Millioner af mennesker dør hvert år, fordi de ikke har adgang til den medicin de har brug for. Foto: © Zen Lefort

Debat: Global medicinkrise kræver systemskifte

Millioner af mennesker dør hvert år fordi de ikke har adgang til medicin. Den eksistrende model for forskning og udvikling af ny medicin skaber medicin der er for dyr og ikke addresserer de reelle behov.

Debatindlægget er bragt på Altinget.dk

 

Af Michael Gylling Nielsen, direktør i Læger uden Grænser, Jesper Nørgaard Kjær og Benjamin Ebeling, hhv. national koordinator og europæisk koordinator i Universities Allied for Essential Medicines.

 

I denne uge sætter Læger uden Grænser og studenterorganisationen, Universities Allied for Essential Medicines (UAEM), fokus på problemerne med adgang til livsvigtig medicin, som ifølge verdenssundhedsorganisationen, WHO, årligt koster 10 millioner mennesker livet. Dokumentarfilmen “Fire in the Blood”, som vi afholder dansk forpremiere på i denne uge, skildrer kampen i 1990’erne mellem medicinalindustrien og hiv-patienter om retten til livsvigtig medicin til en pris, der er til at betale. Det er en grotesk historie om, hvordan vores nuværende model for udvikling af ny medicin skaber urimelige høje priser, som millioner af mennesker med livstruende sygdomme ikke kan betale.

 

Men det er på ingen måde et overstået kapitel. I 2010’erne har vi stadig den samme model for forskning og udvikling – en model, der er defekt. Kort sagt tilgodeser den profit fremfor behov. Modellen er baseret på patenter, der sikrer dem, der udvikler et nyt produkt, 20 års monopol på at sælge medicinen, som belønning for deres investering i forskning, udvikling og medicinske forsøg. Patenterne er på den måde det økonomiske incitament, der sikrer medicinalindustriens investeringer.  Modellen har to grundlæggende problemer, der betyder, at den favoriserer profit frem for behov og dermed de største humanitære behov.

 

Monopoler skaber højere priser

For det første sætter patenter konkurrence ud af spillet i 20 år. Patenter skaber et kunstigt monopol, der giver mulighed for at sætte prisen, som man ønsker. Man skal ikke læse meget i økonomiske grundbøger for at finde ud af, at monopoler er skidt for økonomien. De modvirker konkurrence og driver prisen op.

 

Og problemet eksisterer desværre ikke kun i teoribøgerne – det er meget virkeligt. Helt konkret kunne man se, hvordan priserne på hiv-medicin faldt fra omkring 60.000 kr. for et års behandling til omkring 600 kr., efter at monopolet blev brudt takket være generisk medicin, også kaldet kopimedicin, fra Indien. Og netop fordi den indiske regering prioriterede folkesundhed over økonomiske interesser, kunne millioner af mennesker komme i behandling for deres livstruende sygdom.

 

Den eneste grund til, at vi ikke har opdaget, at vi betaler overpris, er, at vi i Danmark har bygget en samfundsmodel, hvor vi er solidariske om udgifterne til medicin. Vi betaler over skatten og ser aldrig regningen på den medicin, der redder vores liv.

 

Dobbeltbetaling

Ikke nok med, at vi betaler alt for meget for vores medicin – vi betaler også to gange. Det gør vi gennem de fælles puljer i Danmark og EU, som støtter den medicinske grundforskning på universiteterne.  Hovedparten af al forskning, der danner grundlag for udvikling af ny medicin, foregår på universiteterne. Vi betaler på den måde for at udvikle medicin, vi efterfølgende bliver afkrævet overpris for.

 

Et helt grotesk eksempel er den nye medicin, sofosbuvir, mod Hepatitis C, også kendt som smitsom leverbetændelse, der er mere effektiv end tidligere behandling og har færre bivirkninger. Den er udviklet på baggrund af grundforskning finansieret af de engelske skatteborgere. Desværre får de selvsamme skatteborgere ikke gavn af den nye medicin, da Gilead, firmaet bag, har besluttet, at seks måneders behandling skal koste 84.000 dollars – et beløb som har fået de engelske sundhedsmyndigheder til at vælge ikke at tilbyde behandlingen. Det er blevet anslået, at de reelle omkostninger til at producere medicinen er ca. 120 dollars.

 

Medicinalindustrien vil indvende, at den høje pris er et udtryk for, at der er mange udgifter til forskning og udvikling, der skal dækkes ind. Og selv når man se bort fra de penge, vi i fællesskab giver til grundforskning, så er det dyrt at udvikle medicin. I lang tid har industrien fortalt, at det koster én milliard dollars at udvikle et nyt medicinalprodukt – et tal som der dog mangler dokumentation for.  Sidste år kom topchefen fra den britiske medicinalgigant, GlaxoSmithKline, for skade ved at omtale tallet som “en af de største myter i industrien”.

