Danske Ann i Mozambique: Befolkningen reparerer deres liv
Normalt erkystbyen Beira i det østlige Mozambique en charmerende by. Lange strandestrækker sig foran Det Indiske ocean. Skyggefulde gader snor sig, og beplantedetræer giver lidt skygge for den bagende sol. Eller sådan var det, før cyklonenIdai raserede kystbyen, fortæller danske Ann Mills, der arbejder for Læger udenGrænser i det katastroferamte område.
”Træerne er flåeti stykker. Grenene er revet af, og der er ikke et blad tilbage. Hvis de da ikkeer væltet og har taget mure og rækværk med sig. Mange huse har fået flået tagethelt eller delvist af, og elkablerne hænger mange steder mismodigt ned på fortovet.Og efter den voldsomme vind kom regnen, som stod ind i husene, og skyllede altmed sig.”
Mens nødhjælpentil ofrene strømmer ind, arbejder Beiras indbyggere tålmodigt på at genopbyggederes by og liv. Og der er nok at tage fat på. 468 personer er døde. Tusindertilskadekomne. 90 procent af den store by er ødelagt. Hundrede tusindermennesker står uden hus og hjem, og mange af dem samles lige nu i lejre. Påtrods af katastrofens massive omfang, ser Ann indbyggernes vilje til at kommevidere overalt.
”Grene og blade er samlet i bunker, sandet er kørt tilbage på stranden, tagene er mange steder dækket af presenninger eller er allerede under reparation. Folk går på arbejde, og nogle skoler er i gang igen. Og mange steder i byen fungerer gadelygterne, hvilket gør en stor forskel. Natten starter kl. 6, og den er mørk,” fortæller hun.
Nu skyller kolera indover Beira
De hårdt prøvedeindbyggere i den plagede by står nu over for en ny udfordring. Den livsfarlige sygdom kolera er brudt ud, og Læger uden Grænser behandler ligenu hundredvis af patienter hver dag. Selvom det er en udfordrende situation,fungerer indsatsen.
”Sundhedscentrenemodtager kolera-patienter og behandler dem, og sundhedsarbejderne kommer ud ilokalområderne og lærer folk at håndtere drikkevand og fødevarer og behandler defolk, som alligevel bliver syge,” fortæller Ann.
Mange steder iområdet er det tæt på umuligt at komme frem, og så må man finde alternativeløsninger.
”Der er en fyr,som organiserer transport af medicin og udstyr i både langs kysten. Der ermasser af byggearbejde i gang, og vi genopbygger sundhedscentre og hospitalet,samtidig med at der indrettes midlertidige sengepladser på bænke og madrassertil kolera-patienterne.”
Flere af voreslokale ansatte, der selv har mistet både ejendele og hjem, knokler ufortrødentfor at hjælpe ofrene.
”Der er stadigrester af forskrækkelse og traumer, og nu er de simpelthen trætte, fordi deskal arbejde så hårdt, men de klager sjældent eller aldrig.”
Det på trods af,at huse falder sammen om ørerne på dem.
”En af voreschauffører kørte en omvej for at vise mig sin brors hus. Et pænt, stort hus ito etager, som nærmest var imploderet. Broren, en ældre mand, nægtede at forladesit hus, men hans to voksne sønner løftede ham ud i bilen og kørte ham isikkerhed. Og kort efter faldt resten af taget og hele førstesalen, gennemvåd,som den var, ned i stueplan. Den lille have rundt om huset er fyldt med væltedetræer, hvor under man lige kan ane familiens totalsmadrede bil.”
Huset er et af de cirka 130.000 huse i kystbyen Beira, der er ødelagt. Den gamle mand slutter sig til de flere hundredetusinde, der nu står uden hjem. Imens arbejder Ann og hendes kollegaer videre. Ofrene skal have hjælp, og det får de. Du kan også hjælpe dem. Støt vores arbejde i Mozambique, ved at klikke på knappen nedenfor.