Læger uden Grænsers indsats i Libyen fortsætter. Kampene mellem Muammar Gadaffis styrker og oprørerne har medført, at de lokale klinikker og hospitaler er overbebyrdede. I Haiti truer et udbrud af kolera, og FN-landene er blevet enige om nye og ambitiøse mål i kampen mod hiv/aids.
Den 20. juli 2011
Libyen
Krigen i Libyen har betydet, at landets klinikker og hospitaler er blevet belastede til bristepunktet. Patienterne strømmer til med skader forårsaget af kampene men også med andre lidelser, som kræver medicinsk behandling. Læger uden Grænser støtter Misratas hospitaler med medicin, udstyr og personale.
Haiti (1.15)
Et voldsomt udbrud af den meget smitsomme sygdom kolera plagede Haiti fra oktober 2010 og mange måneder frem, og sygdommen truer fortsat befolkningen. I begyndelsen af maj modtog Læger uden Grænser markant flere kolerapatienter end i de foregående uger. For at have beredskabet på plads til et nyt stort udbrud, er kapaciteten til at behandle kolera-patienter derfor øget i hovedstaden Port-au-Prince.
Hiv/aids (2.20)
Repræsentanter for FN-landene mødtes i begyndelsen af juni i New York for at sætte nye mål i kampen mod hiv/aids. Landene enedes om en ambitiøs målsætning om, at der i 2015 er 15 millioner hiv-smittede mennesker i livsforlængende medicinsk behandling. Læger uden Grænser hilser målsætningen velkommen men understreger, at målet kun kan nås, hvis der er politisk vilje til også at yde økonomiske støtte til de lande, der er hårdest ramt af hiv.
/lkn
