Rasmus Abrahamsen er udsendt til Malawi for Læger uden Grænser

Dagbog fra Malawis flygtningelejre

Rasmus Abrahamsen er på sin første udsendelse for Læger uden Grænser. Han har i flere måneder arbejdet i to flygtningelejre i Malawi på grænsen til Mozambique, hvor han blandt andet står for logistik og administration. Her giver han et indblik i sin hverdag i det sydlige Afrika – med stegte insekter på menuen og fodboldkampe med flygtninge. 

Vi fik hurtigt sørget for, at den nye klinik i Luwani-lejren i Malawi kom op at køre. Bortset fra evindelige problemer med flagermus. Det er meningen, at flygtninge fra Mozambique skal flyttes til denne lejr.

 

Det er en klinik, der er styret af myndighederne. Læger uden Grænser støtter den og sender et hold af sygeplejersker og en læge derud tre gange om ugen for at hjælpe og aflaste de ansatte.

 

Derudover har vi klinikken i Kapise-lejren. Det er den lejr, der ligger meget tæt på grænsen til Mozambique, hvor flygtningene i første omgang kommer og slår sig ned og bliver registreret af FN’s Flygtningehøjkommisariat (UNHCR). ). Da jeg ankom, var der ifølge UNHCRs tal 6.900 flygtninge i lejren.

 

Kapise-lejren i Malawi, der ligger tæt på grænsen til Mozambique

Kapise-lejren i Malawi, der ligger tæt på grænsen til Mozambique. © Rasmus Abrahamsen

 

Meningen er, at de her folk skal flyttes til den nye flygtningelejr Luwani. Det står UNHCR og International Organization for Migration (IOM) for.

 

Tanken var, at man ville flytte 1.000 flygtninge om ugen fra den ene lejr til den anden. Men i øjeblikket er det kun lykkedes dem at få cirka 150 overflyttet om ugen.

 

Der er der flere grunde til. Men hovedårsagen er nok, at de folk, der sidder i Kapise-lejren, ikke har lyst til at flytte til Luwani-lejren. Der går blandt andet rygter om, at der er kolera i den nye lejr (hvilket ikke er sandt).

 

Så der er store problemer med at få folk overtalt, og det bliver der brugt rigtig meget tid på. Vi har blandt andet organiseret en fodboldkamp mellem den gamle lejr og den nye, så de folk fra den gamle lejr kunne komme tilbage og fortælle, hvordan forholdene er i den nye lejr. Sådanne tiltag bliver der lavet mange af.

 

Glade børn i Kapise-lejren, hvor Læger uden Grænser har installeret en vandpumpe.

Glade børn i Kapise-lejren, hvor Læger uden Grænser har installeret en vandpumpe. © Rasmus Abrahamsen

 

Hjælp fra stammehøvding​

Der er rigtig mange organisationer involveret i denne her krise: UNHCR, IOM, UNICEF, Red Barnet, Mary’s Meals, Action Against Hunger, World Food Programme og Læger uden Grænser – det er de store spillere.

 

Dertil kommer en masse lokale organisationer og de lokale myndigheder. Der er en masse møder på tværs af organisationerne.

 

Lokalområdet er ret glade for, at vi er der. Det har givet dem mad, lægehjælp og job, så de er ikke så store tilhængere af, at Kapise-lejren skal rømmes. Specielt ikke den lokale stammehøvding. Hans folk har jo pludselig fået alle de ovenstående ”goder”.

 

Vi bruger ham ret meget. Det er for eksempel ham, der ringer til os midt om natten, når der er nogle, der akut skal på hospitalet fra lejren. Det sker ofte. Og det er ham, der bedst ved, om der er kommet nye flygtninge til lejren i løbet af ugen.

 

Rasmus Abrahamsen er i gang med at nedrive en latrine i Kapise-lejre sammen med et par kollegaer.

