Tahir taler med mennesker på flugt i Serbiens hovedstad, Beograd.

Følelsen af magtesløshed er stor

Tahir er udsendt som kulturtolk i Serbien, hvor Læger uden Grænser behandler mennesker på flugt, som er strandet i vinterkulden. I hovedstaden Beograd har mange søgt ly i nedlagte fabriksbygninger. Her er Tahirs beretning fra en af de første dage i felten:

Godt pakket ind i hue og handsker står jeg uden for vores lejlighed og bider den voldsomme serbiske kulde i mig.

 

Klokken er 06.40, og jeg venter på taxaen, som skal køre mig til vores mobile klinik gennem vind og sne. Mens jeg venter, fryser mit overskæg til is.

 

”Salaam Aleikum og godmorgen,” siger jeg frysende og rækker hånden ud, da jeg endelig når frem.

 

”Hvor længe har I stået her?”

”Aleikum Salaam,” mumler en af flygtningene – ham der står forrest i køen til vores mobile klinik her i parken i hjertet af Beograd.

 

Hans stemme bag det grå uldtæppe er lav og hæs, den kan næsten ikke høres.

 

”Nogle af os har stået her siden kl. 04, så det er tre timer nu.”

Sådan begynder en af mine første arbejdsdage som kulturtolk for Læger uden Grænser.

 

Mens jeg selv om natten havde ligget trygt og mæt i min varme seng og sovet, havde denne mand og hans venner, stort set alle sammen afghanere, stået i minus 15 grader, i vind og snevejr i en park og ventet på at blive tilset af vores læge med håb om at få billet til bad.

 

Det skal man tidligt op for, fordi vi på nuværende tidspunkt kun kan give bad til højst 50 patienter om dagen, og det er ikke mange, når der er omkring 1000 flygtninge inden for få hundrede meter.

 

Frysende mennesker på flugt venter på at blive tilset i vores mobile klinikker i Beograd.

Frysende mennesker på flugt venter på at blive tilset i vores mobile klinik i Beograd. © Tahir Bakhtiary

 

Røgforgiftning og forkølelse

Efter arbejdet, som har budt på patienter med forkølelse, hovedpine og forfrysninger på hænder og tæer, tager jeg ud selv ud til barakkerne, hvor langt de fleste af flygtninge bor. Det ligger mindre end fem minutters gang fra vores mobile klinik.

Og herinde, i en stor, ødelagt og kold bygning med ødelagte døre og store huller i væggene, der skal forestille vinduer, er der masser af sort røg, det rammer mig som en mur. Der går ikke længe, før jeg begynder at hoste.

 

Da jeg får overblik over stedet, ser jeg flere bål mange steder inde i bygning. Drenge og unge mænd sidder rundt om flammerne og varmer sig, og en af dem fortæller mig, at de har døbt bygningen ’Taj Mahal’, mens hans kammerater griner, og en af dem ryster på hovedet.
 

”Nej, det er nok mere passende med dud-khaana (røghus, red.)” siger han og forsøger at dække sit ansigt til for røgen fra bålet.

 

Mennesker på flugt er sorte i ansigtet af røg
© Tahir Bakhtiary

 

Jeg ved fra klinikken, at mange af patienterne hoster, ikke så meget på grund af kulden og forkølelsen, men mere på grund af røgforgiftningen.

 

Det kan ikke være anderledes, når de er herinde konstant, og når det træ, de brænder, er nogle gamle tagbjælker – proppet med kemikalier for ikke at rådne op.

 

Der går heller ikke længe, før jeg selv kan mærke en snigende svimmelhed og hovedpine. Jeg har været her i cirka et kvarter. Jeg rejser mig op for at gå videre.

 

Sankthansaften med sne

Til højre ser jeg små kolonier af madrasser og tæpper, og til venstre er der en lille mørk gang, som fører ind til et aflukket hjørne, hvor 5-6 unge mænd er ved at lave aftensmad.

 

Det går op for mig, at mændene har inddelt det store lokale ind i små, meget tætte og firkantede områder med smalle gange med faste sovepladser med madrasser, tæpper, dyner, telte, soveposer og oppakninger.                    
 

Det første, jeg ser udenfor, er to store byggerier af højhuse, og næsten for foden af dem er en stor gruppe af flygtninge samlet rundt om et stort bål. Det minder nærmest om sankthansaften – bare med isende sne og bidende blæst.

 

Her er de også i gang med at lave mad; en skræller kartofler, en anden rører rundt i en sort gryde, mens en tredje er ved at koge noget vand. Efter en halv times snak siger jeg farvel og begiver mig hjemad, og da jeg gerne vil lære byen at kende, vælger jeg at gå.

 

Kontrasternes by

Efter en halv times søvn vågner jeg i min varme seng og ligger og glor op i loftet. Jeg prøver på en eller anden måde at forstå, hvad det er, jeg lige har oplevet. Jeg prøver at fordøje oplevelserne, men jeg kan ikke.

 

Det føles som om, jeg er blevet ramt af en bombe af så mange indtryk, at jeg ikke kan samle mine tanker, at jeg ikke kan samle mig selv. Det hele kører bag nethinden på mig.

 

De stakkels frysende mænd, som havde stået og holdt kulden ud i tre timer for at blive tilset i fem minutter. En ung mands følelsesløse fod med så alvorlige forfrysninger, at hele forfoden var et stort gult sår.

 

Alle de syge og hostende patienter med desperate blikke. Det store beskidte og røgfyldte ’Taj Mahal’, hvor flere rotter løb frem og tilbage mellem kolonierne og det store antal af flygtninge – op mod 1000 mennesker – de fleste sorte af røg i ansigtet.

 

Og det værste af det hele: deres gentagne spørgsmål, om jeg vidste, hvornår grænserne til Ungarn og Kroatien åbnede? Og deres meget imødekommende gæstfrihed ved at invitere mig på te og mad.

 

Og til sidst min gåtur hjem, som efter nogle få minutter førte mig gennem Beograds største shoppinggade med butikker med de største og mest eksklusive brands.

 

Et tomt blik i ansigtet på en flygtning i Beograd.

© Tahir Bakhtiary

 

Som en katastrofefilm

Det er på alle måder ekstremerne, der mødes, og det gør de inden for få minutter, inden for få hundrede meter. Det kan den menneskelige hjerne ikke kapere – min kan i hvert fald ikke.

 

Det er surrealistisk. Det er som at komme ind og ud af settet på en katastrofefilm, men det er virkelighed, og det sker hver dag.

 

Det er ikke til at bære, og følelsen af magtesløsheden er så stor, selvom vi i Læger uden Grænser knokler hver dag fra tidlig morgen til sen aften.

 

Det er ikke rart at være vidne til, så jeg ringer til min far, og efter nogle minutter afbryder han min lange tale.
 

”Tahir, min søn, jeg kan sagtens forestille mig, hvordan de stakkels flygtninge har det. Jeg tog jo selv den rute op til Danmark for 25 år siden.”
  
Tahir Bakhtiary er selv tidligere flygtning fra Afghanistan og kom til Danmark som otteårig for 21 år siden. Tahir har en bachelor i religionsvidenskab og er kandidat i retorik fra Aarhus Universitet. Beograd er Tahirs første udsendelse med Læger uden Grænser.

 

Tahir taler med en mand i Beograd.

© Tahir Bakhtiary