Vores fødselslæge Maria Milland hjælper tvillinger til verden på Læger uden Grænsers hospital i Elfenbenskysten

”Den lille dreng ser tilfreds ud – det er jeg også”

Maria Milland har været udsendt som fødselslæge til et hospital i Elfenbenskysten, hvor Læger uden Grænser leverer gratis fødselshjælp. Ofte opstår noget helt uventet på fødegangen – og så må hun tage hurtige beslutninger. Her er anden del af hendes rejsebrev.

Som jeg er på vej ud fra operationsgangen, ringer min telefon.

Det er jordemoder Sylvie fra fødegangen. Hun har modtaget en 5. gangs fødende med gode veer, lidt rigelig blødning og påvirket hjertelyd på barnet.

To minutter efter er jeg fremme på fødegangen. Jeg undersøger kvinden indvendigt og kan mærke to fødder, som allerede er på vej ud. Livmodermunden er ikke helt åben – der er stadigvæk en kant.

Læger uden Grænsers retningslinjer anbefaler ved fodpræsentation et kejsersnit – med mindre det drejer sig om meget små børn, børn som allerede er døde, eller det er barn nummer to ved en tvillingefødsel. Her er det ingen af delene.

Barnets hoved kan sidde fast

Jeg bliver nødt til at tage en hurtig beslutning.

Jeg har et barn, som allerede er godt på vej ud og har brug for at komme til verden hurtigt, for hjertelyden er påvirket. Kvinden har født fire gange før, og det er gunstigt. Men der er en risiko for, at barnets hoved vil sidde fast, efter at kroppen er født.

Jeg beslutter mig for at forsøge at trække barnet frem og beder kvinden presse ved den næste ve.

Fødderne og benene kommer frem uden problemer, og ved brug af forskellige manøvrer fødes krop, skuldre og hoved i løbet få minutter.

Den lille pige er slap. Vi klipper navlestrengen over, og jeg tager hende over på børnebordet. Hun kommer sig hurtigt, og inden for de første to minutter giver hun et livgivende skrig fra sig.

Vores fødselslæge Maria Milland sammen med resten af holdet på fødegangen.

Maria Milland sammen med resten af holdet på operationsgangen.

Baby i hængekøje

Lige som jeg tror, det hele er vel overstået, hører jeg Sylvie sige:

”Der er en til! ”

”Hvad siger du, er der et barn mere, ” spørger jeg.

”Ja, ” svarer Sylvie. ”Jeg kan mærke noget af et barns ryg. ”

Jeg efterlader den lille nyfødte pakket ind på børnebordet og får hurtigt sat en scanner på den nybagte mors mave. Minsandten ja, der er en lillesøster/lillebror, som har lagt sig godt tilrette som i en hængekøje med ryggen nedad mod livmodermunden.

Barnets hjerte slår, men langsomt. Jeg overvejer at vende barnet rundt udefra. Vi vil så kunne trække det frem, men Sylvie fortæller mig, at hun kan mærke ryggen direkte gennem livmodermunden – dvs. vandet er allerede gået, så en vending udefra er vanskelig.

Næste overvejelse er at nedlede barnet indefra og trække frem på fødderne. Jeg skønner, at det vil være svært, da barnets ryg ligger nedadtil, og det kan være vanskeligt at få fat i fødderne.

Tiden er knap

Et kejsersnit vil være den bedste mulighed, men hverken Sylvie eller jeg kan forklare det til kvinden, for ingen af os taler malinké særlig godt, og det er det sprog, den fødende taler.

Jeg ringer til narkosesygeplejersken Martine, som stadig er på operationsgangen med hele holdet og melder et kejsersnit.

Denne gang går det hurtigt med at få kvinden af sted på båren, for alle er på plads og klar. Inden vi kan gå i gang med operation, skal kvinden underskrive samtykkeerklæringen.

Diarra, som er operationsassistent, kan heldigvis malinké og forklarer til kvinden, at vi vil foretage en operation (der er ikke et ord for kejsersnit på malinké). Det vil hun ikke. Puha, tiden er sparsom, hvis vi skal have det barn ud i live.

Et kryds som underskrift

Diarra får forklaret, at der er endnu et barn derinde, og vi vil gerne redde det. Kvinden, som ikke anede, at hun ventede tvillinger, går nu med til operationen og skriver under på samtykkeerklæringen med et kryds på den linje, vi viser hende. Vi kan gå i gang.

Jeg får åbnet livmoderen og henter barnet frem ved at finde dets små fødder og dreje det rundt og trukket frem.

Som den lille dreng kommer til verden, åbner og lukker han sin lille hånd. Han ser tilfreds ud, det er jeg også.

Læger uden Grænser åbnede i samarbejde med de lokale myndigheder fødeafdelingen på hospitalet i Katiola, Elfenbenskysten, i sommeren 2014. Vi begyndte at arbejde i området, fordi mødredødeligheden var meget høj. Projektet har været en stor succes.

Tvillinger bliver født på Katiola-hospitalet i Elfenbenskysten.

Foto © Maria Milland

Historier fra vores udsendte

Læger uden Grænser (MSF) driver en klinik for børn i flygtningeljren Moria på Lesbos i Grækenland

Mie Terkelsen

Grækenland

Dansk sygeplejerske på Lesbos: Børnene vil ikke leve mere

Læs mere
Syrien

Krigen i Syrien: Kvinden bag ”The Cave”

Læs mere
Underernæret baby hjulpet af Læger uden Grænser på børnehospital i Nigeria

Cæcilie Borg Hjelt

Nigeria

Jeg får et chok, da jeg ser hende”

Læs mere
Sygeplejersken Mie behandler et barn på Lesbos

Mie på Lesbos

Læs mere

Mie Terkelsen

Grækenland

Moria: Flere børn risikerer at miste livet

Læs mere
DR Congo

”Alle kvinder i verden fortjener den bedste fødselshjælp”

Læs mere
Grækenland

”Jeg tror, at jeg skal dø nu,” siger hun til sin far

Læs mere

Kjeld Kromand

Grækenland

Kjeld på Lesbos: “Jeg får lyst til at give dem et kram”

Læs mere

Astrid Opstrup

DR Congo

Ny ebola-behandling: “Vi kan undgå, at børn som Alpha dør.”

Læs mere

Mads Geisler

Yemen

Vores danske læge: ”Nye kampe i Yemen er katastrofale for civile”

Læs mere
Bangladesh

“Børn dør af kroniske sygdomme, fordi medicinen ikke er tilgængelig”

Læs mere

Anni Fjord

Nigeria

Ti år lang konflikt koster stadig liv

Læs mere

Anni Fjord

Nigeria

“Helt mirakuløst spiser hun af det med det samme.”

Læs mere
Yemen

”Vores hold arbejder døgnet rundt”

Læs mere

Heidi Strømsholt

DR Congo

“Børn bør ikke dø af mæslinger”

Læs mere

Mikkel Carlsen

Tchad

”Tænk engang, hvor lidt der skulle til”

Læs mere