Ebola-lægen: Derfor spreder ebola stadig frygt
Vores læge Mads Geisler fortæller her, hvorfor ebola stadig er et stort problem i de Vestafrikanske lande Liberia, Sierra Leone og Guinea.
Hvorfor skal vi stadig frygte ebola?
“Selv om epidemien ikke berører os direkte i Danmark, har den stor effekt i Vestafrika (Guinea, Liberia, Sierra Leone). Ikke kun for ebola-patienter, men også for alle andre, der har brug for lægehjælp.
Situationen er ekstremt grel for gravide kvinder, patienter med hiv/aids, tuberkulose og ikke mindst børn.
Det går ud over alle, fordi disse patienter har behov for akutte sundhedsydelser og i de tre lande er ressourcerne til svært syge patienter ikke eksisterende. Egentlig er det alle syge, der rammes, men disse patientgrupper bliver hårdest ramt”.
Hvad vil det betyde for Vestafrika, hvis ebola blusser op igen?
“Allerede nu kræver det en stor fremadrettet indsats at få genopbygget sundhedssystemerne i de tre lande. Hvis ebola vender tilbage med samme styrke, vil det have forfærdelige konsekvenser. Konsekvenserne er netop mange døde – lidt under halvdelen af ebolapositive patienter dør desværre i felten.
Det har også store konsekvenser for socialt liv og sundhed. Indsatsen mod ebola handler i høj grad også om at støtte sundhedssystemerne generelt og få dem til at fungere”.
Hvem lider mest efter ebola-epidemien?
Det er de sårbare patientgrupper. Hvis de ikke har familie og økonomiske midler, er de meget dårligt stillet. De fattige lider ekstremt. Det er meget ubehageligt at se et sundhedssystem i knæ på denne måde.
“Gravide kvinder har svært ved at blive behandlet, hvis de har komplikationer i graviditeten, især hvis de har feber, fordi det kan være tegn på ebola, men også andre symptomer. Sundhedspersonalet er præget af frygt, fordi mange er blevet smittet for eksempel under kejsersnit og kontakt med fostervand.
Medmindre en kvinde er testet negativ hos Læger uden Grænsers behandlingscentre, oplever mange problemer med at blive behandlet. Frygten for at blive smittet er stadig stor. Man ved nemlig stadig ikke, hvor længe ebolavirus bliver i kroppen”.
Læger uden Grænser har et beredskab stående standby i Liberia. Landet blev for nylig erklæret ebolafri efter 42 dage uden nye tilfælde, men i slutningen af juni dukkede et nyt tilfælde op.
I Guinea og Sierra Leone har vi stadig aktive behandlingscentre. I Guinea ansatte vi i starten af 2015 ca. 600 sundhedsrådgivere til at oplyse befolkningen om ebola. Skal ebola til livs, kræver det, at alle befolkningsgrupper informeres om sygdommen.