Bange for at knytte sig til sit barn

Jordemoder Amanda Godballe fortæller om vores projekt i Pibor i Sydsudan, hvor vi driver en fødselsklinik og uddanner personalet i at give fødselshjælp og konsultationer til gravide.

Mary Nyathi er gravid med barn nr. 11. Hun ånder tungt og besværet og må holde fast i gynækologbænken på klinikken. Jordemoderen Amanda Godballe undersøger patienten for at se, om både mor og barn har det godt før fødslen. Mary er bange. Otte gange har hun aborteret, og to børn er døde kort efter fødslen.

Født for tidligt

Klokken 16.15 en mandag eftermiddag i april kommer Marys lille pige til verden. Hun er velskabt, men vejer kun 1,7 kilo.
”Hun er lille og sandsynligvis født for tidligt, men jeg tror, at hun kommer til at klare sig, hvis hun får nok føde”, siger Amanda. Alt afhænger af hvis.

Jordemoderen Amanda kom til Pibor i Sydsudan fem uger tidligere. Hun skal tilbringe et halvt år på den lille klinik, hvor der hverken er kuvøser eller særlig ernæring til for tidligt fødte eller nogen af de andre avancerede medicinske muligheder, der findes på et dansk sygehus. Amanda er den eneste uddannede jordemoder. Hendes kollegaer er alle oplært i at give fødselshjælp af Læger uden Grænser, for der findes hverken uddannede jordemødre eller andet uddannet medicinsk personale i regionen.

Klinikken har ca. otte fødsler om ugen. Bortset fra sidste uge, hvor der var 23 fødsler, blandt andet tvillinger og trillinger. Nu er alle trætte.

Amning og overtro

Mødrene opfordres til at få fire kontrolbesøg under graviditeten og fremfor alt til at føde på klinikken. 

”Ofte kommer kvinderne først, når de har haft ondt længe. Det vigtige er, at de overhovedet kommer”, siger Amanda Godballe. ”Generelt ved kvinderne meget lidt om, hvordan kroppen fungerer, men vi forsøger at forklare, at det er sikrere, hvis de føder hos os”.

En halv time efter, at Mary Nyathi har født, tager Amanda en kort pause på træbænken uden for sit kontor. I dag er det køligt i Pibor, lidt over 30 grader, for regntiden starter snart. Jordemoderen bliver kaldt over radioen. En kollega fortæller, at den nybagte mor ikke vil amme barnet.
Hun og hendes mand tror nemlig, at det er skadeligt, og at amningen er skyld i, at to af deres børn døde.
”Har du forsøgt at forklare dem, at det ikke passer? Skal jeg komme?” spørger Amanda over radioen.

Amanda går tilbage til fødselsgangen, hvor der kun er to kvinder indlagt. En af dem er Mary. Kvinderne er indlagt i 24 timer efter fødslen for at komme sig og for at man kan holde øje med, om der opstår komplikationer. Marys mand forklarer på sit modersmål murle, hvorfor de vil give modermælkserstatning. Jordemoderassistenten Maria fungerer som tolk. Amanda understreger vigtigheden af, at barnet får modermælk.

”Der er meget større risiko for, at barnet får en infektion, hvis I giver det modermælkserstatning. Der kan være bakterier i flasken eller i vandet”, siger Amanda. Faren virker skeptisk.

”Barnet får alle vigtige vitaminer med brystmælken”, argumenterer hun.

”Vi har mistet nogle af vores børn tidligere. Denne gang vil vi gøre alt bedre og købe modermælkserstatning på markedet i stedet”, siger faren.

Bange for at knytte sig

Jordemoderen gentager stille og roligt sin forklaring. Det kommer frem, at Mary heller ikke vil amme, fordi hun er bange for at knytte sig til barnet. Hun virker bange for, at hun også kommer til at miste den lille pige og derfor forsøger hun at holde en distance. Diskussionen fortsætter i ti minutter, indtil faren giver sig og siger, at Mary selv må bestemme, hvad hun vil gøre. Så tager Amanda chancen og taler direkte til moren: ”Det gør mig meget ondt, at du har mistet to børn, og jeg kan ikke garantere, at det her barn kommer til at overleve. Men netop for at hun skal overleve, må du tage dig ekstra godt af den her pige. Og det gør du bedst ved at amme”.

Til sidst ombestemmer Mary sig. Assistenten Maria og Amanda hjælper hende med at lægge barnet til brystet.

Amanda masserer brystet, og den lille begynder at suge. Men der kommer ingen mælk. Jordemoderen forklarer til personalet, at de skal motivere Mary til at forsøge igen og igen for at sætte gang i mælkeproduktionen.

Næste morgen begynder arbejdsdagen kl. 8 for Amanda. Det første, hun gør, er at se, hvordan det går med Mary. Både mor og barn har det godt. Personalet fortæller, at Mary har ammet, og at babyen har spist godt.

”Se, hun har det godt på grund af din modermælk”, siger Amanda.

Den lille pige har ikke fået et navn endnu. Måske tør moderen stadig ikke helt tro på, at datteren overlever. Amanda opmuntrer Mary og siger med et grin: ”Hvis du ikke ved, hvad hun skal hedde, vil jeg foreslå Amanda”.