© Igor Barbero/MSF

18-årige Fatima blev bortført og solgt af Boko Haram: “I dag vil jeg begynde et nyt liv”

Da nigerianske Fatima blev bortført af den væbnede gruppe Boko Haram, gik der ikke lang tid, før de for blot 450 kroner solgte hende til en fremmed mand. I flere lange år måtte hun som tusindvis af andre bortførte og seksuelt misbrugte kvinder i det nord-østlige Nigeria leve i tilfangetagelse uden at vide, om hun nogensinde ville se sin familie igen.

”Jeg plejede at leve et normalt liv i landsbyen Geidem, hvor jeg boede sammen med min familie i et lille hus. Geidem var et godt sted at vokse op, og jeg havde mange gode venner. Jeg havde en stor familie: Min far var gift med to kvinder, og fra min mors side havde jeg ni søskende, og fra den anden kvindes side havde jeg syv søskende. At være sammen med min familie gav mig megen glæde, og jeg har mange gode minder fra min barndom.”

“Mine forældre var landmænd, og de dyrkede korn. Jeg hjalp dem på gården og solgte grøntsager på det lokale marked. Jeg ville gerne gå i skole, fordi jeg drømte om at blive læge og hjælpe andre mennesker, men da min far døde, bad min mor mig om hjælp. Jeg havde derfor ikke et andet valg end at droppe ud af skolen.”

Angrebet og bortførelsen

“En søndag eftermiddag for fire år siden var jeg på markedet, da folk pludselig begyndte at løbe rundt i panik. En person ved siden af ​​mig sagde, at Boko Haram var kommet for at angribe Geidem. Jeg skyndte mig at løbe hjem. De mange bevæbnede mænd stormede byen og gik fra hus til hus på udkig efter unge piger. De bar våben, og min mor var bange. Mændene valgte at tage mig med. Efter min bortførelse blev jeg tvangsgift med en mand, der købte mig for 450 kroner.”

”Jeg kan ikke huske, hvor mange piger, der blev bortført den dag, men jeg tror, at vi var omkring 50 piger i alderen 12 – 20 år. Boko Haram beordrede os ind i biler, og vi blev kørt ud til skoven og videre ud i ørkenen. Rejsen gennem ørkenen varede i tre dage, og vi standsede kun for at sove om natten.”

Livet i skoven

“De første to år efter min tilfangetagelse, boede jeg dybt inde i en skov i et uroligt område, der hedder Sambisa. Da jeg ankom til det, der skulle blive mit nye hjem, var der andre kvinder i huset, som lavede mad til os. Jeg var meget ked af det, fordi jeg var blevet tvunget væk fra min familie. Den 30-årige mand, der havde købt mig, forvaltede en lille købmandsbutik, der blandt andet solgte madolie og grøntsager.”

“Kort tid efter min ankomst blev jeg gravid, og jeg fødte mit første barn, Mustafa, derhjemme. To år efter, at jeg blev bortført, besluttede min mand, at vi skulle finde en ny landsby at bo i. Det tog os et helt døgn at nå til bushen, hvor den nye landsby lå. Den var stor og havde et marked og et hospital. Men det var vanskeligt for os at få nok at spise, fordi vi ikke havde adgang til mad på samme måde, som vi havde, da vi boede i skoven.”

Flugten til Pulka

“I al den tid, jeg var bortført, savnede jeg min familie enormt meget, og derfor besluttede jeg mig en dag for at flygte. Jeg havde hørt fra nogle mennesker, hvordan man skulle komme afsted, så jeg havde en tro på, at jeg kunne klare det. Sammen med mine to børn flygtede jeg en sen aften, og tre dage senere ankom vi til byen Pulka. Jeg var bange for at blive dræbt i løbet af flugten – enten af Boko Haram eller af det nigerianske militær. Men det var nogle soldater, som vi mødte på vejen, der tog os med til byen.”

“Siden den dag jeg ankom med mine børn, har vi boet i et transitcenter, der ledes af UNICEF, og her venter vi på, at det bliver vores tur til at få et telt. Jeg kendte ingen, da jeg kom hertil, og i de første par dage var det meget svært.”

“Men en dag blev jeg tilbudt at besøge Læger uden Grænsers hospital. Her fik jeg psykologhjælp, og jeg begyndte at få det bedre. Men vores største udfordring er mangel på mad. Vi sover på en skole, som vi skal forlade hver morgen, og vi har hverken vores egne ting eller vores eget tøj. Mit største håb er at komme tilbage til min landsby og gense min mor, og det eneste, jeg drømmer om, er at kunne begynde et nyt liv.”

FAKTA

  • 1,7 millioner nigerianere er i dag internt fordrevne i den nordøstlige del af landet som følge af en mangeårig konflikt mellem Boko Haram og andre ikke-statslige, væbnede grupper og det nigerianske militær.
  • Vi driver 10 sundhedsklinikker i delstaterne Borno og Yobe, hvor vi hjælper ofre for de væbnede kampe samt løsladte Boko Haram-gidsler.
  • I 2008 oprettede vi et særligt team, der rykker ud i nødsituationer i Nigerias nordlige stater, men konflikten gør det ofte vanskeligt for hjælpen at nå frem.
  • I delstaterne Borno, Adamawa og Yobe er der stor mangel på medicinsk og humanitær hjælp, hvilket går ud over de internt fordrevne flygtninge, der i forvejen er nogle af de allermest sårbare mennesker

Fra felten

Etiopien

Takket være den rigtige behandling får pigen ingen mén

Læs mere
Grækenland

”Jeg tror, at jeg skal dø nu,” siger hun til sin far

Læs mere
Syrien

Irak: “Patienter flygter fra bomber og håbløshed i Syrien”

Læs mere
Syrien

Læger uden Grænser tvunget til at suspendere de fleste aktiviteter i det nordøstlige Syrien

Læs mere
DR Congo

Lions støtter Læger uden Grænsers akutte arbejde med ebola-udbruddet i DR Congo

Læs mere

Kjeld Kromand

Grækenland

Kjeld på Lesbos: “Jeg får lyst til at give dem et kram”

Læs mere
Sierra Leone

“Babyen levede kun 12 timer i vores arme”

Læs mere

Test dig selv: Hvad ser du på billederne?

Læs mere
DR Congo

Læger uden Grænser opfordrer til en uafhængig ebola-komité

Læs mere
Nigeria

”Jeg troede, at vi ville miste hende”

Læs mere

Astrid Opstrup

DR Congo

Ny ebola-behandling: “Vi kan undgå, at børn som Alpha dør.”

Læs mere

Mads Geisler

Yemen

Vores danske læge: ”Nye kampe i Yemen er katastrofale for civile”

Læs mere
Myanmar (Burma)

To år efter: For rohingyaerne er der ingen fremtid

Læs mere
Bangladesh

“Børn dør af kroniske sygdomme, fordi medicinen ikke er tilgængelig”

Læs mere

Anni Fjord

Nigeria

Ti år lang konflikt koster stadig liv

Læs mere

Hvorfor er Læger uden Grænser på Middelhavet?

Læs mere