Gitte sammen med sit team i flygtningelejren

Kan et uønsket barn blive til en gave?

Vores psykolog Gitte har i flere måneder hjulpet sårbare mennesker i en flygtningelejr i Etiopien. Hun husker særligt en pige, som var blevet voldtaget under sin flugt mod sikkerhed. Pigen var gravid og traumatiseret. Hun ville ikke have sit barn, men det var for sent at få en abort.

”Jeg var meget bekymret for pigen.* Men det var udelukket at give hende medicin, fordi hun var højgravid.

 

Hun havde fået en kæreste i lejren, men han kendte ikke til voldtægten, og han var overbevist om, at barnet var hans. Faktisk havde pigen ikke fortalt andre end Læger uden Grænser om voldtægten, og vi skulle derfor være meget varsomme for ikke at afsløre hendes hemmelighed.

 

Jeg besøgte hende ofte sammen med min etiopiske kollega, men det var vanskeligt at nå ind til hende. Vi var bekymrede for hendes liv og ikke mindst, hvordan det skulle gå, når hun havde født det barn, som hun ikke ønskede sig. 

 

Vi var bange for, hvad hun kunne finde på at gøre mod sig selv. Hun var selvskadende og selvmordstruet. Men vi frygtede også for, hvad hun ville gøre med barnet, når det blev født.

 

Barnet kommer til verden

Efter fødslen var både den unge mor og den nyfødte så voldsomt afkræftede, at vi måtte indlægge dem på vores hospital i flygtningelejren. Barnet var underernæret og blev sat på kur for at vinde vægt.

 

Vores bekymringer om, hvordan den nybagte mor ville reagere over for sit nyfødte barn, viste sig desværre yderst reelle.

 

Allerede på hospitalet kom de første alvorlige tegn.

 

I desperation over at den grædende baby forstyrrede nattesøvnen for moren, bed hun babyens navlestreng til blods og i stedet for at trøste barnet, skubbede og sparkede hun til det. 

 

Vi besøgte hende flere gange om ugen for at hjælpe hende med at få et bedre forhold til barnet. Da mor og barn var blevet udskrevet fra hospitalet, fortsatte vi med hjemmebesøg. Vi vidste, at der lå meget arbejde forude.

 

Vrede mod den nyfødte

Jeg var på besøg i hjemmet og så, at moren stadig havde store vanskeligheder med at knytte sig til sit barn. Når barnet græd, reagerede hun ikke – eller også ruskede hun i barnet fremfor at give det trøst og omsorg.

 

Når vi forsøgte at vise moren, hvordan man holder sit barn og spejler dets ansigtsmimik, bad hun, om ikke vi nok ville beholde hendes barn. Hun havde slet ikke overskud til at tage sig af det. Hun var stadig mentalt sønderbombet, havde svært ved at sove og var depressiv.

 

Under et af hjemmebesøgene spurgte vi som sædvanlig moren, hvordan det gik.

 

”Fint”, svarede hun, men jeg mindede hende om, at hun faktisk havde udtrykt, at hun havde det ret svært, sidst vi besøgte hende, og at det var vigtigt, at vi fik talt om det.

 

Det fik hende til at åbne op. Hun fortalte om den vrede, hun følte mod sit barn.

 

Skyld

Moren græd, mens hun fortalte om at have gjort skade på sit barn. Hun havde dårlig samvittighed over sine handlinger og var ked af det. Hun fortalte også om den enorme skyld, hun følte over at være blevet voldtaget.

 

Jeg sagde til hende, at vi godt kendte hendes historie og var klar over, hvordan hun var blevet gravid. Men at hun for alt i verden skulle huske på, at det aldrig kunne være hendes skyld, at hun var blevet voldtaget.

 

Det var som om, at den besked lindrede hende. Selvom vi havde talt med hende om voldtægten og traumerne før, var det så vigtigt at gentage denne ene sætning: “Det er ikke din skyld”.

 

I samråd med vores psykiatriske afdeling besluttede vi at give hende sovemedicin. Hun havde i den grad brug for at få sovet, så hun kunne få mere overskud.

