blev holdt fanget. Der var ikke noget lys, og han fortalte om de kryb, som kravlede på ham.

 

Det var så væmmeligt for ham at tale om. Det var nok det mest håndgribelige, han kunne fortælle mig. Alt det andet var endnu mere horribelt, og det kunne han slet ikke tale om.

 

Det var uvirkeligt at høre sådan en historie fra et barn. Når man tænker på, hvordan danske børn har det, og når man tænker på, hvordan børn burde have det. At de bare skal være glade og have det godt, gå i skole og lege.

 

Han var et meget positivt og smilende barn, men så var der lange pauser, hvor han bare sad og kiggede ud i luften.

 

Han ville gerne holde i hånd hele tiden og havde et enormt behov for at kramme sin mor. Han var heldig at have en kærlig familie og en mor, der var enormt støttende over for ham.

 

Jeg mødte også andre, som ikke kunne tackle det, og som var helt alene. Piger, der var blevet voldtaget og gift væk til Boko Haram. Piger, som flygtede fra fangenskab og nu boede alene i lejrene, hvor de var i fare for at blive udsat for nye overgreb.

 

Omverdenen ser til

Folk sultede. Der var intet mad og masser af underernæring i lejrene. Da jeg kom, var der vitterligt intet, og folk levede af blade på træerne i op til en uge af gangen.

 

De civile var flygtet i op til flere uger i træk, hvor de intet mad havde, og så ankom de til lejrene, hvor der heller ikke var mad.

 

Det var chokerende at se lejre, hvordan der stadig manglede mad. Det er chokerende, at omverdenen næsten ser på, mens situationen bare bliver forværret.

 

Læger uden Grænser gør, hvad vi kan i lejrene ved Damboa. Vi driver flere klinikker, uddeler mad til familierne, behandler børn for underernæring og vaccinerer børn mod smitsomme sygdomme. Men behovet er så stort.

 

Heldigvis var der kommet lidt flere organisationer, som fokuserede på maduddelingen i lejrene, da jeg forlod området i midten af oktober.

 

En mor tørrer sit feberramte barn med en kold klud. Barnet er smittet med mæslinger. Underernærede børn er særligt sårbare over for andre sygdomme, fordi deres immunsystem er svækket.

En mor tørrer sit feberramte barn med en kold klud på hospitalet i Damboa. Barnet er smittet med mæslinger. Underernærede børn er særligt sårbare over for andre sygdomme, fordi deres immunsystem er svækket. © Ikram N’gadi

 

En visuel sygdom

Læger uden Grænser behandlede et højt antal voldsomt underernærede børn, der var indlagt på vores intensivafdeling i Damboa. Og jeg så også selv mange underernærede børn – og voksne.

 

Underernæring er meget voldsomt at være vidne til.

 

Børnene er helt tynde. Deres hår falder ud, og det bliver underligt lyst. Tænderne begynder at rådne og falde ud. De har ofte andre sygdomme og får nemmere malaria og lungebetændelse.

 

De får hudsygdomme, og små børn får næring med sonde, fordi de ikke kan spise længere. De er nået til et stadie, hvor de ikke engang føler sult. De er samtidig dehydrerede, så de har indsunkne øjne. De har tit store maver, fordi de har parasitter eller orme i maven.

 

Underernæringen kan også være så langvarig og voldsom, at de svulmer op, og deres ansigter er fyldt med væske. Hænder og fødder er svulmet op.

 

De civile lider i stilhed

Det er en af de værste underernærings-katastrofer, jeg har været udsendt til. Men det er ikke en ny katastrofe. Jeg har hørt om internt fordrevne, som har været der i 12 måneder og stadig bor i lejrene.

 

Krisen er overset, og det er det, som er chokerende. Det er meget lidt, man hører i medierne, og hvis man hører noget, er det små sensationshistorier, som handler om Boko Haram.

 

Tavsheden dræber. Når der ikke bliver talt om en krise, så er der heller ikke det internationale fokus og det pres på det internationale samfund, som der burde være. Når der ikke er det pres, så kommer hjælpen heller ikke. Og den hjælp, der er behov for, er i en kæmpe skala.

