Flygtningelejren ved Idomeni i Grækenland på grænsen til Makedonien

Dansk læge i Grækenland: Der er virkelig behov for hjælp

Anne Leegaard er udsendt til Idomeni i Grækenland på grænsen til Makedonien, hvor hun redder mennesker på flugt, der har behov for lægehjælp. Her er hendes rejsebrev efter de første par uger i Læger uden Grænser-t-shirten.

Situationen i og omkring Idomeni ændrer sig fra dag til dag. For et par måneder siden behandlede Læger uden Grænser 200 patienter om ugen – i sidste uge hjalp vi over 1600.

Cirka 20 km før Idomeni er der en tankstation, hvor alle busser skal stoppe, før de må fortsætte videre mod den officielle flygtningelejr i Idomeni.

Makedonien lukker i øjeblikket kun folk fra Syrien, Afghanistan og Irak ind i landet, og derfor får også kun disse befolkningsgrupper adgang til flygtningelejren. Folk med andre nationaliteter bliver sendt retur, men mange bliver i området og forsøger om natten at krydse over grænsen ved hjælp af menneskesmuglere.

Læger uden Grænser driver en klinik i flygtningelejren sammen med Røde Kors og et par andre medicinske nødhjælpsorganisationer, så her er der adgang til lægehjælp døgnet rundt. På området ved tankstationen derimod er vi de eneste til stede med en mobilklinik fra kl. 8-23.

Første dag jeg var her, ankom flere tusinde nye mennesker til tankstationen, før de blev sendt videre til flygtningelejren.

Jeg tog ud til tankstationen om formiddagen for at følge den læge, der var på arbejde i mobilklinikken. Der var fuldstændigt pakket med busser og folk, da vi ankom. Solen skinnede, men det var koldt. Mange måtte slå sig ned direkte på jorden uden anden beskyttelse end de tæpper, som Læger uden Grænser udleverer sammen med mad og vand.

Sådan ser mobilklinikken ud indefra

Sådan ser mobilklinikken ud indefra. Foto © Anne Leegaard

Omkring mobilklinikken kæmpede sygeplejersken sammen med vores oversættere med at få prioriteret alle de folk, der søgte lægehjælp. Man kan ikke bare lave en lang kø og sende folk ind til lægen i den rækkefølge, de ankommer.

Hvis en person er kritisk syg, skal vedkommende selvfølgelig til hurtigere end ham, der bare er forkølet. Men det kan være enormt svært at få folk til at forstå, specielt når man ikke taler samme sprog.

Derudover lever de mennesker, vi hjælper i konstant usikkerhed og uvished om fremtiden, og mange er desperate, fordi de har mistet alle deres ejendele – inklusiv medicin undervejs.

Inden for i mobilklinikken var der mere roligt, men stadigvæk tryk på. Min kollega og jeg tilså patienterne så hurtigt, vi kunne samtidig med, at hun satte mig ind i arbejdsgange, registrering, medicin, udstyr, procedurer omkring indlæggelse m.m.

Anne Leegaards kolleger tjekker lagret af medicin på mobilklinikken.

Anne Leegaards kolleger tjekker lagret af medicin på mobilklinikken. Foto © Anne Leegaard

Læger uden Grænsers mobilklinik ved tankstationen

Læger uden Grænsers mobilklinik. Foto © Mahammad Fawad Boris

Mobilklinikken er en campingvogn, der er omdannet til klinik, hvilket stort set bare vil sige, at alle skabene er fyldt op med medicin og udstyr. Resten ligner stadig en almindelig campingvogn, og der er ikke meget plads.

Jeg havde nok været i gang ca. en times tid, da meldingen kom:

”Vi evakuerer! ”

I løbet af højst fem minutter var patienten ude af campingvognen, og hele Læger uden Grænsers team havde forladt området.

Sikkerhed er noget, der bliver taget meget, meget alvorligt, så når man får besked på at evakuere, parerer man ordre – spørgsmål kan man stille bagefter.

