En kaotisk scene på vores hospital i Aden i juli 2015, hvor det en dag vælter ind med sårede patienter.

”Jeg forlod ikke hospitalet i tre uger”

”En sen aften blev en ung mand bragt ind på skadestuen i kritisk tilstand. Han var blevet skudt i brystet og var ved at dø. Vi kunne ikke mærke hans puls, og hans blodtryk var ekstremt lavt. Men han trak stadig vejret. ” Vores narkoselæge Rachael fortæller her om tre intense ugers kamp for at redde liv midt i borgerkrigen i Yemen.

Jeg ankom tidligt en søndag morgen med båd fra Djibouti i Østafrika. Da jeg gik ombord på fartøjet, gik det op for mig, at det i bund og grund bare var en fiskerbåd.

Vi forlod Djibouti i løbet af natten, fordi det er sikrest at ankomme til Aden i Yemen i dagtimerne.

Rejsen var smertefuld. Der var hård sø, og min mave vendte sig i det barske vejr.

Jeg begyndte at arbejde for Læger uden Grænser i 2005 og har en del erfaring med at arbejde i krigzoner – blandt andet i Syrien og Libyen.

Men hospitaler er i stigende grad blevet et mål i krig – især i Yemen – og det var jeg nødt til tænke over, inden jeg tog af sted.

Læger uden Grænser driver et hospital i Aden, hvor der er 74 sengepladser. Det er udelukkende ansatte i Læger uden Grænser – både nationale og internationale – som holder hospitalet kørende.

Det er et af de få hospitaler i Aden, der behandler krigsskader, men det eneste i byen, der tilbyder gratis akutbehandling og operationer.

Vi så hver dag civile, der var blevet såret af eksplosioner, skud eller granater tæt ved frontlinjen.

Se de kaotiske scener på hospitalet i Aden den 29. august kort tid efter en voldsom eksplosion i området:

Tre uger i kittel

Vi styrer to operationsstuer samt en intensivafdeling til patienter i kritisk tilstand. Jeg arbejdede i et team sammen med fem yemenitiske narkoselæger og fem ledende læger.

Jeg var på operationstuen for at give en ekstra hånd, vejlede de yngre læger og støtte behandlingen af patienter på intensivafdelingen.

Det yemenitiske personale, som vi arbejder med, er strålende. De er sjove og engagerede. De virker meget ukuelige, selvom deres fremtid er usikker.

Jeg ville ikke engang kunne fortælle, hvordan det er at leve i Aden, da vores bevægelsesfrihed var så begrænset på grund af usikkerheden.

Jeg forlod ikke hospitalet i de tre uger, jeg var i Yemen. Jeg var altid på vagt i tilfælde af en nødsituation, og jeg sov iført min kittel. Hvis jeg fik et opkald, gik jeg nedenunder til skadestuen.

Lyden af krig

Vi var altid lidt nervøse. Når du hører eksplosioner, tænker du: Hvor mange mennesker kommer nu til hospitalet? Hvor mange er såret? Hvor mange har mistet livet?

Der var tidspunkter, hvor jeg hørte en masse skud.

Du vænner dig til lyden af krig. Da jeg var i Libyen under kampene om Misrata, stod vi med rigtig mange sårede på hospitalet – de fleste lå på gulvet. Der gik det pludselig op for mig, at jeg ikke havde lagt mærke til raketangrebene i området.

Så lyden af eksplosioner og skyderier bliver en del af dit liv. Du lærer også ret hurtigt at skelne mellem fyrværkeri og eksplosioner.

Rachael Craven var udsendt under borgerkrigen i Syrien i 2012

Rachael Craven var udsendt under borgerkrigen i Syrien i 2012. © Læger uden Grænser

Han var ved at dø foran os

En nat blev en ung mand indlagt med skudsår i brystet. Vi sendte ham straks til operationsstuen, hvor vi opdagede, at hans højre lunge næsten var ødelagt af kuglen. Han havde indre blødninger og et stort hul i brystet.

Han var ikke meget mere end 19 år. Mens kirurgerne begyndte at operere, havde jeg travlt med at bedøve og genoplive ham.

Det lykkedes os at få hans puls i gang igen, og hans iltindhold i blodet begyndte at stige. Men han havde brug for specialbehandling, hvilket vi ikke var i stand til give ham.

Der skulle gå mindst seks-syv timer, før vi kunne forsøge at vække ham, så vi besluttede os for at overføre ham til en intensivafdeling i den anden ende af byen.

