En arbejdsdag midt i tåregas og gummikugler

Vores læge Anne Leegaard mærkede tåregassen på egen krop, da der i april var uroligheder ved Idomeni-lejren i Grækenland på grænsen til FYROM (Makedonien). Læs her om hendes kamp for at redde børn og voksne, når øjnene brænder og vejrtrækningen er hæmmet.

Det er søndag d. 10. april. Jeg har en tiltrængt fridag, da vores medicinske leder ringer.

”Anne, der er uroligheder og tåregasangreb i lejren. Vi har brug for, at du finder to læger, der kan være klar til afgang om en halv time. ”

Det er mig, der har ansvaret for at koordinere lægegruppen. Jeg får hurtigt fat på en af vores erfarne læger: Hun er klar. Jeg tager selv af sted som den anden.

Situationen eskalerer, og vi forventer, at antallet af sårede vil stige voldsomt i løbet af dagen. Derfor når jeg, inden vi kører mod lejren at informere resten af de læger, der ikke allerede er på arbejde om at holde sig standby, hvis vi får brug for ekstra hænder.

Folk flygter fra tåregassen

Det er den mest surrealistiske oplevelse at ankomme til lejren. Himlen er blå, solen skinner og fuglene kvidrer løs. På afstand ser det næsten hyggeligt ud med alle de små festivaltelte. Men bragene fra tåregas-granaterne, som det makedonske politi sender ind over grænsehegnet til Grækenland, bryder idyllen. Og de bliver ved. Og ved.

Efter fem minutter opgiver jeg at tælle, hvor mange brag jeg har hørt. Vi går hurtigt hen mod lejren – det er et flot syn med alle de hvide veste med Læger uden Grænsers røde logo.

Alle andre nødhjælpsorganisationer har trukket sig ud af lejren i Idomeni på grund af urolighederne – kun Læger uden Grænser er talstærkt til stede for at yde medicinsk hjælp til de mange patienter.

Da vi kommer tættere på lejren, kan vi se røgen fra tåregasgranaterne. Vi kan se folk, der flygter, hver gang en granat lander et nyt sted. Vi kan høre råbene og se det makedonske politi på den anden side af pigtrådshegnet et par hundrede meter væk.

Patienter råber og græder

Da vi nærmer os den ene af vores to klinikker, bliver jeg for første gang ramt af tåregassen. Øjnene svier og løber øjeblikkeligt i vand. Jeg hoster og trækker min t-shirt op foran munden. Det går heldigvis hurtigt over igen.

Ved klinikken er der fyldt med patienter, der råber og græder. Folk, der er faldet om, bliver hastigt bragt hen til os – enten båret i et tæppe eller på primitive bårer. Morgenholdet har allerede været i gang længe – både her og i den anden klinik.

Sammen med en af vores rutinerede sygeplejersker tager jeg mig af triagen – altså hurtigt at vurdere om folk har livstruende problemer, alvorlige problemer eller mindre alvorlige problemer, der kan vente.

Det vælter ind med patienter – de fleste har smerter fra irriterede øjne og problemer med at få vejret, men vi ser også mange, der er blevet skudt med store, hårde gummikugler.

Efter et par timer er der ophold i urolighederne. Det betyder, at der ikke kommer så mange nye patienter til klinikken, og vi samles for at gøre hurtigt status over situationen. Der går rygter om, at situationen vil eskalere yderligere, så jeg bliver bedt om at kalde flere læger ind.

Tåregas mellem teltene

Jeg beder også folk om at være standby til at afløse os i aften/nat. Alle melder sig klar med det samme. Selv morgenholdet, som er trætte og sultne, insisterer på at blive ved.

Vi er Læger uden Grænser, så selvfølgelig er vi klar til at hjælpe – alligevel bliver jeg stolt over den opbakning og den umiddelbare vilje til at stille op, som jeg møder fra hele teamet.

Kort efter begynder det makedonske politi at affyre tåregas-granater igen – jeg ved ikke, hvor mange timer det har stået på. Men nu begynder de at sende granaterne meget langt ind over grænsen.

Først tror jeg ikke mine egne øjne – det må da være en fejl? Men nej, granaterne lander nu ned mellem teltene. Telte, som den seneste halvanden måned har været ”hjem” for rigtig mange familier og små børn.

Jeg bliver virkelig vred, da jeg ser det. Her mellem teltene er der ingen ”trussel” for det makedonske politi. Men det er ingen tilfældighed, der er ikke tale om fejlskud, for det sker igen og igen. Nogle af tåregasgranaterne falder så tæt på vores klinik inde midt i lejren, at vi må bede vores personale om at holde sig inde på klinikkens område – simpelthen for ikke at blive ramt i hovedet.

Folk begynder igen at strømme til klinikken, og vi har travlt med at behandle patienter.

Mund og hals brænder

Pludselig begynder folk tæt på klinikken at råbe højt og løbe væk, og jeg finder hurtigt ud af hvorfor. Jeg befinder mig i klinikkens udendørsområde, da mine kolleger og jeg kort efter igen bliver ramt af tåregas. Men denne gang er det meget voldsommere end første gang.

Mine øjne brænder og løber i vand, og jeg kan intet se. Min mund og hals brænder, og jeg hoster og hoster. Alle uden for klinikken er ramt, og vores leder råber: ”Ind i klinikken!”.

