25-11-201059347_250.jpg

Afghanistan: Behovene vil kun blive større

Et år efter at Læger uden Grænser genoptog arbejdet i Afghanistan, fortæller landechef Michiel Hofman om valg og fravalg, udfordringer og mulige nye projekter fremover i det konfliktfyldte land.

Læger uden Grænser begyndte at arbejde i Afghanistan igen efter fem års fravær i efteråret 2009 på grund af den forværrede sikkerhed i landet. Hvad var Læger uden Grænsers vurdering af situationen og de medicinske behov?

I de fleste konfliktområder, og dermed også i Afghanistan, antager man, at usikkerheden har en direkte effekt på folkesundheden og muligheden for at få hjælp til kritiske behandlinger. Derfor fokuserede vi først på de områder, hvor konflikterne var mest intense og langvarige.

Det kan være svært, om ikke umuligt, at få troværdig information om sundhedssituationen i krige, men effekterne var tydelige i de værst ramte områder: Klinikkerne på landet fungerede ikke længere, fordi det uddannede personale var rejst derfra, og det blev stadig sværere at få forsyninger af medicin og materialer.

Jo længere konflikten varer, jo mere vil sundhedsfaciliteterne forfalde. Derfor valgte vi at arbejde i et af de værst ramte områder – Helmand – og fokusere på livreddende behandling som kirurgi og fødselshjælp.

For at opnå adgang til de områder i Afghanistan, hvor Læger uden Grænser nu arbejder, var det nødvendigt at lave aftaler med alle parter i konflikten. Hvorfor?

Vi arbejder af princip fuldstændigt upartisk. Alle de valg, vi tager, er baseret på patienternes behov. I konfliktzoner skal patienterne kunne stole på, at den hjælp, vi giver, alene er bestemt af deres behov uden underliggende politiske eller militære dagsordener.

Derfor har vi aftalt med de krigsførende parter, at de ikke blander sig i vores medicinske valg og ikke angriber vores hospitaler, patienter og personale. Det er resultatet af direkte forhandlinger med alle parter, herunder afghansk politi og militær, amerikansk, tysk og engelsk militær og forskellige oppositionsgrupper såsom Taliban.

Det kan kun lade sig gøre at arbejde neutralt, fordi vi ikke tager imod penge til arbejdet fra nogen regeringer.

Hvorfor har Læger uden Grænser en streng regel om, at der ikke må være våben på hospitalerne?

Det er nødvendigt for patienternes sikkerhed, at ingen bevæbnede personer opholder sig på eller i nærheden af hospitalerne, som ellers kan blive militære mål. Afghanistan er det eneste sted, hvor jeg har set store mængder bevæbnede mennesker indenfor på hospitaler. Det har været både internationale styrker, private sikkerhedsvagter, lokalt politi og militær og andre. I sådan en situation er det umuligt at bede de stridende parter om ikke at angribe hospitalet.

Læger uden Grænser arbejder på Ahmed Shah Baba hospitalet i udkanten af hovedstaden Kabul. Hvorfor vælge et relativt stabilt byområde at arbejde i?

I Kabul findes det, man kalder “det humanitære cirkus”, med omkring 1.800 NGO’er og en masse FN-organisationer til stede. På trods af alle disse hjælpearbejdere får byens befolkning meget lidt hjælp. De penge, et givet land giver til nødhjælp, har det med at følge derhen, hvor landets tropper er.

Kabul er ikke i fokus i konflikten og der er ikke mange vestlige tropper i byen, og hjælpeorganisationerne, der for det meste er finansieret af Vesten, har ikke penge til at starte projekter i byen. Derfor er Læger uden Grænser i Kabul for at hjælpe de mest udsatte grupper, som internt fordrevne og flygtninge, der vender hjem fra lejre i Pakistan og Iran.

I løbet af det seneste år er fredelige områder blevet ramt af vold og ustabilitet. Hvilken effekt har det på Læger uden Grænsers arbejde i landet?

Det faktum, at krigen har spredt sig til det meste af landet, betyder, at sundhedsbehovene kun vil stige, og dermed også behovet for vores tilstedeværelse. Sidste år koncentrerede vi os om de sydlige og østlige dele af landet. Nu ser vi på mulighederne for at begynde at arbejde mange andre steder.

Det er en kompliceret sag at sikre vores neutralitet og vores medarbejderes sikkerhed. Det kræver nøjagtige aftaler med krigens parter, og det tager tid. Lige nu har vi et lille hold i Kunduz-provinsen i det nordlige Afghanistan, der forhandler om at komme ind og hjælpe befolkningen i området.

Fra felten

Libanon

Børn og ældre lider under Libanons mange kriser

Læs mere
Liberia

Hvert år dør 59.000 af rabies

Læs mere

Vi har fået ny direktør

Læs mere
Vaccineret mod mæslinger

Flere skal have mulighed for at producere coronavacciner

Læs mere
Læger uden Grænser hjælper under glemte kriser

Glemte kriser 2020

Læs mere

Et mærkeligt år i billeder

Læs mere
Grækenland

Børnene på Lesbos vil hellere dø

Læs mere
msf flag

Julehilsen fra felten

Læs mere
Børn bliver ofre for borgerkrigen i Yemen
Yemen

Borgerkrigen i Yemen: Gravide kvinder og legende børn såres og dræbes

Læs mere
Idlib i Syrien
Syrien

På flugt i Idlib: Endnu en hård vinter i et hullet telt

Læs mere
Flygtninge fra Etiopien krydser grænsen til Sudan
Etiopien

Over 42.000 flygtet fra Etiopien til Sudan – nogle er gået i dagevis uden ejendele

Læs mere

Ingen patenter i pandemien – for patenter dræber

Læs mere
Syrien

COVID-19 spreder sig i det nordvestlige Syrien: ”Hvis jeg bliver hjemme, sulter min familie”

Læs mere
Vaccineret mod mæslinger

Patenter kan dræbe – og de kan holde liv i COVID-19-pandemien

Læs mere
Diabetes i Kenya

Marcus Bech

Kenya

Kenya: 40 procent af diabetikere ved ikke, at de har diabetes

Læs mere
Mali

Det kræver en timelang kanotur – men vaccination er vigtig

Læs mere