25-11-201059347_250.jpg

Afghanistan: Behovene vil kun blive større

Et år efter at Læger uden Grænser genoptog arbejdet i Afghanistan, fortæller landechef Michiel Hofman om valg og fravalg, udfordringer og mulige nye projekter fremover i det konfliktfyldte land.

Læger uden Grænser begyndte at arbejde i Afghanistan igen efter fem års fravær i efteråret 2009 på grund af den forværrede sikkerhed i landet. Hvad var Læger uden Grænsers vurdering af situationen og de medicinske behov?

I de fleste konfliktområder, og dermed også i Afghanistan, antager man, at usikkerheden har en direkte effekt på folkesundheden og muligheden for at få hjælp til kritiske behandlinger. Derfor fokuserede vi først på de områder, hvor konflikterne var mest intense og langvarige.

Det kan være svært, om ikke umuligt, at få troværdig information om sundhedssituationen i krige, men effekterne var tydelige i de værst ramte områder: Klinikkerne på landet fungerede ikke længere, fordi det uddannede personale var rejst derfra, og det blev stadig sværere at få forsyninger af medicin og materialer.

Jo længere konflikten varer, jo mere vil sundhedsfaciliteterne forfalde. Derfor valgte vi at arbejde i et af de værst ramte områder – Helmand – og fokusere på livreddende behandling som kirurgi og fødselshjælp.

For at opnå adgang til de områder i Afghanistan, hvor Læger uden Grænser nu arbejder, var det nødvendigt at lave aftaler med alle parter i konflikten. Hvorfor?

Vi arbejder af princip fuldstændigt upartisk. Alle de valg, vi tager, er baseret på patienternes behov. I konfliktzoner skal patienterne kunne stole på, at den hjælp, vi giver, alene er bestemt af deres behov uden underliggende politiske eller militære dagsordener.

Derfor har vi aftalt med de krigsførende parter, at de ikke blander sig i vores medicinske valg og ikke angriber vores hospitaler, patienter og personale. Det er resultatet af direkte forhandlinger med alle parter, herunder afghansk politi og militær, amerikansk, tysk og engelsk militær og forskellige oppositionsgrupper såsom Taliban.

Det kan kun lade sig gøre at arbejde neutralt, fordi vi ikke tager imod penge til arbejdet fra nogen regeringer.

Hvorfor har Læger uden Grænser en streng regel om, at der ikke må være våben på hospitalerne?

Det er nødvendigt for patienternes sikkerhed, at ingen bevæbnede personer opholder sig på eller i nærheden af hospitalerne, som ellers kan blive militære mål. Afghanistan er det eneste sted, hvor jeg har set store mængder bevæbnede mennesker indenfor på hospitaler. Det har været både internationale styrker, private sikkerhedsvagter, lokalt politi og militær og andre. I sådan en situation er det umuligt at bede de stridende parter om ikke at angribe hospitalet.

Læger uden Grænser arbejder på Ahmed Shah Baba hospitalet i udkanten af hovedstaden Kabul. Hvorfor vælge et relativt stabilt byområde at arbejde i?

I Kabul findes det, man kalder “det humanitære cirkus”, med omkring 1.800 NGO’er og en masse FN-organisationer til stede. På trods af alle disse hjælpearbejdere får byens befolkning meget lidt hjælp. De penge, et givet land giver til nødhjælp, har det med at følge derhen, hvor landets tropper er.

Kabul er ikke i fokus i konflikten og der er ikke mange vestlige tropper i byen, og hjælpeorganisationerne, der for det meste er finansieret af Vesten, har ikke penge til at starte projekter i byen. Derfor er Læger uden Grænser i Kabul for at hjælpe de mest udsatte grupper, som internt fordrevne og flygtninge, der vender hjem fra lejre i Pakistan og Iran.

I løbet af det seneste år er fredelige områder blevet ramt af vold og ustabilitet. Hvilken effekt har det på Læger uden Grænsers arbejde i landet?

Det faktum, at krigen har spredt sig til det meste af landet, betyder, at sundhedsbehovene kun vil stige, og dermed også behovet for vores tilstedeværelse. Sidste år koncentrerede vi os om de sydlige og østlige dele af landet. Nu ser vi på mulighederne for at begynde at arbejde mange andre steder.

Det er en kompliceret sag at sikre vores neutralitet og vores medarbejderes sikkerhed. Det kræver nøjagtige aftaler med krigens parter, og det tager tid. Lige nu har vi et lille hold i Kunduz-provinsen i det nordlige Afghanistan, der forhandler om at komme ind og hjælpe befolkningen i området.

Fra felten

Læger uden Grænser i Sierra Leone

Nødhjælp i pandemiens skygge: Verdens mest udsatte ramt ekstra hårdt

Læs mere
Frygte for COVID-19 holder folk fra hospitalet
Sierra Leone

Børn dør af malaria på grund af frygt for COVID-19

Læs mere
Libyen

Flygtning i Libyen: ”Hvem tvinger et andet menneske til at leve sådan her?”

Læs mere
Konflikten i Mozambique
Mozambique

Voldsomme angreb i Mozambique: Børn og gravide kvinder sendt på flugt i bushen

Læs mere
Verdens største flygtningelejr i Cox's Bazar i Bangladesh
Bangladesh

Dansk sygeplejerske om brand i verdens største flygtningelejr: ”De her mennesker bliver glemt”

Læs mere
Al Hol i Syrien
Syrien

Kvinder og børn mister livet i Al Hol

Læs mere
Bangladesh

Rohingya-flygtninge tvinges til at flytte ud på øde ø

Læs mere
COVID-19

Nødhjælp i pandemiens skygge: Et år med COVID-19

Læs mere
Syrien
Syrien

Det er vanvittigt – borgerkrigen i Syrien har varet i 10 år

Læs mere
Jordemoder hjælper fordrevne mennesker i Nigeira
Nigeria

Jordemoder i Nigeria fortæller: Læger uden Grænser reddede min bror – nu redder jeg andre

Læs mere
Sydafrika

Lions donerer 525.000 kroner til Læger uden Grænsers indsats mod COVID-19 i Sydafrika

Læs mere
Patenter på vacciner mod COVID-19 bør ophæves

”Vi er ikke sikre, før alle er sikre”: Ophæv patenterne på COVID-19-vacciner nu

Læs mere
Gaza/Vestbredden

Vores sygeplejerske i Palæstina: ”Vi mangler vacciner”

Læs mere
Flygtninge Lesbos og Samos
Grækenland

Lesbos og Samos: Lejrene gør folk syge

Læs mere
Behandling COVID-19 Yemen
Yemen

Vores læge i Yemen: Syge mennesker afvises i hospitalsdøren på grund af COVID-19

Læs mere

Opfordring til de rige lande: Prioriter menneskeliv over profit

Læs mere