Personale og patienter søger tilflugt inde i den trange mobilklinik. Jeg kan stadig ikke se ud af mine brændende øjne, men på en eller anden måde registrerer jeg en mor med to små piger på omkring 4-5 år indenfor.

Jeg er bange for, at pigerne vil blive mast, hvis folk fortsætter med at strømme ind i klinikken, så med lukkede øjne løfter jeg den mindste af dem op på briksen og søger hen mod indgangen for at forhindre flere i at komme ind – der er simpelthen ikke plads.

Jeg er voldsomt hæmmet i mit arbejde på grund af tåregassen – det er vi alle sammen. Det er ren og skær held, at vi ikke havde patienter med livstruende skader på klinikken, da tåregassen ramte. Jeg tør ikke tænke på, hvilke konsekvenser det kunne have fået.

Det er stort set umuligt at hjælpe andre, hvis du pludselig bliver blændet og har svært ved at få vejret – selvom det går over forholdsvis hurtigt, kan de få minutter hvor læger og sygeplejersker er sat helt eller delvist ud af spillet ende med at få fatale konsekvenser for patienterne.

Børn har brug for hjælp

På trappen ind til klinikken stopper jeg en dreng på 10-12 år. Han er bange og råber til mig på arabisk. Jeg forstår ikke et ord af, hvad han siger – alligevel ved jeg fuldstændig, hvad han prøver at fortælle mig.

Med sammenknebne øjne og tårerne trillende ned af mine kinder hjælper jeg ham hen til en spand uden for klinikken og siger ”mai” (vand). Jeg viser ham, hvordan han skal skylle øjnene for at lindre smerten.

Tilbage i klinikken er mine kolleger i gang med at hjælpe patienterne. Den største af de to små piger står stadig på gulvet ved siden af sin lillesøster og græder. Jeg hælder vand på noget køkkenrulle og tørrer hendes øjne, mens jeg beroliger hende.

Langsomt fortager effekten af tåregassen og patienterne forlader igen klinikken.

Regnen begynder at falde og lægger en dæmper på begge sider af grænsehegnet. Det er nu småt med aktivitet ved klinikken. Vi kan midt på aftenen sende morgenholdet hjem efter en lang og sej arbejdsindsats.

Ramt af gummikugler

Jeg bliver tilbage sammen med et lille team af sygeplejersker og kulturtolke for at være standby. Det er en fredelig aften, så jeg går over for at se til teamet i den anden klinik. Vi udveksler erfaringer fra dagens oplevelser – også her har de haft travlt.

Tilbage i den første klinik venter vi på, at natholdet kommer og afløser os. Der kommer et par enkelte patienter – en med astmaanfald, et par patienter med skader, efter at være blevet ramt af de hårde gummikugler, som det makedonske politi affyrede tidligere på dagen.

På et tidspunkt kommer en 9-årig syrisk dreng forbi. Han fejler ikke noget, men vil gerne snakke med os og se klinikken, og han forærer mig en af gummikuglerne, som han har samlet op efter urolighederne.

Vi har ingen patienter på dette tidspunkt, så jeg tager mig også tid til at lave lidt fis og ballade med ham. Jeg bliver glad for hvert eneste smil, jeg kan fremkalde hos børnene i lejren.

Læger uden Grænser driver en medicinsk klinik i Idomeni-lejren, og vi sørger også for rent vand og sanitet.

Historier fra vores udsendte

Læger uden Grænser (MSF) driver en klinik for børn i flygtningeljren Moria på Lesbos i Grækenland

Mie Terkelsen

Grækenland

Dansk sygeplejerske på Lesbos: Børnene vil ikke leve mere

Læs mere
Syrien

Krigen i Syrien: Kvinden bag ”The Cave”

Læs mere
Underernæret baby hjulpet af Læger uden Grænser på børnehospital i Nigeria

Cæcilie Borg Hjelt

Nigeria

Jeg får et chok, da jeg ser hende”

Læs mere
Sygeplejersken Mie behandler et barn på Lesbos

Mie på Lesbos

Læs mere

Mie Terkelsen

Grækenland

Moria: Flere børn risikerer at miste livet

Læs mere
DR Congo

”Alle kvinder i verden fortjener den bedste fødselshjælp”

Læs mere
Grækenland

”Jeg tror, at jeg skal dø nu,” siger hun til sin far

Læs mere

Kjeld Kromand

Grækenland

Kjeld på Lesbos: “Jeg får lyst til at give dem et kram”

Læs mere

Astrid Opstrup

DR Congo

Ny ebola-behandling: “Vi kan undgå, at børn som Alpha dør.”

Læs mere

Mads Geisler

Yemen

Vores danske læge: ”Nye kampe i Yemen er katastrofale for civile”

Læs mere
Bangladesh

“Børn dør af kroniske sygdomme, fordi medicinen ikke er tilgængelig”

Læs mere

Anni Fjord

Nigeria

Ti år lang konflikt koster stadig liv

Læs mere

Anni Fjord

Nigeria

“Helt mirakuløst spiser hun af det med det samme.”

Læs mere
Yemen

”Vores hold arbejder døgnet rundt”

Læs mere

Heidi Strømsholt

DR Congo

“Børn bør ikke dø af mæslinger”

Læs mere

Mikkel Carlsen

Tchad

”Tænk engang, hvor lidt der skulle til”

Læs mere