Foto: Mobilklinik i den Demokratiske Republik Congo © Philipp Frisch

Ambitiøse mål, store udfordringer

Vedtagelsen af de nye Sustainable Development Goals (SDGs) står for døren, når FNs medlemslande i dag begynder topmødet i New York. De nye mål for verdens udvikling vil have stor betydning, også for vores arbejde. Derfor er det afgørende, at FNs medlemslande hurtigt gør sig klart, at der på nuværende tidspunkt er langt fra politisk retorik til konkret handling på de ambitiøse målsætninger. 

Selvom sundhed og helbred, både i SDG’erne og i de forrige Millenium Development Goals (MDGs), er blevet prioriteret i målsætningerne, er de politiske barrierer for at nå i mål stadig tydelige. Ikke mindst fordi sundhed i MDG’erne udgjorde 3 ud af 8 mål, hvor sundhed i de nye SDG’er er blevet samlet til blot ét overordnet mål ud af hele 17 målsætninger.

 

Et af de helt konkrete problemer er de finansieringsmekanismer, der opstod med MDG-dagsordenen, og som i dag skal adressere verdens sundhedsproblemer. For eksempel Den Globale Fund og PEPFAR, der blev skabt for at bekæmpe HIV/AIDS, tuberkulose og malaria og GAVI, der arbejder på at gøre vacciner tilgængelige for verdens fattigste. Disse finansieringsmekanismer målretter deres støtte til verdens lavindkomstlande.

 

Men virkeligheden viser, at 70 % af verdens fattigste bor i mellemindkomstlande, og det er også disse lande, der bære en stor sygdomsbyrde med HIV/AIDS, tuberkulose, malaria og høj børnedødelighed. Disse lande kan ikke overkomme udfordringerne uden den støtte, der på nuværende tidspunkt kun gives til lande klassificeret som lavindkomstlande.

 

Sundhed som forudsætning

Forbedret sundhed og helbred bør anskues som en forudsætning for vellykket udvikling, ikke blot som et resultat af økonomisk vækst. Trods SDG’ernes overordnede sundhedsmålsætninger, bliver sundhed og helbred desværre sjældent betragtet som centrale områder i udviklingspolitiske dagsordner og handlingsplaner.

 

I mange lande er der stadig stor ulighed i adgangen til sundhedsydelser, fordi lægehjælp og medicin er for dyr for en stor del af befolkningen, eller fordi der simpelthen ikke findes et sundhedssystem dér, hvor de bor. Det betyder, at det reelt er svært at gøre noget ved fattige landes sygdomsbyrder.

 

Samtidig står det også klart, at den konvolut med penge, der følger med vedtagelsen af de nye SDG’er, skal dække langt flere behov end tidligere. Derfor er det også centralt, at FN’s medlemslande følger de store ambitioner i de nye bæredygtige udviklingsmål helt til dørs med handling og penge.

 

Som verdens største private medicinske nødhjælpsorganisation, har vi projekter i 63 lande verden over, hvor sundhedssystemet ikke kan bære byrden. Derfor frygter vi også, at det bliver vores medarbejdere i felten, der skal udfylde kløften mellem ambitioner og handling.

 

Trods de seneste 15 års markante indsats, ved vi fra vores arbejde, at der stadig er lokalt sundhedspersonale, der ikke får løn, vi ser, at der mange steder ikke er medicin til behandling, og vi har set, hvordan projekter i lokalsamfundene bliver lukket ned.

 

Vi er nået et stykke. Men der er tydeligvis fortsat langt igen, og millioner af patienter betaler den højeste pris for manglende lægehjælp og sundhedsydelser.