MSF107950-rejsebrevRebecca.jpg

“Det er en meget hård virkelighed”

For anden gang er anæstesisygeplejerske Rebecca Nielsen ude med Læger uden Grænser. Og for anden gang er destinationen Nigeria. Denne gang i Jahun, hvor hun skal hjælpe til på operationsgangen. Hun skriver hjem fra en hverdag, der er meget anderledes end den, hun møder herhjemme.

Hej alle sammen.

 

Min mission befinder sig nordpå i staten Jigawa i byen Jahun. Fra Abuja blev jeg kørt til Jahun- en køretur på 9 ½ time. Køreturen var ganske spændende. Jeg sad som den eneste i jeepen på forsædet og nød udsigten. Vejene var overraskende gode. Landskabet ændrede sig jo længere nordpå vi kom. Her er meget tørt og mest sand- kun få asfalterede veje.

 

Jigawa er en af de fattigste stater i Nigeria, med en befolkning på ca 4 mill. Langt de fleste er muslimer, kun få kristne. Mødredødeligheden er meget høj.  Dette skyldes flere faktorer; mange er kronisk underernærede, de bliver gift meget unge – ned til tolvårs alderen, de har meget tidlige graviditeter og manglende adgang til jordmødre og fødselslæger.

 

Ydermere forårsager de mange og langvarige fødsler fistler. Ca. 400.000 alene i Nigeria har VVF – vesico-vaginal fistula – 18.000 nye kommer til hvert år. Fistler er utætheder mellem blæren og vagina. Rectum inkluderes også indimellem. Kvinden får under langvarig fødsel iltmangel til de nedre væv, der gør, at vævet dør og medfører utætheder. Dette betyder, at kvinderne bliver urininkontinente eller ikke kan holde på deres afføring.

 

Traditionen her er, at mødrene bliver ladt alene, når de skal føde. De ligger simpelthen helt alene i deres hytte. Fødslen kan tage mange dage, hvilket bevirker at mange børn og mødre dør.

 

Jahun VVF center har eksisteret i adskillige år. Medecins sans Frontieres begyndte missionen i 2008. De fortsatte med at behandle VVF, men udvidede projektet for at forebygge dødeligheden og VVF. Nu modtager vi også fødende kvinder. Læger uden Grænser tager sig af de komplicerede kvinder, og de lokale medarbejdere tager sig af de ukomplicerede.

 

Hverdagen

I øjeblikket har Læger uden Grænser en VVF kampagne. Det vil sige, at vi i denne måned har øget VVF operationerne til ca. seks dage om ugen. Nationale kirurger foretager dette arbejde. Begge kirurger kommer flere gange om ugen for at operere 2-3 piger om dagen. Generelt er det meget svært at finde kirurger, som har lyst eller tid til at komme til Jahun, som ligger langt væk fra alt.

 

En operation varer fra 45 min til 2 timer. Sidste måned blev kun10 opereret for VVF, så der er virkelig fremgang i denne måned. Begge kirurger er meget travle og passer deres eget job på lokale hospitaler i byen Kano 2 ½ times kørsel herfra. Pigerne får en rygbedøvelse af mig eller min kollega. Operationerne er planlagte og kører stille og roligt.

 

Herudover bedøver vi de akutte patienter. Kejsersnit, blødninger efter fødsel, udskrabninger efter fødsel eller aborter hvis fosteret er gået til. Syning af livmoderen, hvis den er bristet og eller fjernelse af livmoderen.

 

Hospitalet er pænt stort. Læger uden Grænser er på operationsgangen, fødselsgangen og også hos VVF pigerne. Jeg taler med pigerne dagen før operation. Her er ca. 50 pladser, men 90 piger. Da der er kampagne i øjeblikket har vi måttet slå to store telte op for at alle kan være der. Stemningen er ikke helt dårlig i den afdeling.

 

Pigerne venter på operation og er taknemmelige herfor. Der lugter af tis, da pigerne er inkontinente og har urinkatheder, men drypper jo alligevel. De fleste af dem behøver 2-3 operationer og er derfor indlagt længe.

 

Det svære valg

Vi skal også være meget sikre på, om det kan betale sig at operere en kvinde. Hvis lægerne formoder at moren ikke vil overleve, behandler vi ikke.

Nogle af pigerne er i en meget dårlig tilstand ved ankomst til hospitalet, og dem når jordmødrene eller fødselslægerne ikke altid at redde. Vi skal også være meget sikre på, om det kan betale sig at tage en kvinde på operationsbordet. Hvis lægerne formoder at moren ikke vil overleve, behandler vi ikke.

 

Hernede er der ringe form for efterbehandling. Vi har ikke mulighed for at behandle moren intensivt. Hjemme behandler vi jo altid og har adgang til alt. Det er en meget hård virkelighed, men sådan er vilkårene.

 

De fleste kvinder har haft rigtig mange fødsler – op til 12 er det højeste tal, jeg har set. Alle har haft et par dødfødsler. Jordmødrene/fødselslægerne tager imod flere døde børn om ugen.

 

Ca 12% af børnene er døde, 8 % har behov for hjælp på afdelingen for for tidlig fødte børn eller syge børn, men her er kun ilt og antibiotika at gøre godt med. Derfor dør mange af de børn også. Ca 1 % af mødrene dør i øjeblikket, hvilket er en stor forbedring efter at Læger uden Grænser har påbegyndt projektet.

 

Jeg befinder mig stort set kun på operationsstuen i øjeblikket. Vi har to, men de er ikke altid begge i brug. Udstyret er fint som det skal være og jeg/vi har hvad vi skal bruge til at bedøve.

 

Indimellem bruger de lokale folk den ene operationsstue til andre operationer, som ikke har med vores projekt at gøre. Herudover findes en tredje operationsstue, hvor de lokale laver små indgreb på bedste beskub uden narkosemidler og kun sparsomt udstyr. Indimellem er vi nødt til at hente vores rengøringsmand på denne operationsstue, da han står og hjælper lidt til. 

 

Så der sker hele tiden noget på hospitalet hele tiden. 11 dage er gået og jeg er ved at komme ind i rutinerne her i Jahun. Udstyr og medicin er det samme i hele verden, når man tager på mission med Læger uden Grænser, hvilket har gjort denne anden mission nemmere for mig.

 

Her er 35 grader om dagen og ca 20 om natten lige til at holde ud.

 

Ha’ det godt alle sammen.

Kærligst, Rebecca.