Rasmus er i gang med nedrivningen af en latrine i Kapise-lejren sammen med et par kollegaer. © Rasmus Abrahamsen

 

Chauffører med humor

Jeg har tre chaufførere, der er super gode. De er fine mennesker og har humor. Det er vigtigt, da jeg bruger to timer i bil med dem hver dag.

 

En af dem kom den anden dag til mig og sagde:

 

”Sorry boss, can I have the day off tomorrow? I need to go to a job interview”.

 

Så måtte jeg pænt forklare ham, at det normalt var en dårlig idé at spørge sin arbejdsgiver om fri til sådan noget. Men det fik han selvfølgelig lov til.

 

En ildelugtende vandretur

Der er flere, der har spurgt, om oplevelserne hernede er ubehagelige. Det synes jeg overhovedet ikke, jeg føler. Jo, vi har haft tilfælde, hvor det ikke er gået så godt med at hjælpe folk i tide.

 

Desværre mest børn og oftest på grund af malaria. Men – uden at lyde alt for kynisk- er det, hvad kan man forvente i situationer som disse med så meget fattigdom.

 

Det værste, jeg har oplevet, var faktisk, da en kollega og jeg var ude og bestige et bjerg. Der kom vi forbi en kirkegård, hvor de mildest talt ikke var særlig gode til at begrave folk. Det var ikke ”six foot under”, men nærmere ”one foot above”. Den lugt har jeg stadig svært ved at slippe af med.

 

Læger uden Grænsers klinik i Kapise-lejren

Læger uden Grænsers klinik i Kapise-lejren. © Rasmus Abrahamsen

 

Stegte insekter

Men jeg har det godt. Der er fredeligt her i Malawi i modsætning til mange andre af de andre lande, hvor Læger uden Grænser er repræsenteret. Og heldigvis er der som sagt mange forskellige organisationer, der bor og arbejder sammen med os. Så der altid nogle at snakke med og have det sjovt med om aftenen og i weekenderne her på hotellet.

 

Selvom der er folk at snakke med, kan det godt blive lidt ensformigt og isoleret herude. Maden er ikke noget at komme efter. Alle spisesteder har mellem en og to retter. Det er kylling med ris eller nsima (stivnet kedelig majsgrød) og nogle få gange ged. Ellers må man spise de stegte insekter, jeg prøvede for nylig. Faktisk ikke dårligt.

 

Jeg fik hurtigt snusket mig et langt bedre værelse på mit hotel. Nu har jeg ingen rotter, varmt vand og endda air condition. Til gengæld har jeg er en hær af myrer og myg. Jeg brugte lang tid på at overbevise hotellet om, at jeg skulle have myggenet.

 

Flere af de udsendte har fået malaria, men jeg æder piller hver dag, så det er mere, fordi jeg generelt hader myg – specielt når jeg skal sove. Jeg vågnede dog op i nat med en million bitte små myrer kravlende i min seng og på mig.

 

Men jeg klager ikke. Det er en af hotellets bedste rum. Internettet er dog stadig ret elendigt og ustabilt, ligesom strømmen. Men har fået fat på en wifi-kode, så det kan jeg bruge lidt engang imellem, så jeg kan følge med i, hvad der forgår i Danmark og rundt om i verdenen.

 

Jeg får heldigvis også spillet lidt bold i løbet af ugen med de lokale og ansatte fra hotellet. Det er vigtigt!

 

* Siden dette rejsebrev er blevet skrevet, er Kapise-lejren i Malawi lukket, og flygtningene er blevet flyttet til den nye lejr. Rasmus er nu på vej som logistiker til et nyt projekt, der skal kortlægge udbredelsen af hiv i det sydlige Malawi.

 

Så mange har vi hjulpet i Malawi:

  • Uroligheder i Mozambique fik tidligere på året mange mennesker til at flygte til nabolandet Malawi. Vi hjælper i flygtningelejrene, men vi arbejder også med at bekæmpe hiv, som er et stort problem i landet. 
  • 100.300 konsultationer
  • 46.800 patienter har modtaget hiv-behandling
  • (samlede tal for 2015)