10 frivillige og 40 tons medicin til Indien
Læger uden Grænser sender 10 frivillige og 40 tons medicin og udstyr til Indien
– Mobile hold skal sikre medicinsk hjælp i afsides beliggende områder
Den internationale, medicinske hjælpeorganisation Médecins Sans Frontières (Læger uden Grænser, MSF) sender mandag aften klokken 22 et fly med ti frivillige samt 40 tons medicin og nødhjælpsudstyr til jordskælvsområdet i Indien. Flyet afgår fra fra Ostende i Belgien med kurs mod Aghmadabad. Holdet fra MSF fortsætter straks efter ankomsten mod Kutch, som er en af de ramte byer efter fredagens jordskælv.
I Indien skal MSF-holdet, som omfatter kirurger, sygeplejersker og vandforsyningsspecialister med erfaringer fra jordskælvskatastrofer, indgå i førstehjælpsarbejdet, udføre kirurgi, sikre vandforsyning samt indgå i det epidemiforebyggende arbejde. Et specialhold fra Belgien skal desuden koncentrere sig om behandling af nyrelidelser, som hyppigt opstår efter jordskælv, når ofrene bliver klemt. Mobile hold skal desuden sikre medicinsk hjælp i afsides beliggende områder.
Fragten på 40 tons omfatter blandt andet mobile hospitalstelte samt 150 familietelte, pressenninger og tæpper til de hjemløse. Med i fragten er også færdigpakkede medicinske enheder med forsyninger af basal medicin, forbindinger og kirurgisk udstyr.
Allerede lørdag, dagen efter jordskælvet, sendte MSF det første undersøgelseshold fra kontoret i Delhi til jordskælvsområdet. I øjeblikket er undersøgelsesholdet i færd med at indsamle data og forbereder ankomsten af specialisterne fra MSF.
Yderligere oplysninger: Læger uden Grænser, Michael Loua, tlf. 39 62 63 01, mobil 40 96 18 99