 

Fra straf til gave

Vi havde også fået engageret nogle af dem, hun boede sammen med til at støtte op om hende og hjælpe til med barnet.

 

Vores lokale sundhedshjælpere kendte nu også til moren og hendes behov for hjælp og støtte.

 

Efter en kort periode med sovemedicinen fortalte moren, at hun ikke længere ønskede at tage medicinen.

 

”For jeg kan jo ikke høre mit barn græde, når jeg sover,” som hun sagde.

 

I det øjeblik vidste jeg, at vores store indsats havde båret frugt. 

 

Jeg blev så glad for, at den unge mor havde sluppet noget af sin skyld, og at hun nu kunne se, at barnet jo også var uskyldigt.

 

Jeg er overbevist om, at hun nu følte, at hendes barn ikke var en straf – men en gave. 

 

To uger før jeg tog hjem, besøgte jeg hende en sidste gang. Da jeg trådte ind ad døren, sad hun og vuggede sit barn i favnen. Hun kiggede op og smilede.

 

Nu så jeg ikke længere en ung traumatiseret pige, som ikke ville have sit barn, men en omsorgsfuld mor. Selvom der nok venter hende flere udfordringer, var jeg anderledes fortrøstningsfuld, da jeg forlod hende og flygtningelejren i Etiopien.

 

De særligt sårbare

I løbet af de syv måneder hvor jeg var udsendt til flygtningelejren i Etiopien, fokuserede mine nationale kolleger og jeg på de mange uledsagede flygtningebørn. De savner deres familier, føler sig fanget i flygtningelejren og er ofte plaget af angst, stress og depression.

 

Mange af børnene bor sammen i små huse uden voksne og uden kontakt til deres familier. De udgør en særligt sårbar gruppe.

 

Sammen med mine nationale kolleger forbedrede vi aktiviteterne, der var målrettet børnene.

 

De mere stabile rammer og den tætte interaktion med børnene sikrede, at de kunne føle sig trygge. Aktiviteterne betød, at de kunne få lov til at lege og i nogen grad være helt almindelige børn.

 

Samtidig opdagede vi nemmere, hvis et barn isolerede sig og vi kunne sætte ind, når der opstod konflikter.

 

Gitte Rønde i færd med at undervise kolleger i Etiopien

Gitte er i færd med at undervise kolleger i Etiopien. © Gitte Rønde

 

Vi følger børnene tæt

Jeg uddannede vores medarbejdere i at blive bedre til at opdage mistrivsel blandt børnene. De var ofte selv flygtninge og gav besked, hvis de opdagede et hus, hvor der var problemer.

 

Sommetider satte vi dem til at følge nogle børn mere tæt. Både for at få børnene til at føle sig mere trygge og for, at vores medarbejdere kunne henvise til vores klinik og sørge for ekstra støtte til børn med særlige problemer.

 

På den måde kunne vi målrette indsatsen der, hvor behovet syntes at være størst.

 

Projektet lever 

Jeg blev primært involveret i arbejdet med vores patienter, når det var særligt tunge tilfælde, som eksempelvis pigen, der var blevet voldtaget.

 

Ellers fungerede jeg som supervisor for mine lokale kolleger. Det var mit ansvar at sørge for, at vores afdeling fungerede optimalt og at udtænke og implementere strategier for at nå ud til flygtningene i lejren.

 

Ved min afrejse kunne jeg med glæde konstatere, at vores psykosociale arbejde i flygtningelejren var forbedret. Antallet af patienter, der kom til os i klinikken, var i stigning, og kvaliteten af aktiviteterne var forbedret.

 

Jeg er sikker på, at vi har givet troen på livet tilbage til adskillige flygtninge i lejren. 

 

Jeg tog hjem med bevidstheden om, at min indsats har gjort en forskel, og at arbejdet fortsætter.”

 

*Pigen er anonymiseret for at beskytte hendes identitet. Selve voldtægten af den unge pige skete, før hun nåede i sikkerhed i Etiopien. Det vides ikke, om hun var over eller under 18 år, da hun blev voldtaget.