Abobak er seks måneder gammel og er netop blevet reddet af Læger uden Grænser på Middelhavet

En rejse mod sikkerhed med en alt for høj pris

Vores sygeplejerske Kamma er netop kommet hjem fra to uger med dramatiske redningsaktioner på Middelhavet. Her fortæller hun om nogle af de skæbner, der har sat sig fast i hukommelsen – mødre og deres børn, som i et desperat forsøg på at flygte fra krig og tortur begiver sig ud på en livsfarlig rejse.

Jeg gik ombord på Læger uden Grænsers skib Dignity 1 på Malta, og så sejlede vi til redningsområdet i farvandet nord for Libyen. Der var redninger med det samme.

Gummibådene rummede typisk omkring 120 mennesker på flugt, men der kunne godt være op imod 200. På større træbåde var der helt op til 600 mennesker ombord. Det er rigtig mange mennesker at tage imod på en gang.

Vi var to sygeplejersker og en læge ombord på Dignity 1, som havde plads til 450 mennesker på flugt. Så vi blev gerne i området, indtil skibet var fyldt op. Men det blev det også hurtigt.

Vi havde særligt en vanskelig og dramatisk redning. En gummibåd med omkring 100 mennesker på flugt var knækket sammen på midten, så mange var faldet over bord.

De havde tømt flere dunke med benzin for at bruge dunkene som en slags redningskrans for at holde sig flydende i vandet. Men benzinen flød rundt i båden og vandet og gav mange mennesker alvorlige kemiske forbrændinger.

Dem, som fik hovedet under vand, fik svære vejtrækningsproblemer – ikke kun på grund af havvand, men også på grund af benzinen.

Vi stod nu med et overrumplende antal svært tilskadekomne.

Vi arbejdede som gale i to døgn

Alle var meget forkomne, og flere faldt om i udmattelse. De havde jo været klemt sammen i de ringe gummibåde i mange, mange timer og havde siddet i mørket på havet hele natten.

Alle fra gummibåden var kolde og gennemblødte af benzin. Vi måtte have tøjet af dem alle sammen og skylle dem grundigt. Alt stank af benzin, og jeg turde slet ikke tænke på, hvor potentielt farlig en situation vi var i.

Jeg husker bare, at jeg på et tidspunkt fik råbt, at det skulle dobbeltsikres, at der ikke blev tændt nogen som helst ild. Ellers tror jeg, hele båden ville være røget i luften.

Der var så meget benzin, at huden på vores egne arme og ansigter brændte mere og mere, som timerne gik.

Det var voldsomt. Folk skreg og græd. Vi arbejdede som gale de næste 48 timer, indtil vi nåede den italienske kyst.

”Mine børn”

Vi fik evakueret en seksårig dreng med svære forbrændinger og en ung kvinde med alvorlige vejrtrækningsproblemer med helikopter.

En kvinde, som rejste med sine to børn på fire og fem år, havde været med til at redde den seksårige fra at drukne. Men mens hun gjorde det, faldt hendes egne to børn over bord og druknede.

Den sorg var næsten ikke til at bære for nogen af os. Hun kunne dårligt nok stå på benene, og de eneste ord, vi hørte, var ”mine børn, mine børn”.

Jeg kunne næsten ikke klare at følge hende i land. En rejse mod sikkerhed med en alt for høj pris.

Vi mistede også en gravid kvinde på 21 år efter at have genoplivet hende to gange. Skaderne i hendes lunger var for store. De kemiske forbrændinger var virkelig slemme.

Ofre for tortur

Men vi tog os også af meget andet: alvorlig underernæring, voldtægtsofre og skader fra grov tortur. Mennesker, der var blevet banket med træstykker og rør.

Vi så brækkede lemmer, der var vokset skævt sammen, fordi de aldrig var behandlet kirurgisk eller med gips.

En mor til fire fortalte mig, at udenlandske børn i Libyen bliver kidnappet. Hvis forældrene ikke kan betale løsesummen, bliver børnene halshugget og hovedet sendt i en plasticpose til forældrene. Det havde de oplevet i deres omgangskreds.

