656_MichelleC.jpg

Brev fra Bunia

Anne var på besøg hos venner i lejren for internt fordrevne, da en landmine detonerede tæt på. På brøkdele af et sekund var denne livlige, 20-årige studerende sprængt til blods med svære skader på begge ben og arme og med granatsplinter i maven og ryggen. Anne var dog heldig. Hun blev bragt til klinikken lige ovre på den anden side af vejen, hvor en akut operation reddede hendes liv. Som så mange andre bliver hun plejet på det MSF-drevede hospital, et behandlingsforløb der vil tage måneder og uden hvilket hun ikke ville overleve. Derfor ved jeg at vi, midt i kaos, gør en forskel.

Mit navn er Michelle Chew, og jeg sidder og skriver i vores telt i Bunia, i den nordlige Ituri-provins i den Demokratiske Republik Congo. Det er blevet hverdag at bo i telt med seks andre, benytte sig af et latrin og klare sig uden rindende vand; bestemt ikke hvad jeg havde forestillet mig for min årlige ferie i år! Og alligevel, sammenlignet med flygtningelejren ved siden af, ligner vores lejr Mediterranean Club.

Jeg er en australsk anæstesiolog, udsendt fra Danmark og skal være her i 3½ uge på grund af den seneste etniske uro, som helt sikkert har haft store omkostninger for de mennesker der bor her. De har mistet fædre, mødre, sønner, døtre, søskende og børn og dermed alle chancer for et normalt liv. MSF bidrager her med et kirurgisk program, primært for at behandle krigsskader og give medicinsk behandling til en befolkning, som er blevet frarøvet selv den mest basale lægehjælp. Vi bygger også latriner og hjælper med at skaffe vand og sanitet til de tusindvis af hjemløse mennesker i området.

Vores 6-mands team består af vores projektleder, en medicinsk koordinator, en logistiker, en kirurg, en mediciner og undertegnede. Sammen med et team af dedikerede, lokale MSF-folk arbejder vi på vores ´nye´ hospital, som vi har installeret i en gammel lagerbygning. Standarden er meget langt fra Universitetshospitalet i Lund, hvor jeg normalt arbejder, men jeg er stolt af, at vi har været i stand til at yde en rimelig omsorg på trods af de primitive forhold. Jeg bliver konstant overrasket over hvor ukuelig den menneskelige krop og sjæl er og er beæret over at have fået mulighed for at udøve mit fag her.

Jeg bliver tit spurgt om, hvorfor jeg bruger min årlige ferie på at arbejde for MSF. Det er fordi jeg inderligt tror på, at alle har krav på lægehjælp, uanset etnisk baggrund, religion eller polititisk tilhørsforhold, også selvom det efterhånden lyder som en klichè. Det er både et privilegie og en udfordring, og jeg er taknemmelig for, at min familie og venner støtter mig i dette. Det kræver virkelig så lidt at lindre smerter, at trøste, at give en hånd. Jeg tror det er ved at være tid til at se til Anne…

Mange hilsner fra Bunia
Michelle

Læs evt. mere om Congo i bogen Øjenvidnerne, som er forfattet af ni læger fra Læger uden Grænser