IMG_3363.JPG

Ikke noget, der hedder ”just another day at the office”

Anja Stubager er en rutineret sygeplejerske, der har været udsendt flere gange med Læger uden Grænser. Hun har set og oplevet mere end de fleste, men en lille, døende dreng i Afghanistan har brændt sig fast. Læs hendes rørende beretning fra Afghanistan. 

Jeg tager den 10 timer gamle dreng op af babysengen på vores afdeling for syge babyer, hvor han har ligget, siden han blev født. Hans fødsel havde været langvarig og svær, og det havde påvirket hans lunger og hjerte. Første gang, jeg så ham, var for et par timer siden, og det var tydeligt at se på hans grålige kropskulør, at han havde brug for ekstra ilt. Men selv om han har ligget med iltkateter i næsen de sidste par timer, står det mig klart, at han snart ikke kan mere. Allerede i morges fortalte jeg moderen og hendes pårørende, at det så skidt ud med ham. Jeg tilbyder moderen at sidde med ham, men hun afslår. Jeg kan ikke få mig selv til at lægge ham tilbage i sengen, så jeg sætter mig med ham, så han ikke skal dø alene.

Det er en meget intens og følelsesmæssig oplevelse at sidde med en anden kvindes barn, der dør i ens arme, uden at man kan forhindre det.

 

I de få uger jeg har været i Afghanistan, har jeg lært, at jeg ikke skal dømme kvinderne, selv om de handler anderledes end hvad der for mig er ”normalt”. I et land, hvor spædbarnsdødeligheden er blandt verdens højeste, og det ligeledes er et af de farligste lande at være kvinde i, har jeg ingen forudsætninger for at sætte mig ind i deres tankegang. Måske er det ikke første gang, hun mister et barn, måske bliver det ikke sidste. Men jeg kan hele tiden mærke hendes øjne hvile på mig og hendes døende barn fra den anden side af rummet. To andre kvinder og deres pårørende er ligeledes indlagt med deres spædbørn, og også de følger med. En af dem kommer over, og vi udveksler et bedrøvet blik. Det er en anden ting, jeg har lært om de afghanske kvinder. De følger tæt med i hinandens sorger og glæder. Det skal man ikke være alene om.

 

Den lille drengs vejrtrækning bliver mere rolig, hjertet slår langsomt, og der bliver længere imellem, at han trækker vejret, efterhånden som vi nærmer os 11. time. Han kigger ikke længere på mig med et forpint blik, hans øjne er lukkede, og han ser efterhånden helt fredfyldt ud og til sidst ligger hans lille krop helt slap i min favn. Tårerne har flere gange brændt bag mine øjenlåg, men alle på stuen virker berørte. Jeg er ikke den eneste, som pludselig har en næse, der løber. En af de lokale sygeplejersker finder en lille hvid ligpose, som vi svøber ham i. En har tidligere givet ham en lille hvid og blå strikket hue på – en af de mange, som folk hjemmefra har givet mig med til babyerne. Først tager jeg den af, men ombestemmer mig og giver ham den på igen. Den er hans. Der er kommet flere pårørende til, og de er ved at pakke moderens ting sammen, og i løbet af kort tid forlader de hospitalet med moderen og hendes lille dreng.

 

Det er en meget intens og følelsesmæssig oplevelse at sidde med en anden kvindes barn, der dør i ens arme, uden at man kan forhindre det. Måske var det bare en simpel behandling, som vi ikke har til rådighed her, der kunne have reddet hans liv. Det finder jeg aldrig ud af. Men i stedet for uretfærdighed, mærker jeg en glæde ved, at jeg havde muligheden for at være hos ham, holde ham tæt og ae hans kind. Og endnu vigtigere, en mors liv er blevet reddet, fordi hun havde mulighed for at føde sit barn et sted, hvor vi kan håndtere en vanskelig fødsel.