Hun var selv fra Sudan og turde derfor ikke længere blive med sin familie i Libyen, selvom hendes mand er fra Libyen. Der var mange frygtelige historier og skæbner.

800 liv reddet

Jeg synes, det var rigtig svært at komme frem til Italien. På kajen stod alle myndighederne: politi, militær og sundhedspersonale i fuld beskyttelsesudstyr.

Så ser man de forhåbningsfulde glade ansigter på flygningene lukke sig sammen igen.

En lille pige havde tabt sin bamse på Dignity 1. Hun var kørt af sted med en af de første busser, som kom og hentede folk fra båden.

Jeg forsøgte at få en af de andre buschauffører til at tage den med, så hun kunne få den igen.

Eneste lille ejendel taget med hjemmefra, som hun har knuget ind til sig på gummibåden en lang dag og nat i uvished og rædsel. Men chaufføren ville ikke hjælpe.

Jeg fandt en anden flygtning, som havde en lomme. Han ville prøve at finde pigen og give hende bamsen. Jeg håber, det lykkes.

Selvom det var hårdt at se så meget lidelse på havet, så prøvede jeg at holde fokus på alt det arbejde, som rent faktisk lykkes.

Det er jo fantastisk at kunne sætte 450 mennesker af på den italienske kyst. Mennesker, som sandsynligvis ville have været døde, hvis vi ikke havde reddet dem i bølgerne.

Jeg er vældig stolt af, at jeg i løbet af to uger var med til at redde op mod 800 menneskeliv for Læger uden Grænser.

Læger uden Grænser arbejder på tre redningsskibe på Middelhavet: Dignity 1, Bourbon Argos og Aquarius. Vi begyndte at redde liv på havet i maj 2015, og siden da har vi reddet over 32.000 mennesker på flugt.

Historier fra vores udsendte

Anne Louise de Barros Damgaard

Sydsudan

Hvis du ikke kan amme dit barn, må en anden gøre det

Læs mere

Heidi Christensen

Venezuela

Det venezuelanske Klondyke: ”Nogle af indbyggerne får malaria 10-15 gange om året.”

Læs mere
Mozambique

Mistede sin mand og alene med tre børn: Jobbet som sygeplejerske hjælper mig gennem sorgen

Læs mere
Rasmus Schou Christensen - læge i Læger uden Grænser

Rasmus Schou Christensen

Libanon

Rasmus hjælper flygtninge i Shatila-lejren i Libanon: “Drengen ville dø uden behandling”

Læs mere

Ann Mills Karlslund

Irak

Genåbning af hospital i nordirak: “Her er mennesker stadig mærket efter grusomme overgreb”

Læs mere

Anne Louise de Barros Damgaard

Sydsudan

Kunne drengens liv være reddet?

Læs mere
DR Congo

Mæslinge-epidemien i DR Congo: ”Landets børn er seje, men de er sårbare”

Læs mere

Mads Geisler

Den Centralafrikanske Republik

Mads før sin 11. tur i felten: ”Jeg kan ikke forestille mig noget mere meningsfyldt”

Læs mere

Mie Terkelsen

Gaza/Vestbredden

“Drengens far græd af glæde”

Læs mere

Irene Kruse

Libyen

Danske Irene i Libyen: Et umenneskeligt system

Læs mere

Ann Mills Karlslund

Mozambique

Danske Ann i Mozambique – Befolkningen reparerer deres liv

Læs mere

Anna Lund

Grækenland

Anna er jordemoder på Lesbos: “Ingen vælger at føde i en flygtningelejr.”

Læs mere

Anne Louise de Barros Damgaard

Sydsudan

“Børnene har ikke kræfter til at spise”

Læs mere

Georgina Woolveridge

Irak

Jeg ønskede desperat at glemme barnet”

Læs mere

Heidi Christensen

Drop vaccinemodstanden og øg vaccineadgangen

Læs mere

Irene Kruse

Libyen

“Kvinder fortæller, de er blevet voldtaget, slået og udsat for tortur.

Læs mere