 

Vi mangler ny medicin

Det andet grundlæggende problem med modellen for forskning og udvikling er, at den skaber incitament til at forske i og udvikle medicin, som giver størst profit, frem for den medicin, der er størst behov for.  I mange år har det betydet, at der ikke blev udviklet medicin til at behandle tropiske sygdomme, på trods af flere forskere på Københavns Universitet har udviklet molekyler som har potentiale til at behandle multiresistent tuberkulose eller malaria. Der udvikles altså ikke ny medicin til sygdomme, som hvert år koster millioner af mennesker livet. Men det er ikke kun et problem i udviklingslandene, det manglende økonomiske incitament er også et problem i vores del af verden.

 

Her i Danmark bliver der heller ikke udviklet den medicin, som vi i allerede i dag men også fremadrettet kommer til at få brug for. I stigende grad ses problemer med aggressive bakterier, som udvikler resistens, eller modstandsdygtighed, mod de normale typer antibiotika. I Danmark har vi været gode til at begrænse brugen af antibiotika for at modvirke, at bakterierne udvikler resistens. Men det er en stakket frist. Der er brug for nye typer antibiotika til behandling af de resistente bakterier.

 

Den eksisterende model for udvikling af medicin understøtter ikke udvikling af ny antibiotika – tværtimod. For selvom medicin er livsnødvendig, kan det ikke betale sig at forske i den. For ny antibiotika skal bruges så lidt som muligt. Det skal ‘gemmes’ til de bakterier, der er modstandsdygtige over for de andre typer medicin. Og behandlingen er kort, 2 uger , i modsætning til eksempelvis kroniske sygdomme, der skal behandles livet igennem. Udsigten til at tjene mange penge på antibiotika, selv med et 20 års monopol, er ikke god.

 

Medicinalindustrien er ikke ond

Det er ikke et moralsk argument. Medicinalindustrien er ikke ond. De er en del af det system, som eksisterer i dag. Problemet er, at vi har konstrueret en model for forskning og udvikling i livsvigtig medicin, som ikke udvikler medicin på baggrund af de reelle behov. Og som producerer medicin, som er langt dyrere, end den behøver at være. Vi snyder os selv både på prisen og for den medicin, vi har brug for. Hvis vi vil have andre resultater, må vi ændre systemet. Men hvordan ændrer vi systemet, så vi får fair priser, og får den medicin, vi reelt har brug for?

 

Systemskifte

For at sænke prisen på den medicin der udvikles, er vi nødt til at afkoble omkostningerne til forskning og udvikling fra prisen på slutproduktet. På tegnebrættet er blandt andet modeller, hvor industrien belønnes fra offentlige puljer, når de gør innovative fremskridt inden for udvalgte forsknings- og udviklingsområder. En såkaldt milepælspris-model. I et scenarie, hvor man ønsker at lave en malaria vaccine, vil de forskellige innovative trin for at nå en sådan opfindelse være mange. Idéen er, at flere firmaer kan byde ind med deres ekspertise og derved udvikle den nye medicin i fællesskab.  Når produktet, vaccinen, er færdigudviklet, er prisen på innovation og udvikling allerede betalt. Produktionen kan herefter laves til den laveste mulige pris og på den måde gavne flest mulige.

 

Ovenstående kan dog virke som utopi i forhold til vores nuværende system. Et konkret sted at starte er at stille krav til medicinalindustrien, når de køber patenter fra de danske universiteter. På flere end 40 universiteter i USA har de indført en social ansvarlig kommercialiseringspolitik. Politikken betyder, at når et patent sælges, eller et firma får licens til at bruge et patent, indlægges der en klausul i kontrakten, som sikrer, at det færdigudviklede produkt gøres tilgængeligt og muligt at betale for befolkningen i udviklingslande. På den måde angriber man problemet med de høje priser. UAEM er i dialog med flere danske universiteter for at få indført en sådan politik.

 

Systemskiftet kan virke som et uoverskueligt projekt. Industrien vil stritte imod. Politikere vil stritte imod. Men det ændrer ikke ved fakta; millioner dør årligt af sygdomme, som kan behandles, og medicin udvikles med øje på profit og ikke humanitære behov. Vi har en global medicinkrise. Det er systemets skyld – det er vores egen skyld – og derfor er vi nødt til at lave et systemskifte.

 


 

Dokumentarfilmen ‘Fire in the Blood’ vises i København tirsdag og onsdag 8. – 9. april fra 17 – 19.30 på henholdsvis  Center for Sundhed og Samfund (CSS) og Studenterhuset, og i Aarhus torsdag d. 10 april kl. 17-19 på Institut for Biomedicin, Aarhus Universitet. Torsdag på Center for Sundhed og Samfund (CSS) sætter en paneldebat fokus på universiteternes ansvar for global sundhed og muligheder og udfordringer for en social ansvarlig kommercialiseringspolitik på Københavns Universitet. Se mere på UAEM.dk