Ditte Søbro Jensen med tre af kollegerne på hospitalet i Port-au-Prince.

Dagbog fra Haiti: Affaldet væltede rundt i tornadoer af vand

Ditte oplevede orkanen Matthews rasen under sin udsendelse med Læger uden Grænser i Haiti. Her er hendes dagbog fra hovedstaden Port-au-Prince i dagene omkring det ødelæggende uvejr i oktober.

”Det her kan blive meget værre end jordskælvet i 2010.”

Sådan hørte jeg første gang nogle lokale tale om orkanen Matthew. Jordskælvet 12. januar 2010 dræbte flere end 200.000 mennesker – skulle der nu komme en orkan, som kunne være mere udslettende?

Det virkede urealistisk at være midt i så stor en naturkatastrofe.

Nødberedskab til orkanen

Søndag eftermiddag. Jeg kan huske, at jeg modtog et opkald omkring kl. 15.00 fra min chef. Hun bad mig og to andre kolleger om at komme til et møde omgående.

Vi udgjorde koordinationsteamet for vores hospital og skulle briefes om de kommende dage.

Vi drøftede forskellige scenarier for, hvordan de næste 48 timer kunne forløbe. Det var svært at træffe egentlige beslutninger om, hvad vi skulle gøre, for vi havde ingen sikre informationer på det her tidspunkt.

Vi endte med at reducere vores personale til kun det mest nødvendige for at beskytte vores lokalt ansatte mod at skulle bevæge sig unødigt ud.

Jeg fik sammen med vores logistikansvarlige arrangeret, at det personale, som skulle på arbejde, blev hentet i vores jeeps, ellers ville det være umuligt for dem at komme på arbejde.

Vi sikrede os samtidig, at vi havde vores et nødberedskab klar på hospitalet, og vi havde kapacitet til at indkalde ekstra personale, hvis det blev nødvendigt.

Søndag aften da jeg gik i seng, frøs jeg. Det var første gang, at jeg havde frosset i Haiti. Det blæste og regnede kraftigt, og temperaturen var pludselig faldet til omkring 25 grader – hvilket jo egentlig ikke er koldt, men når man er vant til 35 grader, så føltes 25 grader pludselig koldt.

Ditte med en af sine kolleger på hospitalet i Haiti.

Ditte Søbro Jensen er udsendt i ni måneder i Haiti. Her sidder hun sammen med en kollega på hospitalet i hovedstaden. © Læger uden Grænser

Stilhed før stormen

Mandag arbejdede vi alle fra huset, hvor vi boede. Vi havde indstillet alle unødvendige kørsler.

Jeg arbejdede som en sindssyg, for jeg skulle på ferie om fredagen, og jeg prøvede at få afsluttet så meget som muligt inden.

Jeg fik også ringet til min mor i løbet af dagen. Hun var lidt bekymret, som mødre nu er. Jeg havde svært ved at høre, hvad hun sagde.

Det regnede og blæste så kraftigt på det tidspunkt, at vindstød og uendelige mængder af regn overdøvede mit forsøg på at gøre hende rolig.

Sidst på eftermiddagen tog en kollega og jeg på hospitalet for at tjekke, at alt var ok. Uendelige mængder vand faldt ned fra himlen.

Der findes ikke kloakker og ingen rigtige affaldssystemer i Haiti, så affaldet væltede rundt i tornadoer af vand. Vi kørte på spøgelsestomme veje. Haitianerne havde gjort, som myndighederne havde bedt dem om – de var blevet hjemme.

Da vi kom tilbage, havde resten af teamet tilberedt middag – af hvad vi nu havde i huset. Jeg husker det ikke som det mest kulinariske måltid. Men det var en middag, som jeg nok alligevel vil huske i lang tid.

Når man er udsendt med Læger uden Grænser, skaber man nogle stærke relationer, fordi man ofte befinder sig i nogle ekstreme situationer, hvor alle lag af facader bliver skrællet af.

Da vi gik i seng, virkede det som om, at regnen var blevet mildere, og vinden var aftaget. Var det slut? Eller var det den berømte stilhed før stormen?

Jeg gik i seng omkring midnat, men vågnede et par timer senere, da jeg troede, at vinden var ved at vælte vores ellers ret solide hus omkuld. Begrebet stilhed før stormen fik en ny betydning for mig den nat.

Var uvejret ovre?

Tirsdag morgen. Jeg havde ikke sovet ret mange timer. De kraftige vindstød og den massive regn havde holdt mig vågen.

Vi fik meldinger fra hospitalet om, at natten havde været relativt rolig – hvilket ikke var usædvanligt.

Vi forsøgte at få oplysninger om, hvordan det så ud rundt omkring i landet – syden var hårdt ramt, hørte vi, men vi vidste endnu ikke hvor hårdt.

Vi diskuterede hele tiden: Var det ovre, eller rammer det først Port-au-Prince senere?

