Sådan arbejder Læger uden Grænser
MSF

Sådan arbejder vi

Neutralitet og uafhængighed er en afgørende del af vores arbejde, og hvem vi er. Det er humanitære principper, som giver os mulighed for at rykke hurtigt ud og redde liv, hvor kun få andre kan. Vi giver medicinsk nødhjælp til de mest udsatte mennesker, men vi fortæller også om de lidelser og overgreb, vi ser i felten.

Vi bærer vidnesbyrd

”Vi er ikke sikre på, at ord altid kan redde liv, men vi ved, at stilhed helt sikkert kan dræbe.”

Sådan lød det fra vores internationale formand James Orbinski i 1999, da vi netop var blevet tildelt Nobels Fredspris for vores humanitære indsats verden over.

Selv om vi er neutrale, betyder det ikke, at vi tier stille, når vi er vidne til lidelser og systematiske overgreb på sårbare mennesker. Vi har forpligtet os til at bære vidnesbyrd.

Det er en af vores vigtigste opgaver at fortælle og råbe op om de forfærdelige forhold, som vi ser i felten. Vi kan give vores patienter en stemme, når de ikke selv har mulighed for det – især i de glemte kriser, som omverdenen ikke længere har øje på.

På den måde forsøger vi at skabe opmærksomhed og debat om de krige, konflikter og katastrofer, som vi hver dag arbejder i.

Vi bærer vidnesbyrd for at forhindre menneskelige lidelser, redde liv og genoprette respekten for mennesker og deres grundlæggende menneskerettigheder.

Vi er upartiske

Vi yder gratis lægehjælp til de mennesker, der har allermest brug for det.

Det spiller ingen rolle, hvilket land de kommer fra, hvilken religion de tilhører, eller hvad deres politiske tilhørsforhold er.

Det eneste, vi ser, er et menneske i nød.

Alle har ret til lægehjælp.

Vi er neutrale

Vi holder ikke med nogen parter i en krig eller konflikt, vi vælger ikke side, men yder nødhjælp alene baseret på medicinske og humanitære behov.

Det er vigtigt, at lokalbefolkningen og de stridende parter ser os som en neutral nødhjælpsorganisation. Det skal være helt klart for alle, at vi udelukkende behandler mennesker baseret på behov.

Derfor bruger vi meget tid på at mødes med forskellige dele af de lokalsamfund, hvor vi arbejder for at slå fast, hvem vi er. Det kan være alt fra lokale og nationale myndigheder til lokale krigsherrer og stammeledere.

Det er afgørende for vores arbejde og sikkerheden for patienter og ansatte, at vi bliver accepteret der, hvor vi arbejder. Det gælder især i konfliktramte lande som for eksempel Afghanistan eller DR Congo.

Bliv økonomi- og administrationsansvarlig i Læger uden Grænser

Vi er uafhængige

Uafhængighed er altafgørende for Læger uden Grænser. Derfor kommer langt størstedelen af de penge, som vi modtager, fra helt almindelige mennesker, som gerne vil støtte vores arbejde.

For ikke at være afhængige af politiske dagsordener har vi nemlig besluttet, at over 95% af vores midler skal komme fra private donationer – enten privatpersoner, virksomheder eller fonde.

Det betyder, at når katastrofen rammer, eller krigen bryder ud, så kan vi rykke ud med det samme. Vi behøver ikke vente på, at statslige midler bliver frigivet, eller medierne vender tv-kameraerne mod konflikten. Vi kan handle hurtigt og redde liv – alene baseret på behov.

Vores økonomiske uafhængighed betyder også, at den hjælp, vi leverer, ikke kan bruges til at fremme en regerings politiske eller militære mål i de lande, hvor vi er til stede.

Vi modtager ikke donationer fra virksomheder eller industrielle virksomheder, hvis kerneaktivitet er i direkte konflikt med eller begrænser vores medicinske humanitære arbejde.

Derfor accepterer vi ikke midler fra medicinalindustrien og biotek-virksomheder, udvindingsindustri (såsom olie, naturgas, guld og diamanter), tobaks- eller våbenindustrien.