Jeg kravlede ind bagerst i ambulancen sammen med ham, og vi drønede af sted på tværs af byen til intensivafdelingen, der lå tre-fire kilometer væk.

Den næste dag hentede jeg ham i ambulancen og bragte ham tilbage til vores hospital. Vi tog ham ud af respiratoren og ventede.

Han havde fået et mindre slagtilfælde i højre side på grund af det lave iltindhold, han havde i blodet, da han blev indlagt. Vores fysioterapeuter arbejdede meget hårdt på at få ham rask.

Et af mine bedste øjeblikke

Efter ni dage kunne vi sende ham hjem. Hans vejrtrækning var normal, og hans højre arm og højre side af ansigtet havde næsten kommet sig helt.

Han var en 19-årig mand, der nærmest var død, da han ankom til hospitalet – og nu var han stort set rask.

Det var et af de bedste minder fra min udsendelse at se ham forlade hospitalet med et stort smil på læben.

Rachael Craven er fra Storbritannien og uddannet narkoselæge.

Rachael Craven er fra Storbritannien. Her ses hun i Syrien under sin udsendelse i 2012. © Læger uden Grænser

Hverdagslivet er hårdt

Det er altid frustrerende, når det har taget folk et stykke tid at komme til hospitalet. Især patienter med blødningsskader, fordi det kan betyde forskellen på liv eller død, hvor hurtigt de når hen på hospitalet.

Hvis patienterne kunne nå frem med det samme, ville resultaterne være bedre. Men her i Aden bliver det stadig vanskeligere for folk at få adgang til sundhedspleje.

Jeg ser også en masse patienter med skader, der ligger uden for rammerne af, hvad der er muligt for at os at behandle, men hvor vi samtidig ikke har et andet sted at henvise dem til. For eksempel patienter, der har brug for rekonstruktiv kirurgi – det er mere, end hvad vi kan klare i Aden.

Du kan ikke sætte dem på en båd mod Djibouti i Afrika, fordi de er for syge til at overleve rejsen. Så patienterne sidder fast i et limbo, indtil situationen forbedres.

Læger uden Grænsers indflydelse har været enorm i Aden. Hospitalet er velanset – både på grund af vores resultater, men også fordi vi bliver ved med at arbejde, selv når krigen er værst. Vi lukker aldrig ned. Det værdsætter alle parter i konflikten.

Historier fra vores udsendte

Læger uden Grænser (MSF) driver en klinik for børn i flygtningeljren Moria på Lesbos i Grækenland

Mie Terkelsen

Grækenland

Dansk sygeplejerske på Lesbos: Børnene vil ikke leve mere

Læs mere
Syrien

Krigen i Syrien: Kvinden bag ”The Cave”

Læs mere
Underernæret baby hjulpet af Læger uden Grænser på børnehospital i Nigeria

Cæcilie Borg Hjelt

Nigeria

Jeg får et chok, da jeg ser hende”

Læs mere
Sygeplejersken Mie behandler et barn på Lesbos

Mie på Lesbos

Læs mere

Mie Terkelsen

Grækenland

Moria: Flere børn risikerer at miste livet

Læs mere
DR Congo

”Alle kvinder i verden fortjener den bedste fødselshjælp”

Læs mere
Grækenland

”Jeg tror, at jeg skal dø nu,” siger hun til sin far

Læs mere

Kjeld Kromand

Grækenland

Kjeld på Lesbos: “Jeg får lyst til at give dem et kram”

Læs mere

Astrid Opstrup

DR Congo

Ny ebola-behandling: “Vi kan undgå, at børn som Alpha dør.”

Læs mere

Mads Geisler

Yemen

Vores danske læge: ”Nye kampe i Yemen er katastrofale for civile”

Læs mere
Bangladesh

“Børn dør af kroniske sygdomme, fordi medicinen ikke er tilgængelig”

Læs mere

Anni Fjord

Nigeria

Ti år lang konflikt koster stadig liv

Læs mere

Anni Fjord

Nigeria

“Helt mirakuløst spiser hun af det med det samme.”

Læs mere
Yemen

”Vores hold arbejder døgnet rundt”

Læs mere

Heidi Strømsholt

DR Congo

“Børn bør ikke dø af mæslinger”

Læs mere

Mikkel Carlsen

Tchad

”Tænk engang, hvor lidt der skulle til”

Læs mere