Inde fra mobilklinikken havde vi jo været i fuld gang med at se patienter, så vi havde ikke lagt mærke til, at en gruppe mennesker havde blokeret landevejen, hvor tankstationen ligger, i protest mod, at de ikke kunne blive sendt videre mod den ”rigtige” flygtningelejr.

Vores folk, der har ansvar for sikkerheden, havde fulgt situationen tæt, og da stemningen begyndte at blive anspændt, og politiet var på vej, var vurderingen, at det var nødvendigt at trække os ud af området.

Selve evakueringen foregik roligt og udramatisk. Det er virkelig, virkelig svært at skulle efterlade folk, der har brug for hjælp, men sådan er det nødt til at være – sikkerhed går frem for alt. Hvis nogen af os blev skadet, ville vi jo ikke kunne hjælpe alle de andre, der har brug for hjælp.

Tilbage på kontoret havde jeg tid til at få styr på lidt administrativt, inden jeg skulle med min anden kollega på aftenvagt – denne gang på klinikken i lejren i Idomeni.

Her var mange flygtninge ankommet fra tankstationen i løbet af dagen, og flere kom til i løbet af aftenen. Forholdene i klinikken er noget bedre end i mobilklinikken, og da det væltede ind med patienter og flere akutkald, hvor der var brug for en læge til dårlige patienter, fik vi hurtigt et flow med at se patienter parallelt i klinikken.

Vi havde tit 2-3 patienter plus pårørende inde ad gangen, 2 sygeplejersker og 2-3 oversættere, og så knoklede vi ellers bare på. Tiden fløj af sted. Jeg har ingen anelse om hvor mange mennesker vi hjalp denne aften, men med de tusindvis af mennesker der ankom til samme sted i løbet af meget kort tid og har været udsat for barske forhold undervejs på deres flugt, var der i den grad behov for vores tilstedeværelse.

Da vi endelig blev afløst lidt over midnat, tror jeg, vi alle var helt høje på adrenalin – det tog mig i hvert fald lige en times tid at få pulsen så meget ned, at jeg kunne falde i søvn.

Historier fra vores udsendte

Læger uden Grænser (MSF) driver en klinik for børn i flygtningeljren Moria på Lesbos i Grækenland

Mie Terkelsen

Grækenland

Dansk sygeplejerske på Lesbos: Børnene vil ikke leve mere

Læs mere
Syrien

Krigen i Syrien: Kvinden bag ”The Cave”

Læs mere
Underernæret baby hjulpet af Læger uden Grænser på børnehospital i Nigeria

Cæcilie Borg Hjelt

Nigeria

Jeg får et chok, da jeg ser hende”

Læs mere
Sygeplejersken Mie behandler et barn på Lesbos

Mie på Lesbos

Læs mere

Mie Terkelsen

Grækenland

Moria: Flere børn risikerer at miste livet

Læs mere
DR Congo

”Alle kvinder i verden fortjener den bedste fødselshjælp”

Læs mere
Grækenland

”Jeg tror, at jeg skal dø nu,” siger hun til sin far

Læs mere

Kjeld Kromand

Grækenland

Kjeld på Lesbos: “Jeg får lyst til at give dem et kram”

Læs mere

Astrid Opstrup

DR Congo

Ny ebola-behandling: “Vi kan undgå, at børn som Alpha dør.”

Læs mere

Mads Geisler

Yemen

Vores danske læge: ”Nye kampe i Yemen er katastrofale for civile”

Læs mere
Bangladesh

“Børn dør af kroniske sygdomme, fordi medicinen ikke er tilgængelig”

Læs mere

Anni Fjord

Nigeria

Ti år lang konflikt koster stadig liv

Læs mere

Anni Fjord

Nigeria

“Helt mirakuløst spiser hun af det med det samme.”

Læs mere
Yemen

”Vores hold arbejder døgnet rundt”

Læs mere

Heidi Strømsholt

DR Congo

“Børn bør ikke dø af mæslinger”

Læs mere

Mikkel Carlsen

Tchad

”Tænk engang, hvor lidt der skulle til”

Læs mere