Rune Hasselager er udsendt for Læger uden Grænser i Tanzania.

Jeg er virkelig langt væk hjemmefra

Rune Hasselager er på sin første udsendelse for Læger uden Grænser. Han har nu været af sted i fem måneder til flygtningelejren Nduta i Tanzania, som huser mange mennesker på flugt fra det uroplagede naboland Burundi. Læs om nogle af de oplevelser, han aldrig glemmer.

Da jeg ankom var der ca. 35.000 flygtninge i lejren. Nu er vi oppe på 55.000, og lejren er nu officielt fyldt op. Det har været nogle spændende og udfordrende måneder, hvor hele teamet har skullet arbejde hårdt for at tilpasse sig den voksende befolkning.

 

Det er tydeligt for mig at se, hvilken forskel Læger Uden Grænsers tilstedeværelse har gjort her. I januar var hospitalet nybygget, men slet ikke færdigt. Vi manglede for eksempel en blodbank og havde også mangel på medicin.

 

Projektet var i en akut fase, hvor der blev arbejdet fra morgen til aften for at udbygge hospitalet. Nu er projektet efterhånden i en mere rolig fase, og blandt andet er antallet af patienter, der dør på hospitalet faldet markant de sidste måneder.

 

Jeg har lært enormt meget både om sygdomme, mennesker og ikke mindst om mig selv. Ud af mange oplevelser har en enkelt tilbage fra januar sat sig lidt bedre fast end de andre:

 

Kraftig blødning efter fødslen

Jordemoderen, der normalt er ansvarlig for fødeafdelingen, har fri i dag, så ud over mit arbejde i skadestuen, ambulatoriet og voksenafdelingen skal jeg også holde øje med fødeafdelingen.

 

Sent på eftermiddagen kommer en fødende kvinde ind. Hendes livmoderhals udvider sig fint, men barnet kommer ikke ned i fødselskanalen. Jeg overvejer at overflytte hende til et kejsersnit, men vi beslutter først af bryde fosterhinden.

 

Herefter går det stærkt, og en velskabt dreng er ude efter en halv time. Det er det femte barn for kvinden.

 

Efter fødslen bløder moderen. Og hun bliver ved. Vi forsøger at stoppe blødningen men uden held. Vi har ingen blodbank på hospitalet, så vi giver kvinden væske i blodbanen.

 

Jeg er dog klar over, at den væske, hun først og fremmest har brug for, er dieselolie – hun skal hurtigst muligt til distriktshospitalet 45 meget lange minutter væk i bil, hvor der er mulighed for at give blod og eventuelt operere.

 

Vi får hende hurtigt sendt med i ambulancen, og efter at have set de sidste akutte patienter tager jeg til hospitalet og møder hende.

 

En utænkelig tanke

Heldigvis er blødningen stoppet, og hun modtager blod nu. Jeg tænker, at det må have været på et hængende hår, men at hun nok skal klare den nu. Jeg tager lettet hjem og drikker en øl med de andre udsendte.

 

Sent om aftenen bliver vi ringet op af distriktshospitalet. Kvinden er død. Hun er blevet fundet død i sengen – hun er begyndt at bløde igen.

 

Først er jeg vred – hvorfor har de ikke holdt øje med hende? Men det lokale hospital fungerer ikke som hjemme i Danmark, og overvågningen af patienter er ofte overladt til pårørende.

 

Den pårørende, en nabo fra lejren, vi havde sendt med ambulancen, har måske brugt tid på at passe på det nyfødte barn.

 

På den anden side er jeg også lidt forskrækket. Jeg har stået på de fleste af mine nattevagter det sidste år på Hvidovre Hospitals anæstesiafdeling med mødre, der blødte efter fødslen.

 

Jeg har altid vidst, at det var alvorligt, men tanken om, at man faktisk kan miste en nybagt mor, er næsten helt utænkelig på et velfungerende hospital i Danmark. Det går op for mig, at jeg virkelig er langt væk hjemmefra.

 

Moderløs virkelighed

Næste morgen tager jeg over på distriktshospitalet for at hente barnet og den pårørende. Vi sætter os i bilen og kører tilbage mod flygtningelejren.

 

Mobil-internettet er godt i denne by, så jeg tjekker lige Facebook på mobilen. Her ser jeg en af de bedste opdateringer, der findes på Facebook – en nybagt far der stolt poster et billede af en velskabt dreng (inklusiv vægt og længde), som kan se frem til fastelavnskostumer, ”Fjernsyn for dig”, legekammerater og pinlige konfirmationstaler.

 

På min anden arm er der 2300 gram velskabt, fredfyldt sovende, moderløst, tragisk virkelighed. Turen til lejren føles lidt længere end de andre dage. Han kan se frem til en meget sårbar tilværelse som lillebror blandt fem søskende med en enlig far som flygtning.

 

Jeg håber inderligt, at denne lille dreng også når at opleve at tabe sine mælketænder, få legekammerater og hudafskrabninger på knæene.

 

En personlig tak

Der bliver heldigvis flere og flere positive historier. Et par uger senere modtog vi en kvinde med en kraftig blødning i forbindelse med en ufrivillig abort. Hun havde umåleligt lavt blodtryk, da vi så hende, men vi kunne nu give hende blod fra vores nye blodbank.

 

Hun blev overflyttet og opereret på det lokale tanzanianske hospital. Jeg mødte hende igen, da hun kom tilbage til lejren. Inden hun tog hjem til sit telt, kom hun over og fandt mig i ambulatoriebygningen.

 

Hun ville sige tak for at hun kunne komme hjem i live til sine tre børn, som hun var alene med. Hun havde et stort smil på læben. Det er et af de smil, der har sat sig rigtig godt fast. Det er dejligt at se, at vores arbejde gør en forskel.

 

Læger uden Grænser har cirka 400 ansatte på vores hospital i Nduta-lejren. Der er 115 sengepladser, og der kommer omkring 3000 patienter i ambulatorierne hver uge.