Zehra med et stort smil på læben efter hendes behandling af Læger uden Grænser i Jordan

”Hendes smil kan lyse hele hospitalet op”

På et hospital i Jordan behandler vi fysiske og psykiske ar på sårede fra Syrien. En af vores kirurger er netop vendt hjem efter sin første tur i felten. Her fortæller han om de børn, der fra det ene øjeblik til det andet har fået frarøvet deres barndom i den syriske borgerkrig.

”Jeg har hørt hundredvis af historier, mens jeg har behandlet syriske patienter med krigsskader. Men der er en historie, jeg er nødt til at fortælle.

Den handler om Zehra. En otteårig pige, som fortalte mig sin historie med farveblyanter og tusser, fordi det var for hårdt at beskrive med ord.

Hendes første tegning forestillede en sol, der er blevet rød, og som er ved at blive slukket af mørket.

Zehra boede i byen Homs i Syrien – i et lille hus med sin mor, far og tre søskende. Huset var omringet af maleriske bjerge, grønne dale og en å. Solopgange bragte liv til dalen, og solnedgange var magiske.

Zehra og hendes ældste søster plejede at lege uden for huset langs åen hver dag. Men af og til hørte de luftangreb og skyndte sig indenfor i sikkerhed.

Zehras tegning af familiens hus i Syrien.
Zehras tegning af familiens hus i Syrien.

Slået bevidstløs i luftangreb

På en ellers ganske normal dag i juni sidste år legede Zehra og hendes søster, da luftangrebene begyndte. Zehra var bange og bad sin søster om, at de skulle gå ind i huset. Men da søsteren ikke ville følge med, sagde Zehra: ”Så gå hen og dø, jeg går ind”.

Da Zehra var på vej indenfor, ramte to bomber nær huset.

Zehra blev slynget forover af eksplosionen og slået bevidstløs. Det næste, hun huskede, var, at hun var tildækket af blod. Hendes højre ben var knust. Hendes mor, som var gravid i ottende måned, lå bevidstløs i den anden ende af huset.

Zehra måtte kravle uden for hoveddøren for at se sin søster. Hun forsøgte at vække Dania, men søsteren rørte sig ikke.

Smerterne i kroppen var ulidelige, men hun slæbte sig selv hen til broren Ashraf. Han var også tildækket af blod.

Zehra fortsatte over mod sin far, der stadig trak vejret. Men han havde skader i brystet og ryggen og kunne ikke bevæge sig.

Gennemboret af granatsplinter

Det andet billede viser, hvad Zehra husker, efter at hun havde genvundet bevidstheden igen.

Hun var i en ambulance, der var på vej mod Læger uden Grænsers klinik i Jordan med sin mor.

Zehras tegning af turen i ambulancen til Læger uden Grænsers hospital
Zehras tegning af turen i ambulancen til Læger uden Grænsers hospital.

© Mukul Singhal/Læger uden Grænser

Ulykkeligvis overlevede hendes far og to søskende Ashraf og Dania ikke. Hendes sidste ord til søsteren plager hende stadig i dag.

Zehra var nødt til at få amputeret sit ene ben under knæet, og hun måtte gennemgå flere operationer for at fjerne de granatsplinter, der havde gennemboret hendes ansigt, bryst og ben.

Vi giver noget tilbage

Hun fik sit kunstige ben en uge før, at jeg tog hjem fra Jordan. Zehras mor fødte en sund dreng.

På dage hvor Zehra er lykkelig kan hendes smil lyse hele hospitalet op. Hun kan tale i timevis, og lege uden bekymringer.

Men der er også dage, hvor hun pludselig bliver helt stille eller begynder at græde utrøsteligt. Hun taler til dig, som var hun en moden 20-årig. Det er i de øjeblikke, at jeg indser, at krigen ikke bare har frarøvet Zehra hendes hjem og familie – men hele hendes barndom.

Med kirurgi og krisehjælp forsøger Læger uden Grænser at hjælpe Zehra og andre, og jeg er stolt over at være en del af det.

Jeg er nu færdig med min udsendelse til Jordan. Det var første gang, at jeg behandlede patienter såret i krig – men det var lettere at behandle komplicerede skader end at sige farvel.”

I Jordan tilbyder Læger uden Grænser medicinsk og psykologisk behandling af patienter med krigsskader fra Syrien. Her var vores ortopædkirurg Mukul Singhal udsendt.