3 kollegaer blandt dræbte i CAR

Tre lokale medarbejdere fra Læger uden Grænser er blandt de 16 dræbte civile på Boguila hospitalet i den nordlige del af Den Centralafrikanske Republik.  

16 civile, her iblandt tre lokale medarbejdere fra Læger uden Grænser, blev lørdag eftermiddag dræbt under et væbnet røveri på et af vores hospitaler i byen Boguila i den nordlige del af Den Centralafrikanske Republik (CAR).

 

Læger uden Grænser fordømmer kraftigt de uprovokerede drab på forsvarsløse civile i et område, der tydeligt er identificeret som hospital og sundhedscenter drevet af Læger uden Grænser. ”Vi er meget chokerede og kede af den brutale vold mod vores ansatte og lokalsamfundet,” siger Stefano Argenziano, Læger uden Grænsers landechef i CAR. ”Vores første prioritet er nu at hjælpe de sårede, informere de pårørende og sikre vores kollegaer, patienterne og hospitalet.”

 

Efter angrebet i lørdags har Læger uden Grænser været nødt til at evakuere noget af personalet og afbryde aktiviteterne i Boguila. ”Selvom vi fortsat føler os forpligtede til at yde humanitær hjælp i området, må vi også tænke på vores ansattes sikkerhed,” fortsætter Argenziano. ”Efter denne grufulde gerning undersøger vi nu, om vi kan fortsætte vores projekter i andre områder.”

 

Et uacceptabelt angreb

Angrebet skete mens 40 lokale ledere, inviteret af Læger uden Grænser, diskuterede adgang til sundhed i området. Mens mødet stod på omringede bevæbnede ex-Seleka medlemmer hospitalet i Boguila. Nogle af dem plyndrede kontoret på hospitalet, mens andre bevægede sig mod det sted, hvor mødet foregik. Her skød de på de fremmødte ledere og de lokale medarbejdere.

 

Læger uden Grænser er den eneste internationale humanitære organisation, der arbejder i Boguila med at hjælpe befolkningen i området, der i stigende grad udsættes for vilkårlige angreb fra væbnede grupper, der opererer i området. Lørdagens angreb er et uacceptabelt angreb på civile og på muligheden for at yde medicinsk og humanitær nødhjælp. Derfor opfordrer Læger uden Grænser endnu engang alle parter i konflikten til at respektere den neutrale og upartiske nødhjælp, nødhjælpsarbejderne, samt de medicinske faciliteter og projekter.

 

Lang ustabil periode

Siden kuppet i marts 2013 har Boguila oplevet en intensivering i spændingerne mellem de forskellige grupper, og volden i området er ligeledes steget, hvilket har ført til et enormt antal flygtninge. I december sidste år flygtede de muslimske indbyggere i nabobyen Nana Bakassa til Boguila inden de fortsatte flugten videre nordpå. Den 11. april søgte mere end 7.000 mennesker tilflugt i bushen og 40 civile søgte ly på hospitalet efter bevæbnede mænd havde angrebet en flygtningekonvoj på vej gennem Boguila.

 

Siden 2006 har Læger uden Grænser drevet hospitalet i Boguila med 115 sengepladser, og vi har ydet lægehjælp til de godt 45.000 indbyggere i regionen omkring Boguila, blandt andet gennem syv lægeklinikker. Hver måned udføres der således mellem 9.000 og 13.000 konsultationer og mellem 5.000 og 10.000 patienter behandles for malaria.