35 tons nødhjælp sendes fra Billund
PRESSEMEDDELELSE
Hellerup den 9. oktober, 2001
Afghanistan/Turkmenistan
Læger uden Grænser sender onsdag 35 tons nødhjælp fra Billund
Nødhjælpsorganisationen Læger uden Grænser/MSF sender onsdag kl. 17 et fly med 35 tons nødhjælp fra Billund.
Flyet lander sent onsdag aften i Turkmenistans hovedstad Ashkabad, hvorfra nødhjælpen skal bringes ind til Læger uden Grænsers projekter i Mazar-e-Sherif i det nordlige Afghanistan. En del af lasten vil dog blive i Turkmenistan som forberedelse til modtagelse af eventuelle flygtninge. Den endelige beslutning om fordelingen foretages af Læger uden Grænsers udsendte i Turkmenistan.
Med i flyet er medicin, specialkost til underernærede samt nødhjælpsudstyr til udrustning af mobilklinikker, telte, presenninger og udstyr til vandrensning og sanitet.
Læger uden Grænser/MSF udsendte mandag aften en pressemeddelelse, hvor organisationen tog afstand fra de amerikanske udkastninger af humanitær hjælp.
"Vi er imod sammenblandingen af den militære indsats og det humanitære arbejde", udtrykte Læger uden Grænsers formand, læge Søren Brix Christensen.
"Hjælpearbejdet på jorden er langt mere effektivt og præcist end de tilfældige nedkastninger fra luften. Ved at blande de humanitære og militære motiver, risikerer man at så tvivl blandt de nødlidende og dermed at skade hjælpearbejdet hos civilbefolkningen i Afghanistan. Læger uden Grænser mener, at humanitært arbejde skal udføres af uafhængige organisationer".
Læger uden Grænser/MSF har i dag 7 internationale hjælpearbejdere i Afghanistan på projekter i Fayzabad og Ishkashim i det nordøstlige hjørne af landet. På 11 lokaliteter i de talebankontrollerede dele af Afghanistan opretholder 500 lokalt ansatte arbejdet på Læger uden Grænsers projekter. Læger uden Grænser har arbejdet i Afghanistan siden 1979.
Yderligere oplysninger: Læger uden Grænser, att. Nana Cajus, tlf. 39 62 63 01 eller Michael Loua, mobil 29 70 29 79.