© Igor Barbero/MSF

18-årige Fatima blev bortført og solgt af Boko Haram: “I dag vil jeg begynde et nyt liv”

Da nigerianske Fatima blev bortført af den væbnede gruppe Boko Haram, gik der ikke lang tid, før de for blot 450 kroner solgte hende til en fremmed mand. I flere lange år måtte hun som tusindvis af andre bortførte og seksuelt misbrugte kvinder i det nord-østlige Nigeria leve i tilfangetagelse uden at vide, om hun nogensinde ville se sin familie igen.

”Jeg plejede at leve et normalt liv i landsbyen Geidem, hvor jeg boede sammen med min familie i et lille hus. Geidem var et godt sted at vokse op, og jeg havde mange gode venner. Jeg havde en stor familie: Min far var gift med to kvinder, og fra min mors side havde jeg ni søskende, og fra den anden kvindes side havde jeg syv søskende. At være sammen med min familie gav mig megen glæde, og jeg har mange gode minder fra min barndom.”

“Mine forældre var landmænd, og de dyrkede korn. Jeg hjalp dem på gården og solgte grøntsager på det lokale marked. Jeg ville gerne gå i skole, fordi jeg drømte om at blive læge og hjælpe andre mennesker, men da min far døde, bad min mor mig om hjælp. Jeg havde derfor ikke et andet valg end at droppe ud af skolen.”

Angrebet og bortførelsen

“En søndag eftermiddag for fire år siden var jeg på markedet, da folk pludselig begyndte at løbe rundt i panik. En person ved siden af ​​mig sagde, at Boko Haram var kommet for at angribe Geidem. Jeg skyndte mig at løbe hjem. De mange bevæbnede mænd stormede byen og gik fra hus til hus på udkig efter unge piger. De bar våben, og min mor var bange. Mændene valgte at tage mig med. Efter min bortførelse blev jeg tvangsgift med en mand, der købte mig for 450 kroner.”

”Jeg kan ikke huske, hvor mange piger, der blev bortført den dag, men jeg tror, at vi var omkring 50 piger i alderen 12 – 20 år. Boko Haram beordrede os ind i biler, og vi blev kørt ud til skoven og videre ud i ørkenen. Rejsen gennem ørkenen varede i tre dage, og vi standsede kun for at sove om natten.”

Livet i skoven

“De første to år efter min tilfangetagelse, boede jeg dybt inde i en skov i et uroligt område, der hedder Sambisa. Da jeg ankom til det, der skulle blive mit nye hjem, var der andre kvinder i huset, som lavede mad til os. Jeg var meget ked af det, fordi jeg var blevet tvunget væk fra min familie. Den 30-årige mand, der havde købt mig, forvaltede en lille købmandsbutik, der blandt andet solgte madolie og grøntsager.”

“Kort tid efter min ankomst blev jeg gravid, og jeg fødte mit første barn, Mustafa, derhjemme. To år efter, at jeg blev bortført, besluttede min mand, at vi skulle finde en ny landsby at bo i. Det tog os et helt døgn at nå til bushen, hvor den nye landsby lå. Den var stor og havde et marked og et hospital. Men det var vanskeligt for os at få nok at spise, fordi vi ikke havde adgang til mad på samme måde, som vi havde, da vi boede i skoven.”

Flugten til Pulka

“I al den tid, jeg var bortført, savnede jeg min familie enormt meget, og derfor besluttede jeg mig en dag for at flygte. Jeg havde hørt fra nogle mennesker, hvordan man skulle komme afsted, så jeg havde en tro på, at jeg kunne klare det. Sammen med mine to børn flygtede jeg en sen aften, og tre dage senere ankom vi til byen Pulka. Jeg var bange for at blive dræbt i løbet af flugten – enten af Boko Haram eller af det nigerianske militær. Men det var nogle soldater, som vi mødte på vejen, der tog os med til byen.”

“Siden den dag jeg ankom med mine børn, har vi boet i et transitcenter, der ledes af UNICEF, og her venter vi på, at det bliver vores tur til at få et telt. Jeg kendte ingen, da jeg kom hertil, og i de første par dage var det meget svært.”