 

Det handler ikke kun om uddeling af madrationer, men det er også at tænke langsigtet med millioner af internt fordrevne, der skal have en måde at overleve på de næste mange måneder.

 

Der skal sættes et system op, så folk selv kan begynde at skaffe mad. Så folk ikke bliver fastholdt i en status som internt fordrevne for evigt.

 

Men her og nu handler det om at redde liv, og det gør Læger uden Grænser hver eneste dag.”

 

*Banu er et fiktivt navn for at beskytte drengens identitet.

 

Adriana Ferracin Kleivan er uddannet sygeplejerske og har tidligere været udsendt til blandt andet Syrien, Yemen og Sydsudan. Under sin seneste udsendelse i delstaten Borno, Nigeria, var hun i felten som humanitær rådgiver.

 

Sådan redder vi liv i Nigeria:

 

  • Læger uden Grænser driver 10 hospitaler og klinikker i seks byer i delstaten Borno, og vores ansatte besøger jævnligt en række andre byer for at overvåge niveauerne af underernæring.
  • I provinshovedstaden Maiduguri har vi for eksempel flere behandlingscentre for alvorligt underernærede børn. Børnene får drop, hvis de er dehydrerede og næring gennem en sonde, hvis de er for afkræftede til at spise.
  • Vi uddeler også madrationer i lejrene for de internt fordrevne, forbedrer vand- og sanitetsforhold og bekæmper udbrud af kolera, mæslinger og malaria – sygdomme, som de underernærede børn er særligt sårbare overfor at få, fordi deres immunsystem er svækket. 

 

Adriana tilser en kolerapatient under sin tidligere udsendelse i Sydsudan.

Adriana tilser en kolerapatient under sin tidligere udsendelse i Sydsudan. © Læger uden Grænser

Historier fra vores udsendte

Udsendt for Læger uden Grænser (MSF) til Brasilien ramt af coronavirus (COVID-19)
Udsendt for Læger uden Grænser (MSF) til Brasilien ramt af coronavirus (COVID-19)

Ann-Christina Hansen

Ann-Christina i COVID-19-ramt Rio de Janeiro: ”Det var en lidt underlig udsendelse”

Læs mere
Læger uden Grænser (MSF) driver en klinik for børn i flygtningeljren Moria på Lesbos i Grækenland

Mie Terkelsen

Grækenland

Sygeplejerske på Lesbos: Børnene vil ikke leve mere

Læs mere
Syrien

Krigen i Syrien: Kvinden bag ”The Cave”

Læs mere
Underernæret baby hjulpet af Læger uden Grænser på børnehospital i Nigeria

Cæcilie Borg Hjelt

Nigeria

Jeg får et chok, da jeg ser hende”

Læs mere
Sygeplejersken Mie behandler et barn på Lesbos

Mie på Lesbos

Læs mere

Mie Terkelsen

Grækenland

Moria: Flere børn risikerer at miste livet

Læs mere
DR Congo

Alle kvinder fortjener den bedste fødselshjælp

Læs mere
Grækenland

”Jeg tror, at jeg skal dø nu,” siger hun til sin far

Læs mere

Kjeld Kromand

Grækenland

Kjeld på Lesbos: “Det skal man ikke byde børn”

Læs mere

Astrid Opstrup

DR Congo

Ny ebola-behandling: Vi kan undgå, at børn som Alpha dør

Læs mere

Mads Geisler

Yemen

Dansk læge: ”Kampe i Yemen er katastrofale for civile”

Læs mere
Bangladesh

Mangler medicin:”Her dør børn af kroniske sygdomme

Læs mere

Anni Fjord

Nigeria

Ti år lang konflikt koster stadig liv

Læs mere

Anni Fjord

Nigeria

“Helt mirakuløst spiser hun af det med det samme.”

Læs mere
Yemen

”Vores hold arbejder døgnet rundt”

Læs mere

Heidi Strømsholt

DR Congo

“Børn bør ikke dø af mæslinger”

Læs mere