Det blev klart i løbet af eftermiddagen, at vi slet ikke var blevet ramt i samme omfang som hele den sydlige del af øen. Port-au-Prince ligger i et beskyttet område, en lille lomme af landet.

Vi arbejdede på at finde ud af, hvordan vi kunne komme ud til de mest berørte områder – for det var der, vi skulle sætte ind. Tirsdag aften havde vinden lagt sig, og vi besluttede at tage på hospitalet igen om onsdagen.

Ingen livstegn siden lørdag

Onsdag gik med planlægning af, hvordan vi kom ud til de nødstedte områder for at danne os et overblik over situationen.

Jeg talte med en af vores elektrikere, da jeg stod uden for mit kontor og røg en cigaret. Han fortalte mig, at han ikke havde været i kontakt med sin familie siden lørdag eftermiddag.

Han var bekymret. Forældrene var over 70 år, og de levede et simpelt liv i syden med meget få ressourcer og baseret på de afgrøder, som de havde.

Han havde hørt, at en bro var kollapset, så man kunne ikke længere køre dertil, hvor hans forældre boede. Han spurgte mig, hvorfor det her skulle ramme Haiti nu, og hvad de havde gjort for at blive ramt af en naturkatastrofe igen.

Jeg blev påvirket af hans fortvivlelse over at bo i et land, som allerede var så udfordret, og nu blev ramt igen.

Jeg kunne ikke svare på, hvorfor Haiti endnu en gang skulle blive et offer for så stor en naturkatastrofe. Der er ingen svar på det spørgsmål.

Flere haitianere mistede alt, hvad de ejede i orkanen. Dette luftfoto er taget i Port-à-Piment i den sydlige del af Haiti. © Læger uden Grænser

Kolera efter jordskælv i 2010

Hans referencer til jordskælvet og uretfærdigheden i, at landet endnu en gang var blevet ramt af naturens unådige kræfter, fik mig til at tænke på jordskælvet.

Det var i det hele taget svært at være i Haiti uden at tænke på jordskælvet i 2010. Ca. 55.000 mennesker bor stadig i flygtningelignende lejre, fordi man ikke har fået opbygget den infrastruktur, som jordskælvets enorme og brutale kraft smadrede.

Kolera-epidemier er nærmest ligeså almindelige som snotnæser i en dansk daginstitution på en kold januar-dag. Haitianerne taler generelt ikke ret meget om jordskælvet – måske for at glemme, måske for at kunne leve videre?

En dag sad jeg i kø med en af vores chauffører. Vi snakkede om vind og vejr. Jeg kan ikke længere huske, hvordan vi kom til at snakke om jordskælvet, men jeg kan klart huske, hvad han fortalte:

”Jeg forsøgte i begyndelsen at vise de døde respekt ved ikke træde på dem, men til sidst måtte jeg erkende, at det ikke var muligt. Vi blev nødt til at løbe hen over de døde som lå overalt – ellers kunne vi hverken komme frem eller tilbage. Jeg var bange for, at der ville komme et skælv mere, og vi forsøgte bare at komme væk. ”

Jeg havde svært ved at finde ud af, hvad der var et passende svar til den beretning.

For mig var det første gang, at jeg havde hørt nogen tale om deres personlige oplevelser i forbindelse med jordskælvet, men den dag begyndte jeg at forstå, hvorfor haitianere ikke taler om jordskælvet.

Da jeg kom hjem torsdag aften, var jeg træt. Vi havde haft så travlt på arbejde, at jeg nærmest havde glemt, at jeg skulle på ferie om fredagen.

Jeg skulle flyve til Atlanta via Miami, men eftersom orkanen Matthew bevægede sig mod Miami, var de fleste fly blevet aflyst i løbet af dagen.

Jeg var for træt til rigtig at tænke over det, og jeg pakkede min kuffert for at se, hvad der skete, når jeg ankom til lufthavnen fredag morgen.

Et arbejde med mening

Jeg fløj ud af Port-au-Prince tidligt fredag morgen. Samtidig fløj de første hold fra Læger uden Grænser ud i helikoptere til de nødstedte områder.

Jeg ærgrede mig lidt over, at jeg skulle af sted på ferie på netop dette tidspunkt.

Det var i situationer som denne, at jeg blev mindet om, hvorfor jeg havde valgt at arbejde for Læger uden Grænser, og hvorfor det giver mening, at man kun ser familie og venner et par måneder om året, hvis det da overhovedet bliver til et par måneder.

Og det var i situationer som denne, hvor man kunne finde fornyet energi – bedst som man troede, at det fysisk ikke var muligt at give mere, fordi ens krop og hoved var så træt. Ens analyseknap er hele tiden tændt, og forkerte beslutninger har liv og død som konsekvens.

Mens jeg faldt i søvn et sted over Miami, overhalede Matthew, og jeg fandt fred med, at jeg var på vej til det forjættede land, mens mine kolleger var på vej til det, som blev beskrevet som værre end jordskævlet i 2010.

En helikopter fra Læger uden Grænser er landet i en fjerntliggende landsby i bjergene, hvor syge og sårede er samlet for at få hjælp.

