Den sejeste sygeplejerske

Sam Templeman er australsk børnesygeplejerske. Han har arbejdet ni måneder med behandling af underernæring på et hospital i Helmand-provinsen, Afghanistan. Her møder han to forbløffende kvinder.

Vi kunne ofte høre kampene mellem bevæbnede grupper og regeringsstyrkerne. En dag var der en større eksplosion ikke langt fra hospitalet. Så blev en af sygeplejerskerne ringet op. Det var hendes søster, der fortalte, at deres hus var blevet ødelagt. Gudskelov var ingen mennesker kommet til skade.

 

Sygeplejersken bad mig om lov til at tage fri, så hun kunne finde ud af omfanget af ødelæggelserne og redde, hvad hun kunne.

 

De fleste mennesker ville blive synligt berørt over at se deres hus ødelagt. Men da hun samme dag vendte tilbage, syntes hun upåvirket af situationen. Selv da en af hendes patienter døde senere samme dag, holdt hun skansen.

 

Da hendes vagt sluttede, tog hun sin burka på og tog hjem til der, hvor hendes hus plejede at stå. Hun kom på arbejde til sin næste vagt og arbejdede lige så hårdt, som hun altid plejede.

 

Jeg vidste godt, at hun var en hårdfør kvinde. Men jeg var alligevel imponeret over, at hun magtede at passe sit arbejde, når hendes hus lige var lagt i ruiner.

 

Hun skraldgrinede af mig

På grund af sikkerhedssituationen var det forbudt for det internationale personale at bevæge sig ud i byen. Jeg blev kørt fra mit hus til Boost-hospitalet og tilbage igen, når jeg havde fri. Så vi længtes alle efter at kunne gå rundt i byen, eller bare det at kunne sætte sig og få en kop te.

 

Mod slutningen af min udstationering spurgte en af sygeplejerskerne mig, om jeg havde fået besøgt basaren. Hendes kolleger rystede på hovederne og gestikulerede, at jeg kun havde bevæget mig fra A til B.

 

”Er det virkeligt sandt, ” spurgte sygeplejersken. ”Du har aldrig været andre steder end i dit hus og på hospitalet? I ni måneder? ”

 

”Jo, en gang var jeg til et møde, ” svarede jeg.

 

Jeg har ikke lov til at bevæge mig ud i byen. Sygeplejersken brød ud i en ustoppelig latter. Der sad jeg så og måtte finde mig i, at en 19-årig sygeplejerske sad og skraldgrinede af mig, fordi jeg ikke måtte bevæge mig ud i byen.

 

Jeg brød mig ikke om det. Men mine internationale kolleger syntes, det var et underholdende lille optrin.    

 

På børneafdelingen var alle sygeplejersker og hjælpere kvinder. Jeg satte stor pris på at arbejde med de lokale kvindelige kolleger på afdelingen, og jeg var godt klar over, at det var et stort privilegie at arbejde side om side med kvinder i Afghanistan. Jeg lærte fra mig. Men jeg lærte sandelig også ting fra dem.

 

 

Det gør Læger uden Grænser:

  • Boosthospitalet ligger i Helmands største by Lashkar Gar og er et af to hospitaler, der dækker hele det sydlige Afghanistan. Læger uden Grænser startede på Boost i 2009.
  • Boosthospitalet er et stort hospital og også et af Læger uden Grænsers største projekter. Her arbejder vores læger og sygeplejersker sammen med det lokale sundhedspersonale. Op mod 700 lokale medarbejdere er lønnet af Læger uden Grænser.
  • I december 2011 åbnede vi en afdeling på hospitalet, der er specialiseret i at behandle underernærede børn. Helmand-området er meget fattigt, og der er et kronisk problem med underernærede børn. Den udbredte fattigdom betyder, at mange mødre ikke får mad nok til at kunne producere mælk til børnene.
  • Underernæring er en af de største dødsårsager for børn under fem år i Helmand.