Tilbage/Print/Send

Journalistisk bistand til felten

I tre uger skal Christina Jo Larsen hjælpe journalister og mediefolk fra hele verden rundt i Læger uden Grænsers lejre i Sydsudan. Christina Jo Larsen arbejder til dagligt som presseansvarlig på kontoret i København.

Den stigende interesse for situationen i Sydsudan er både en glædelig begivenhed men samtidig også en stressfaktor for de allerede hårdtarbejdende hold i området.

Derfor har Læger uden Grænser valgt at en af organisationens faste kommunikationsmedarbejdere skal tage sig af pressebesøg, servicere mediefolk og sørge for, at historierne om situationen i Sydsudan kommer ud til alle dem derhjemme.

 

Tidligere har kommunikations- og pressefolk fra England, Australien, Hong Kong og Sverige siddet i stillingen, og nu er turen kommet til Danmark.

Christina Jo Larsen er til daglig presseansvarlig for Læger uden Grænser i Danmark, og onsdag tager hun tre uger til Doro i Sydsudan.

 

”Der er ikke mange, som egentlig er klar over, at Læger uden Grænser er stiftet af læger og journalister, der satte vidnesbyrd som en af organisationens mærkesager. Og det er jo det, som jeg kan. Jeg kan fortælle om, hvad vi laver, hvordan det går og hvorfor det er vigtigt. Alt imens mine medicinsk uddannede kolleger gør det, de er bedst til,” fortæller Christina Jo Larsen.

 

Det er hendes første udsendelse med Læger uden Grænser, hun har tidligere arbejdet i Afghanistan og rejst i både Kenya, Tanzania, Uganda, Rusland og det meste af Europa.

Christina Jo Larsen er født i Odense, opvokset i Hjallese Odense og Rendsburg i Tyskland, uddannet journalist fra Syddansk Universitet, og bor til dagligt sammen med sin kæreste i Odense.