En helikopter fra Læger uden Grænser er landet i en fjerntliggende landsby i bjergene, hvor syge og sårede er samlet for at få hjælp. © Læger uden Grænser

Fremtiden for Haiti

I dag er jeg tilbage fra min ferie, og jeg har været på arbejde igen i flere uger. Blev Matthew værre end jordskælvet i 2010? Målt i antal dræbte og tilskadekomne, nej, langt fra. Men en af mine haitianske kolleger sagde til mig forleden:

”Det her er meget værre end jordskælvet. Da jordskælvet ramte i 2010, var det primært hovedstaden, som blev ramt. Vi havde bankkontoer, og pengene stod stadig på min konto, selvom selve banken lå i ruiner.

”De haitianere, som bor i syd, lever af deres afgrøder. De har ikke en bankkonto. Det, de ejer, er det, de har. Eller havde. For mange har mistet alt.”

En af vores lokalt ansatte skadestuelæger, som rejste rundt i de første dage efter orkanen med en af vores mobile klinikker, fortalte mig om en af hendes oplevelser, som havde påvirket hende dybt.

Hun behandlede en mor med en lille pige, som rystede og rystede. Pigen var gået i chok, da vinden væltede flere træer ned over deres lille skur, som var deres hjem. Deres base. Deres liv.

Alle deres ting forsvandt i de massive vandmasser, som oversvømmede området i knap 48 timer. Vores læge bad moren om at sørge for, at den lille pige var godt pakket ind i de næste mange timer. Moren kiggede fortvivlet på vores læge og sagde:

”Men alt hvad jeg ejer, er den lille t-shirt, som hun har på nu. Alt andet er væk. Jeg ved ikke, hvordan jeg pakke hende ind. ”

Vores læge sagde til mig:

”Jeg følte mig så flov over, at jeg havde bedt hende sørge for at pakke den lille pige ind. Jeg er haitianer, og jeg brokker mig ofte over, hvor hårdt livet er i Haiti – selv som læge. Men jeg har ikke ret til at brokke mig. Ikke nu efter at jeg har set, hvor hårdt livet er for mine landsmænd, som intet ejer længere.”

De har mistet alt, bogstavelig talt. Måske endda håbet om at få opbygget et liv igen. Mange var efter flere års kamp kommet lidt på fode igen efter jordskælvet.

Nu er de som små ludobrikker slået tilbage til start af orkanen Matthew.

Ditte Søbro Jensen er udsendt i ni måneder som HR- og økonomiansvarlig for et hospital i Haitis hovedstad, Port-au-Prince. Læger uden Grænser har arbejdet i Haiti siden 1991. Vi er lige nu massivt til stede for at hjælpe de sårede og syge efter orkanen Matthew, som ramte landet 4. oktober. 

Historier fra vores udsendte

Udsendt for Læger uden Grænser (MSF) til Brasilien ramt af coronavirus (COVID-19)
Udsendt for Læger uden Grænser (MSF) til Brasilien ramt af coronavirus (COVID-19)

Ann-Christina Hansen

Ann-Christina i COVID-19-ramt Rio de Janeiro: ”Det var en lidt underlig udsendelse”

Læs mere
Læger uden Grænser (MSF) driver en klinik for børn i flygtningeljren Moria på Lesbos i Grækenland

Mie Terkelsen

Grækenland

Sygeplejerske på Lesbos: Børnene vil ikke leve mere

Læs mere
Syrien

Krigen i Syrien: Kvinden bag ”The Cave”

Læs mere
Underernæret baby hjulpet af Læger uden Grænser på børnehospital i Nigeria

Cæcilie Borg Hjelt

Nigeria

Jeg får et chok, da jeg ser hende”

Læs mere
Sygeplejersken Mie behandler et barn på Lesbos

Mie på Lesbos

Læs mere

Mie Terkelsen

Grækenland

Moria: Flere børn risikerer at miste livet

Læs mere
DR Congo

Alle kvinder fortjener den bedste fødselshjælp

Læs mere
Grækenland

”Jeg tror, at jeg skal dø nu,” siger hun til sin far

Læs mere

Kjeld Kromand

Grækenland

Kjeld på Lesbos: “Det skal man ikke byde børn”

Læs mere

Astrid Opstrup

DR Congo

Ny ebola-behandling: Vi kan undgå, at børn som Alpha dør

Læs mere

Mads Geisler

Yemen

Dansk læge: ”Kampe i Yemen er katastrofale for civile”

Læs mere
Bangladesh

Mangler medicin:”Her dør børn af kroniske sygdomme

Læs mere

Anni Fjord

Nigeria

Ti år lang konflikt koster stadig liv

Læs mere

Anni Fjord

Nigeria

“Helt mirakuløst spiser hun af det med det samme.”

Læs mere
Yemen

”Vores hold arbejder døgnet rundt”

Læs mere

Heidi Strømsholt

DR Congo

“Børn bør ikke dø af mæslinger”

Læs mere