“Men en dag blev jeg tilbudt at besøge Læger uden Grænsers hospital. Her fik jeg psykologhjælp, og jeg begyndte at få det bedre. Men vores største udfordring er mangel på mad. Vi sover på en skole, som vi skal forlade hver morgen, og vi har hverken vores egne ting eller vores eget tøj. Mit største håb er at komme tilbage til min landsby og gense min mor, og det eneste, jeg drømmer om, er at kunne begynde et nyt liv.”

FAKTA

  • 1,7 millioner nigerianere er i dag internt fordrevne i den nordøstlige del af landet som følge af en mangeårig konflikt mellem Boko Haram og andre ikke-statslige, væbnede grupper og det nigerianske militær.
  • Vi driver 10 sundhedsklinikker i delstaterne Borno og Yobe, hvor vi hjælper ofre for de væbnede kampe samt løsladte Boko Haram-gidsler.
  • I 2008 oprettede vi et særligt team, der rykker ud i nødsituationer i Nigerias nordlige stater, men konflikten gør det ofte vanskeligt for hjælpen at nå frem.
  • I delstaterne Borno, Adamawa og Yobe er der stor mangel på medicinsk og humanitær hjælp, hvilket går ud over de internt fordrevne flygtninge, der i forvejen er nogle af de allermest sårbare mennesker

Fra felten

Kjeld Kromand i Pibor, Sydsudan

Kjeld Kromand

Sydsudan

Kjelds første kejsersnit i Sydsudan: “Pludselig gik lyset ud”

Læs mere
Australien sender mennesker på flugt, som forsøger at komme ind i landet, til Nauru – og tilbageholder dem der på ubestemt tid.

Tahir Bakhtiary

Nauru

Her sidder de fanget på femte år: ”Det er forfærdeligt at være vidne til”

Læs mere

Mozhdeh Ghasemiyani

Sydsudan

Børnesoldater får hjælp til et nyt liv: “Det føles som ren magi”

Læs mere
Heidi med pigen Lokoli, som blev angrebet af en krokodille i Sydsudan.

Heidi Strømsholt

Sydsudan

Heidis podcast fra Sydsudan: “Det her sted er for vanvittigt”

Læs mere
Vores læge Anne tilser tre måneder gamle Labaran. Han er alvorligt dehydreret og et af mange børn, som har akut brug for hjælp i Magaria, Niger.
Niger

Hundredvis af børn er døde: “Vi har aldrig set noget lignende”

Læs mere
Et barn med vejrtrækningsproblemer får hjælp på et hospital i Yemen.
Læger uden Grænser

Josephine Obel

Yemen

Josephines podcast fra Yemen: ”Det lignede en eksplosion”

Læs mere
Flere end 60 mennesker på flugt er de seneste tre døgn blevet reddet fra bølgerne på Middelhavet af Aquarius. Nu må skibet ikke længere redde liv på havet.
Middelhavet

Italiens regering tvinger Middelhavets sidste redningsskib i havn

Læs mere
Tidligere var Moria-lejren et stoppested på vejen videre, men nu er lejren blevet en forfærdelig endestation, fortæller vores sygeplejerske Mie fra den græske ø Lesbos.

Mie Terkelsen

Grækenland

”Hun står bare og holder om mig og græder”

Læs mere

Slangebid dræber 275 mennesker om dagen

Læs mere
Den Centralafrikanske Republik

Tatiana blev voldtaget i dagevis: Hun er langt fra den eneste

Læs mere
Middelhavet

”Døde kroppe flød omkring mig”

Læs mere

Amanda Godballe

Rejsebrev: “På Lesbos lever de i tavshed og glemsel

Læs mere
DR Congo

Konflikten i DR Congo gør det sværere for vores læger at behandle ebola

Læs mere
Libyen

Kampe i Libyen bringer tusindvis af flygtninge og migranters liv i fare

Læs mere

Pernille Miller

”Jeg tænkte, kan mennesker virkelig bo så tæt?

Læs mere

Et år efter flugten fra Myanmar lever hundredetusinder af rohingyaer stadig under kummerlige forhold

Læs mere